The MobileFrontend should be working again on the ScoutWikis

Torry Gredsted

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning

Thorvald 'Torry' Gredsted (24. september 1885 i Odense – 1. november 1945 på Fanø) var en meget populær drengebogsforfatter i første halvdel af 1900-tallet. Han var en af de forfattere, der i litteraturen kaldes Spejderforfatterne, og var tillige spejderleder i Viborg i en årrække.

I sin skoletid drømte han om at komme til søs, men hans far forlangte at han holdt ved skolen til han blev student i 1904. Han blev cand. phil. i 1905 og derefter søgte han ind i hæren som officer, og kom til 6. bataljon i Viborg i 1908 som sekondløjtnant. Efter et kort afbræk på knap et år hos gendarmerne i Dansk Vestindien i 1914, kom han igen til Viborg. I 1919 udnævntes han til kaptajn, og samme år tog han orlov for at udleve nogle af sin barndoms drømme. Han påmønstrede en firemastet fuldrigger, 'Henry Smidt', der sejlede cement til Sydamerika. I løbet af de næste 3 år sejlede han rundt i verden, boede et års tid på Korsika og senere et halvt års tid i Thailand. Han oplevede naturfolk rundt om på kloden og de konflikter, den hvide mand skabte i disse sårbare samfund. Mange af hans oplevelser inspirerede ham senere i hans forfatterskab.

I 1922 vendte han tilbage til Viborg og hæren, men forlod denne i 1924. Senere i livet var han lærer ved Wads Kostskole på Bogø 1931-1939, og flyttede 1943 til Sønderho på Fanø, hvor han tilbragte sine sidste år. Han ligger begravet på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg.

Spejderliv

Blokhytten som 1. Viborgs spejdere selv byggede. Billede fra Spejderliv (1912)

Selv sagde Torry Gredsted at han selv havde haft en spejderlignende barndom med megen aktivitet i naturen, og hans interesse for spejderarbejdet blev vakt da han så bogen Patrouilleøvelser for Drenge i boghandlerens vindue.[1] Nogle drenge i Viborg havde samlet sig om spejderarbejdet, og manglede en leder. De spurgte ad, og således var Torry Gredsted med til at starte spejderarbejdet i Viborg i 1910. Han var en noget streng officer og også spejderleder, men han var vellidt begge steder, da han vel stillede krav, men ikke større end at han selv kunne være med. Han fik i 1912 skaffet både grund og byggetilladelse til en spejderhytte i Ødalen i det sydøstlige Viborg. Sammen med drengene slæbte de selv stammer til en blokhytte og huggede tømmeret til med håndkraft. Den stråtækte blokhytte er desværre brændt for længst, men erstattet af en muret hytte, der den dag i dag er spejderhytte, tilhørende Waingungastammen.

Han var redaktør af Ungdomsbladet Fri i 1927 og af Spejdernes Magasin 1928-29

Forfatterskab

Torry Gredsteds far underviste på Odense Katedralskole og sørgede for at give de unge mennesker en god vidensballast og en nysgerrighed på livet. Dette smittede så også af på hans egne børn, og Torry fik tid til at skrive lidt mellem sine andre gøremål. Da han sejlede rundt i verden blev kimen lagt til mangen en drengebog, og han var meget produktiv allerede inden han kvittede hæren i 1924 og helligede sig sit forfatterskab på fuld tid. Han døde i 1945 - 60 år gammel- og efterlod sig en stak manuskripter, der er udgivet posthumt.

De første mange Tarzan-bøger var oversat fra engelsk af enten Gunnar Jørgensen eller Torry Gredsted. Gredsted skrev også adskillige historier til OTA-bøgerne i begyndelsen af 1930'erne[2]

Som et kuriosum kan nævnes at hans søster Else også skrev børnebøger - under navnet Else Gredsted-Møller.

Bibliografi

  • 1916Drenge (novellesamling)
  • 1918Paw. En dansk indianerdrengs eventyr. Filmatiseret med premiere 18. december 1959.
  • 1920Eventyrblod
  • 1921Den gamle Sejlmager
  • 1921 – Hocoota. En Fortælling
  • 1922Jorden rundt i syv dage
  • 1922 – Præriens søn
  • 1924 – Plejesønnen : Fortælling fra Højalperne
  • 1924 – Ulydig og andre Fortællinger for Børn
  • 1926Jean Piaggi
  • 1929Klosterjægeren. En fortælling fra Højalperne
  • 1930Der spindes en ende
  • 1930Den grønne ring : Hura Kura
  • 1932Paw i urskoven
  • 1932 – Bjørnejagten og andre Fortællinger
  • 1932 – Krybskytten og andre Fortællinger
  • 1932 – Kun en Negerdreng og andre Fortællinger
  • 1932 – Orkanens Helt og andre Fortællinger
  • 1934Løftet som bandt
    • 1935Boden betales (Løftet som bandt, nr. 2)
  • 1936Drenge under våben: fortælling fra Abessinien
  • 1937Drengs vilje
    • 1938Fredløs (Drengs vilje, nr. 2)
  • 1941 Alle Vegne fra
  • 1942Slavedrengen
  • 1947Høegs kostskole
  • 1947 – Høvdingesønnen
  • 1954En historie om en lille gravhund
  • 1962Den grønne ring
  • 1962 – Tyrefægtningen
  • 1963Mawa og Nippo
  • 1994På jagt efter æbletyve

De med fed markerede titler har handling relateret til spejdere. En stor del af bøgerne er genoptrykt flere gange på flere forlag.

Sange

  • Jo, du sad der inden vægge

Kilder og eksterne henvisninger

Referencer

  1. http://www.spejdermuseetaarhus.dk/torry-gredsted/
  2. Historien om børnelitteratur af Torben Weinreich side 393