The MobileFrontend should be working again on the ScoutWikis

Agnes Baden-Powell

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning
Agnes Baden-Powell i spejderuniform.
Agnes Baden-Powell 1922

Agnes Baden-Powell (født 16. december 1858 i Paddington, London, død 2. juni 1945) var søster til Robert Baden-Powell og medstifter af pigespejderbevægelsen.

Da B-P så en lille flok piger ved The Crystal Palace Scout Rally i september 1909, spurgte han dem hvad de bestilte her blandt ca 11.000 drengespejdere. De svarede at de da var 'Girl Scouts'. B-P havde udtænkt spejderarbejdet med drenge som den åbenlyse målgruppe, og havde ikke skænket pigerne nogle tanker. Piger på den tid var generelt henvist til en beskyttet tilværelse, hvor de forventedes at have mere huslige sysler, intet praktis tøj og ingen fysisk udfoldelse.

Ved konfrontationen på Crystal Palace erkendte B-P at der var en ekstra målgruppe, man kunne gøre noget for. At lukke pigerne ind til drengene var udelukket - det ville kun et absolut fåtal få lov til fra hjemmet side. Skulle man kunne få flere med, skulle man drosle de mere vidtgående aktiviteter ned, hvorved man ville miste et stort antal drenge. Ergo måtte man nytænke en helt ny organisation med aktiviteter, der kunne friste pigerne uden at de var så vidtgående at de fik nej hjemme.

Her kom Agnes ind i billedet. B-P spurgte hende, om hun ville være med til at skabe en pigespejderbevægelse, og hun kastede sig over arbejdet sammen med B-P.

Barndom, uddannelse og interesser

Agnes blev født halvandet år efter B-P, og var eneste pige i flokken af børn; der var 6 brødre. Kun den ene bror - Baden Fletcher Smyth Baden-Powell - var yngre end hende, og de to havde et nært forhold fra barndommen, idet de fem ældre brødre bedre holdt sammen. Agnes gik aldrig i skole - hun blev undervist i hjemmet sammen med brødrene Robert og Baden Fletcher. Sidstnævnte delte hun en række interesser med, der holdt livet igennem.

Da drengene fløj fra reden for at forfølge en uddannelse (George og Warington i flåden, Robert og Baden i hæren, og Franck uddannede sig indenfor kunst), blev Agnes hjemme ved sin mor. Undervisningen fra hendes mor og et par huslærere blev rigt suppleret af de mere lærde, forfattere og kunstnere, der besøgte det gæstfrie hjem. Hun lærte at spille violin på højt niveau, og mestrede seks andre instrumenter, deriblandt klaver og orgel. Hun fik mulighed for at studere 11 sprog, deriblandt latin, græsk, hebræisk, persisk, fransk og italiensk. Også på det videnskabelige plan var hun velorienteret: Hun havde et nært venskab med Guglielmo Marconi, og fulgte opmærksomt hans eksperimenter med radiobølger. Da det lykkedes ham at sende et radiosignal over den engelske kanal, sendte hun ham et lykønskningsbrev.

Hendes hovedinteresser lå på det naturhistoriske plan. Hun holdt fugle, bier og sommerfugle, og interesserede sig for astronomi og videnskab. Hun tegnede og malede ligesom B-P, syede, kniplede og arbejdede med mindre kunstværker i metal. I en stor drengeflok, der var bidt af sport, faldt det hende naturligt at dyrke camping, svømning, skøjteløb cykling (inklusive kunstcykling og cykelpolo), ridning, fiskeri, tennis, golf, sejlads og skydning.

Hendes lillebror Baden Fletcher var bidt af flyvning, og under boerkrigen havde han med succes foretaget eksperimenter med varmluftballoner. Agnes deltog i arbejdet og hjalp med at sy balloner og lære at flyve dem. Hun havde faktisk selv en overgang højderekorden for ballonflyvning. Da verdens fokus flyttede sig til flyvemaskiner, byggede de to søskende så en flyvemaskine. Hun var medlem af Royal Aeronautical Society, og indstiftede i forbindelse med Baden Fletchers død Baden-Powell Memorial Prize til uddeling til folk, der gjorde noget særligt indenfor flyvning.

Spejderlivet

Da B-P startede spejderbevægelsen, fulgte Agnes interesseret med fra sidelinjen. Da der så skulle lægges planer for et pigespejderkorps, skulle der være en kvinde i spidsen for det. B-P spurgte blandt et par bekendte, men fik afslag. så spurgte han Agnes, der sagde ja efter en del overvejelser. Hun havde i forvejen en række hobbyer og interessefelter og havde aldrig prøvet at have et så stort ansvar for en organisation. Hun var næstformand i Westminster Red Cross, og havde faktisk dannet et Girls’ Emergency Corps ud fra visse ideer i Scouting for Boys. Tillige havde hun faktisk startet en spejdertrop i 1908 i håb om senere at finde en mand, der kunne overtage den som leder.

Nogle af overvejelserne ved at skabe et spejderarbejde for piger var at man skulle give stoffet tilpas med udfordringer til at pigerne syntes, at det var spændende, men det skulle også være så tilpas afdæmpet at forældrene gav deres accept. Et andet aspekt var den samtidige kvindekamp, hvor de såkaldte suffragetter (en slags tidlige rødstrømper) på en ret militaristisk måde demonstrerede for kvindernes frigørelse og krav på stemmeret. De lavede optog, knuste ruder og afbrændte postkasser. De sprængte sågar bomber i flere kirker. At markedsføre en pigebevægelse med for meget frihed ville vende samfundet imod, og her var Agnes en blid og rolig personlighed, der kunne forklare tingene som de var. Der var på det tidspunkt allerede indmeldt 5-6000 piger i drengenes spejderbevægelse, og dette forhold fik nogle drøje hug i dagspressen. Avisen The Spectator var særlig slem, og gennem ihærdig brevskrivning fik Agnes vendt avisens holdning, og dedn skrev på et tidspunkt: on previous occasions, we have heavily condemned the organization of Girl Scouts, particularly when their leaders are men. Miss Baden-Powell’s frame for Girl Guides contains, on the reverse, a completely different proposal and gives a complete answer to the objections that we had made previously.

Mens drengene selv forventedes at finde deres voksne leder, mente B-P og Agnes at man skulle begynde omvendt og skaffe en lederstruktur til pigerne.


Facts about Agnes Baden-Powell



•Wrote How Girls can Help Build up the Empire – the first Girl Guide handbook

Kilder og eksterne henvisninger