Brænde

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Brænde er fællesbetegnelsen for træstykker, der er beregnet til afbrænding i et bål. Alt efter træsort og behandling af træet har brændet forskellige egenskaber, der kan udnyttes i forhold til det formål, bålet skal tjene. Det rigtige brænde kan lette båltændingen betragteligt, skabe brugbare gløder og varme til et kogebål, eller skabe den rigtige stemning til et hyggeligt lejrbål.

Kvas og optændingsbrænde

Langt de fleste bål starter med antændingen af en mængde kvas - ethvert materiale, der er tynd og let nok til at kunne antændes umiddelbart af en tændstik. Almindeligvis anvendes papir (især avispapir) som det første fængende materiale, selv om mange andre materialer kan anvendes, herunder tørt mos, grankogler, tynde gran- eller fyrrekviste med videre. Med lidt forberedelse kan man også anvende hjælpemidler som stearinbomber til at lette båltændingen. Også brændbare væsker som petroleum eller lampeolie kan bruges, selv om de fleste spejdere anser denne praksis for "snyd".

Pindebrænde

Fremstilling af et "pindsvin".
Færdigt "pindsvin".

Når kvaset fænger kan bålet bygges op med pindebrænde, der kan være tynde kviste eller større brændestykker, der er flækket til tynde, letanfængelige stykker. Pindebrændet kan yderligere tilberedes ved for eksempel at snitte "pindsvin", der fænger lettere. Om muligt bør man vælge tørt nåletræ til pindebrænde, så træet fænger lettest muligt.

Det kan være en god idé at starte med et stort stykke brænde, som kløves i stadigt mindre stykker, så man til sidst står med pindebrænde i mange størrelser; således kan bålet tændes i de mindste stykker, og efterhånden som de fænger kan større og større stykker lægges på bålet, indtil det har den størrelse, man har brug for.

I fugtigt vejr kan tørt ved undertiden findes under dynger af nedfaldne blade. Ligeledes sidder der ofte mange tørre kviste på de nederste par meter af fyrretræers stammer, godt beskyttet fra regnen af de øverste, nålefyldte grene.

En blyantspidser kan være en god ting at bruge på kviste - den snitter det så fint at det næsten er lige meget om træet er vådt. Overfladen er så stor i forhold til massen, at det tørrer samtidig med at det fænger.

Træsorter

Løvtræ

De hurtigst voksende løvtræer som birk, el og asp fænger let, men der er ikke så meget energi lagret i veddet. De gode glødebål med den høje brændværdi fås af de tungere og mere langsomt voksende træsorter.

  • Birk er relativt letantændeligt, brænder nemt uden ret meget røg og efterlader ikke meget aske. Birk er derfor ret populær hos pejsefolket. Brændværdien (den varme, man kan få ud af et brændestykke) er ikke høj, og der bliver ikke det store glødebål ud af birk.
  • El er et hurtigtvoksende træ med ret ringe brændværdi. Det er godt som optændingsbrænde og giver en god smag, hvis man bruger det til rygning af mad.
  • Asp er også hurtigvoksende og dermed løst i veddet. Fænger let men har meget ringe brændværdi og nærmest ingen gløder.
  • Ahorn og den beslægtede spidsløn tilhører mellemklassen med det lidt bløde ved, men giver stadig god varme og rimeligt med gløder.
  • Eg er sammen med bøg de tungere træsorter med meget høj brændværdi og de giver gode gløder. Der er kun en smule forskel på de almindeligste typer egetræ: Stilkeg, vintereg og rødeg.
  • Bøg er også et godt bud på brænde til det gode glødebål. Det brænder roligere end egetræ og giver et godt glødebål. Det er nemmere at flække end eg.
  • Poppel er et hurtigtvoksende træ, der brænder dårligt og giver en masse grim røg.
  • Ask giver lige så god varme og gløder som eg og kan også brænde i ret frisk stand.
  • Pil er som poplen ret dårlig som brænde.

Nåletræ

Nåletræ brænder generelt bedre end løvtræ på grund af harpiksindholdet. Til gengæld er træerne hurtigvoksende og dermed løsere i veddet. Det betyder mindre brændværdi og kortere brændetid. De mange knaster giver gerne nogle knald under afbrændingen, og kan faktisk sende gløder ud af bålet, så man skal holde lidt ekstra øje med ilden.

  • Lærk
  • Fyr
  • Gran

Eksterne henvisninger

Skoveniskolen: lidt om brænde og brændværdier