Jomsborg

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Landkolonien Jomsborg er en lejr nær Jægerspris, tilknyttet FDF.

Der er 3 bygninger på den godt 7 hektar store grund: En sovesalsbygning, en spisesalsbygning og Bjørnebo, der er den ældste bygning (fra 1908) og som rummer en stor sal med scene, samt FDF-museet på Jomsborg.

De første tanker om en landkoloni havde Holger Tornøe haft længe inden muligheden forelå. I 1905 blev alle muligheder undersøgt for en placering af en sommerlejr - både på landkort og ved ture. Det endelige valg af grund blev faktisk nabogrunden til familien Tornøes sommerresidens Bautahøj ud til Isefjorden lige syd for Kulhuse. På grunden står en fredet jættestue.

Den første bygning blev rejst i foråret 1906 og allerede i begyndelsen af juli blev den første sommerlejr holdt på stedet. Holdet blev ført fra Frederikssund af Ludvig Valentiner, og på lejren blev de modtaget af koloniinspektør stud. theol. Schleppegrell.

I 1908 opførtes hovedbygningen Bjørnebo, der har navnet efter nogle granitbjørne, der bærer gavlene. De er hugget af billedhugger Heuch, der var formand for koloniudvalget i en årrække.

Kilder og eksterne henvisninger

Koordinater: 55° 54′ 48,9″ N, 11° 54′ 38,9″ Ø