A new ssl certificate is installed on the ScoutWiki's. Everyone can now connect to the ScoutWiki again securely..

Robert Baden-Powell

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning
«Baden-Powell» omdirigeres hertil. For andre betydninger, se Baden-Powell (flertydig).
Lord Robert Baden-Powell

Robert Stephenson Smyth Baden-Powell, 1. Baron Baden-Powell of Gilwell (22. februar 18578. januar 1941), også kendt som B-P og Lord Baden-Powell, var generalløjtnant i den britiske hær, forfatter, grundlægger af spejderbevægelsen og den første spejderchef i The Scout Association.

Efter endt uddannelse på Charterhouse School, gjorde Baden-Powell tjeneste i den britiske hær fra 1876 frem til 1910, udstationeret i bl.a. Indien og Afrika. Hans mest berømte militære præstation var i 1899 under 2. Boerkrig i Sydafrika, hvor Baden-Powell var leder af forsvaret under belejringen af Mafeking. Mange af hans bøger, skrevet for militær rekognoscering gennem hans år i Afrika, blev også læst af unge drenge. Med udgangspunkt i disse bøger, skrev han senere Scouting for Boys. Denne blev udgivet i 1908, men metoderne var allerede blevet testet året inden ved en lejr den 1. august 1907 på Brownsea Island, hvor der var deltagere fra den lokale Boys' Brigade samt sønner af sine venner. Denne dato bliver anset som begyndelsen på spejderbevægelsen.

Efter at han havde indgået ægteskab med Olave St Clair Soames, arbejdede Baden-Powell, hans søster Agnes Baden-Powell og ikke mindst hans kone, for spejderbevægelsen. Efter kort tid startede de også spejder for piger.

Baden-Powell levede de sidste år i Nyeri i Kenya hvor han blev begravet i 1941.

Om Robert Baden-Powell

Barndom

Robert Baden-Powell blev født d. 22. februar 1857 i London. Han var blot tre år gammel da faren, professor Baden Powell (Oxford Universitet), døde og moren blev alene med en stor børneflok. De var 7 søskende: Warington, George, Augustus, Francis, Robert, Agnes og Baden.

Han gik i skole i London til, at han var 11 år gammel. Senere søgte hans mor, og fik et tilbud om et stipendie ved hele to skoler, men valgte Charterhouse, således at den unge Robert - eller Ste, som han kaldtes i hjemmet - kunne få sin videre skolegang på en kostskole. På daværende tidspunkt lå skolen i det centrale London, men blev i 1872 flyttet til Godalming, som lå ca. 40 km sydvest for London i Surrey County, hvor den kom til at ligge op til et større skovområde. Her strejfede Robert ofte omkring, ledte efter vildt, fangede kaniner og stegte dem på spyd. Samtidig lærte han at kamuflere sig og lave røgfrie bål, idet skoven var forbudt område for skolens elever!

Særligt flittig i skolen var han ikke - i hvert fald ikke i timerne. Han klarede sig middelmådigt, men udenfor skoletiden deltog han i alle aktiviteter. Han var en god fodboldspiller, men stod for det meste på mål, hvor han underholdt tilskuerne med vittigheder og muntre benmærkninger til både tilskuere og medspillere. Han var med i skolens amatørforestillinger og udviklede et talent for skuespiller, sanger og musiker. Han udviklede sin egen stil med en slags stand-up comedy, hvor han fandt på det meste mens han stod på scenen. Siden han var lille har han tegnet og malet, og kunne tegne med begge hænder - samtidig. Senere i livet har han illustreret sine egne bøger og lærestof, og bidraget med bl.a. plakater om hvervning under 1. verdenskrig.

Ferierne tilbragte han sammen med sine søskende, og særligt sine 3 ældre brødre. Sammen drog de på vandreture og overnattede i det fri, eller de sejlede togter i en lille lystyacht, hvor Robert, som den yngste, ofte stod for madlavninge. Det faldt ham i begyndelsen svært, men øvelse (og research i hjemmets køkken) gjorde mester.

Militære karriere

Moren havde nok et håb om, at unge Ste havde valgt en akademisk karriere, men noget skoletalent var han ikke. Det var ikke fordi, at han var dum, men Ste kunne ikke fordrage at sidde stille i et kedeligt klasselokale. i 1876 var han færdig med skolen og gik til optagelsesprøve ved Oxford Universitet. Her fandt man ham uegnet til optagelse. Ud på sommeren så han en annonce, hvori hæren indkaldte til optagelsesprøver. Han meldte sig der og fik svært gode resultater i tegning, observation osv. Robert Baden-Powell blev derefter indrullet i hæren i 13. Husarregiment, som da var udstationeret i Indien. I oktober 1876 kom han til Indien med båden Serapis, hvor regimentet som sagt var udstationeret. De første otte måneder gennemgik han et kursus i kortlæsning.

Baden-Powell havde en god tid i Indien. Han legede ofte med de børn han mødte, hvilket fik flere af kollegaerne til at synes, at han manglede noget af værdigheden, som en britisk officer skulle have. Ofte drog han ud i junglen for at lægge sig skjul, så han kunne iagttage vilde dyr.

