Ludvig Valentiner

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Ludvig Valentiner

Ludvig Andreas Valentiner (10. maj 1881 i København – 22. april 1959 i Hillerød) stiftede FDF (Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund) sammen med Holger Tornøe den 27. oktober 1902, og var formand for FDF i tiden fra 1909 til 1954.

Livsforløb

Ludvigs far, Poul Christian Julius Valentiner, var bankdirektør og overretssagfører i København. Der er i øvrigt en gade opkaldt efter ham på Frederiksberg (Julius Valentiners Vej). Ludvig selv var tredje barn i en børneflok på seks og opvokset på Hortensiavej. Efter skolegangen på Schneekloths Skole, og efter han blev student fra Metropolitanskolen i 1899 læste han til præst. Under studietiden spurgte hans ven og tidligere klassekammerat, arkitekten Holger Tornøe, om hans hjælp til at gøre noget for drengene på Frederiksberg. Det førte i 1902 til dannelsen af FDF - Frederiksberg Drenge Forbund på Frederiksberg. Ludvig Valentiner var så kredsfører i Frederiksberg 1. kreds 1902-1904.

I 1905 bliver han cand. theol. og bliver ordineret medhjælper ved Frederiksberg Kirke. Samtidig er han kredsfører i Frederiksberg 3. kreds. I 1910 bliver han kaldskapellan i Odder, og starter dér en FDF-kreds, hvor han er kredsfører fra starten i 1911 til 1916, hvor han får embede som sognepræst i Viby på Fyn. 1923-1925 har han en afstikker som provst i Bjerge-Aasum Herred syd for Odense, hvorefter han igen bliver sognepræst i Mesinge-Viby Pastorat. Han pensioneres i 1951 og flytter til Hillerød.

Ludvig Valentiner var medlem af FDF's første bestyrelse 1902 - 1905. Derefter var han sekretær 1905-1919, og i tiden 1909-1954 var Ludvig Valentiner landsforbundets formand, og han blev derefter æresmedlem og livsvarigt medlem af hovedbestyrelsen til sin død i 1959.

Hæderstegn

Han modtog ridderkorset den 27. oktober 1927 i forbindelse med FDF's 25 års jubilæum, og blev i 1952 Ridder af 1. grad af Dannebrog i forbindelse med sin pensionering.


Kilder og eksterne henvisninger