Skov

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

En skov er et større område med træbevoksning. Sædvanligvis er der tale om plantede træer i modsætning til selvsåede. Nogle skove er navngivet plantager, hvilket klart beskriver at de er plantet hvor der ikke var skov før. Mange skove kaldes skov, selv om de i princippet er plantager. Vestskoven og Brøndbyskoven er f. eks. plantet på agerland i 1950-1960'erne.

Naturmæssigt skelnes der mellem flere skovtyper:

  • Urskov, hvor der i historisk tid altid har været skov, og hvor træerne selv har reproduceret. Skoven er oprindelig natur. Træerne har alle aldre, hvilket betyder at de har stået i rigtig mange generationer (á 100-200 år).
  • Naturskov, som muligvis har været plantet engang, men som drives som en skov, hvor naturen går sin gang. Døde træer får sædvanligvis lov til at vælte selv, og der ryddes ikke op - allerhøjst skæres en bid af stammen, hvis træet ligger hen over en større sti.

De allerfleste skove drives som produktionsskove, hvor træerne fældes når de har nået en passende størrelse eller når der er brug for dem. Det kan foregå meget intensivt, hvor større skovområder fældes på een gang, eller mere diskret, hvor der udsøges træer til særlige formål. Skovvæsenet har meget fokus på at skovene også er publikumsskove, så der tages i rigt mål hensyn til foreningers og privates brug af skoven ved driftplanlægningen.

Skovens beplantninger kan variere, og kan deles op i nogle hovedgrupper:

  • Nåleskov, hvor der er plantet fyr eller gran, og som gerne fremstår med mørk og næsten nøgen skovbund.
  • Løvskov, der virker mere lysåben, men f.eks. bøgeskov kan, ligesom nåleskov, være temmelig gold i bunden.
  • Blandingsskov, der rummer alskens træer og buske. Løvtræerne er gerne lysåbne, så underskoven (buske og små træer på vej) kan trives.

Publikumsaktiviteter

Generelt er der fri adgang til statsskove. I Privatskove er det som regel tilladt at færdes på stierne, men ikke rundt på skovarealerne. Nogle skovparter eller mindre områder kan være spærret for publikum eller omfattet af visse restriktioner på grund af biologiske forekomster (sjældne planter, fredede dyr m.m.). Der kan også være skovområder, hvor man på grund af dyrelivet ikke må løbe orienteringsløb - specielt ikke i yngletiden - for ikke at stresse visse dyrearter.

Overnatning

I rigtig mange af vores skove må man godt slå telt op - såkaldt fri teltning. Der er bygget shelters mange steder - oftest i tilknytning til bålplads og flere steder ofte toilet. Skal man på sheltertur, kan det være en god ide at hente den app, der hedder Shelter. Her er der en oversigt over shelters i Danmark og lidt informationer om de lokale forhold. Mange shelters skal ikke bookes på forhånd - her gælder først-til-mølle-princippet. Så er det rart med et overblik over nærvedliggende shelters, hvis den udsete shelter er optaget.

En forudsætning for at de mange muligheder for overnatning i det fri består, er at vi alle rydder op efter os. Leave no trace er et rigtig godt udgangspunkt.