En nat brød en voldsom storm løs. Hestene blev forskrækkede og løb rundt, men det lykkedes hurtigt at fange alle - undtagen regimentets bedste! Baden-Powell drog ud for at lede på egen hånd. Efter at have ledt i længere tid, fandt han endelig et spor efter hesten. Han fulgte sporene i det stenede terræn, hvor han fandt hesten og fik den tilbage til lejren.

I det hele taget kom Baden-Powells dygtighed som militærspejder regimentet til gode. Han kunne ofte snige sig helt ind i fjendens lejr uden at blive opdaget, og han klarede også at finde genveje i vanskeligt terræn.

Da han var bare 26 år gammel, blev Baden-Powell forfremmet til kaptajn. Herefter fulgte nogle år, hvor Baden-Powell var udstationeret skiftevist i Afrika, England og Indien. Han fik efterhånden opbygget et ry som en dygtig militær leder.

På hans anden tur til Afrika i 1888 fik han opgaven at organisere den militære spejdertjeneste. Zuluerne gjorde oprør og B-P anførte reckognosceringen for at opspore zulustammen og specielt høvdingen Dinizulu. Jagten endte med at de fandt Dinizulu og denne overgav sig, men under jagten fandt de frem til et af høvdingens skjulesteder, hvor han havde efterladt en for zulufolket hellig perlehalskæde med med næsten 1000 små træperler. Denne kæde tog B-P til sig, og over 30 år efter fik han den ide at give 2 af perlerne til hver spejderleder, der havde gennemført ledertræningskurset. Det vellykkede resultat af jagten på zuluhøvdingen skaffede B-P en forfremmelse til major.

Efter en periode i middelhavslandene, hvor B-P ledede efterretningstjenesten og selv havde ret god succes i rollen som spion, gik turen igen til Afrika i 1895, hvor dønningerne efter Første Matabelekrig nødvendiggjorde et felttog mod ashantierne. B-P fik til opgave at få ca 1000 indfødte til at fungere som et korps, der kunne udføre efterretningstjeneste og pionerarbejde. Det vil i praksis sige at de skulle få føling med hvor fjenden var og hvor mange de var, og samtidig berede vejen for den egentlige hærstyrke ved at bygge broer over vandløb m.m. B-P fandt hurtigt ud af at næsten alle hans mænd hverken kunne fælde træer eller binde dem sammen til broer, så han havde her en udfordring. Da denne ashantiekspedition var overstået, havde de bygget næsten 200 broer.

I 1896 brød den Anden Matabelekrig ud, og her mødte B-P for første gang Frederick Russell Burnham - en ameriansk kavalleriofficer, der var født og opvokset i et indianerreservat og lærte om naturen og om sporing af sioux-indianerne. De to mænd faldt godt i trit, og her fik B-P lært endnu mere on naturen, sporingens kunst og hvad en militær spejder ellers kunne få brug for. Mange af de erfaringer, de to spejdere udvekslede dengang, indgår den dag i dag i spejderarbejdet. Burnham bar en stetsonhat fra det amerkanske kavalleri, men i modsætning til den fra cowboyfilm kendte flade, lidt hule puld, havde han formet hatten i en 'Montana Peak', så regnvand ikke kunne samles i puldens fordybning. Dette fandt B-P praktisk og tog ideen til sig. Senere, da han skulle finde på en uniform til spejderne, kom både hatten og tørklædet med, inspireret af hans eventyr i Afrika.

Særligt under Boerkrigen i Sydafrika omkring 1900, blev han berømt hjemme i England. Den lille by Mafeking i Bechuanaland blev belejret af 9.000 boere, og B-P havde selv kun 1.000 mand til forsvaret. Baden-Powell administrerede både det civile og det militære forsvar, og brugte her en slags korps af drenge, som bl.a. var kurérer og vagtposter. Belejringen varede i 217 dage - fra oktober 1899 til maj 1900. Under belejringen måtte der opfindsomhed til. De fik bygget en kanon i jernbanens værksted, og fik konstrueret en gasdrevet projektør. Bluff måtte der til, så de flyttede våben og projektør rundt så det så ud som om de havde mere udrustning end de reelt havde. Soldaterne fik besked på at skræve over indbildte pigtrådsbarrierer, når de færdedes i byens udkant, så boerne ikke skulle finde på at løbe stormløb mod byen. De kunne ikke se i deres kikkerter at der ikke var pigtråd imellen pælene. Det var muligt at smugle beskeder ud og ind af byen via både drengene og militære spejdere, og hjeme i England fik de flere beviser på den ukuelige optimisme, der herskede i byen. Bl.a. kunne aviserne referere et telegram fra B-P hvor han kort meddelte: Four hours bombardment. One dog killed.

Jublen i England over det vellykkede forsvar var så stor, at verbet «to mafeking» kom ind i ordbøgerne om det «at juble». Det skete efter at belejringen var brudt den 17. maj 1900.

B-P havde kort før belejringen lagt sidste hånd på sit lærestof Aids to Scouting for NCO's and Men. Hans positive erfaringer med at give drenge et ansvar under belejringen gav ham de første tanker om noget, der senere endte med at blive en verdensomspænden bevægelse.

Spejderbevægelsen

Kvaliteten af det arbejde, børnene udførte i Mafeking, imponerede ham, og han brugte disse erfaringer i sit første spejderarbejde i civilt regi.

En af de ting, der fik ham til at realisere sine ideer, var en opvisning med Boys Brigade, hvor han overværede drenges eksercits. Han mente, at raske drenge burde have andre og sundere interesser, så han begyndte at omskrive sit lærestof Aids for Scouting, der var beregnet på militære spejdere, altså rekognoscering. Resultatet var en række hæfter – Scouting for Boys – der blev revet væk hos bladhandlerne.

En god ven gav Baden-Powell lov til at holde en lejr med nogle udvalgte drenge på Brownsea Island i 1907 for at ideen om en større bevægelse kunne afprøves. At spejderne senere blev uniformerede, har intet med militær tankegang at gøre. Formålet var en synliggørelse af bevægelsen, en praktisk påklædning, og ikke mindst at der så ikke synligt var forskel på de rige drenge og de fattigere (samme argument som den dengang almindelige skoleuniform). (Drenge)spejderbevægelsen grundlagdes i 1908.

Lord Robert Baden-Powell selvportræt
B-P og Olaves gravsten

Baden-Powell skrev en række bøger gennem livet. Indtil sidst i 1890'erne var det mest lærebøger for hæren samt skitser (han var en habil tegner og i øvrigt også ivrig amatørskuespiller), mens de senere værker mest var til inspiration for drenge og – senere – spejderledere. Et lille udpluk af bibliografien:

Uddybende artikel: Robert Baden-Powells bibliografi.

Som det ses var pigespejderbevægelsen næsten samtidig med drengene. Allerede ved et af de første store stævner (The Crystal Palace Scout Rally) stødte Baden-Powell på en lille flok piger, der havde taget Scouting for Boys til sig. Det var nyt for Baden-Powell, der ikke havde tænkt den tanke, at det kunne være interessant for piger. Efter nogle diskussioner gik hans søster Agnes i 1910 ind i spejderbevægelsen for at tage sig af pigerne, og det førte til oprettelsen af pigespejderne (Girl Guides).

I 1912 mødte han en ung pige, Olave Soames (22. februar 188919. juni 1977), på en sørejse. De faldt hurtigt i snak og fandt ud af, at de havde mange ting til fælles, og de giftede sig 30. oktober 1912 med en aldersforskel på 32 år. Med tiden fattede Olave Baden-Powell dybere interesse for pigespejderne og overtog pigespejderkorpset fra Agnes. Deres fælles fødselsdag 22. februar kaldes blandt spejdere Tænkedag og fejres verden over. Til deres død var de verdensspejderchefer for hvert deres korps (WOSM og WAGGGS).

I 1939 indstilledes Baden-Powell til Nobels fredspris. KFUM-Spejderne i Danmark og Det Danske Spejderkorps var blandt anbefalerne, idet de i fællesskab skrev en indstilling til Nobelkomiteen. Da 2.verdenskrig netop brød ud i 1939, valgte Nobelkomiteen ikke at uddele prisen dette år.

I sine sidste år boede B-P i Kenya, hvor han døde 8. januar 1941. Han blev begravet nær sin bopæl, og da Olave døde i 1977, blev hun stedt til hvile ved siden af sin mand. Blandt hans efterladte papirer fandt man hans sidste besked til spejderne.

En af de kendteste biografier om Baden-Powell er skrevet 1964 af Green-bar-Bill (William Hillcourt), en højt anset spejderleder i USA. Sit efternavn tog han for nemheds skyld, da han var født i Danmark med navnet Bjerregaard.

12. februar 1981 afslørede prinsesse Margaret en mindesten for Robert og Olave Baden-Powell i Westminster Abbey. Den er placeret i den sydlige gang i selve kirkeskibet, nær Sct. Georgs kapel. Stenen erstatter en i 1947 opsat mindesten over B-P samme sted. På den gamle sten stod: In memory of Robert Baden-Powell Chief Scout of the World 1857-1941, mens teksten på den nye er[1]:

Give thanks for 
ROBERT BADEN-POWELL 1857-1941 Chief Scout of the World
OLAVE BADEN-POWELL 1889-1977 World Chief Guide

Se også

Eksterne henvisninger

Kilder

  • Baden-Powelll - manden med de to liv af Bill Hillcourt og Lady B-P. Oprindelig titel:Baden-Powell, The Two Lives of a Hero 1964, i dansk oversættelse af Svend Ranvig på forlaget Spektrum i 1965.
  • B-P. Bogen om Baden-Powell af E. E. Reynolds. Original titel B-P. The Story of his Life 1942. På dansk ved Holger Mathiassen i en let forkortet udgave 1949 på De Unges Forlag. Genudgivet 1969 på Unitas Forlag.
  • I Baden-Powells fodspor - Spejderbevægelsen gennem 100 år. Forlaget 55° Nord 2007
scout-o-wiki:Robert Baden-Powell