Båltyper

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Et bål kan have mange forskellige udforminger; hver båltype har sine egne egenskaber og fordele. Disse egenskaber kan enten forbedres eller forringes ved valget af brænde, placering af bålet osv.

Mange skeler ikke til båltyper, men laver (eller starter med ) et Laissez Faire-bål, hvor man har alt brændet og optændingen parat, og starter bålet ud fra en lille bunke optænding, og så lægger brænde i udvalgt størrelse på efterhånden som der er behov for det. Se også båltænding for tips og tricks til at starte et bål.

Pyramidebål

Pyramidebål.

Pyramidebålet ser pænt ud på tegninger og billeder, men holder i praksis ret hurtigt op med at være pyramidebål, da de brænder til og de større brændestykker glider ned til en mellemting mellem stjernebål og rodebål. Til mindre lejrbål er det fint.

I praksis anvendes pyramidebålet inden i pagodebålet som optænding, eller som opstart til et mindre kogebål.

Pagodebål

Pagodebålet er velegnet til større lejrbål, da det er nemt og pænt at stable og kræver et minimum af pasning. De lange brændestykker lægges parvis på tværs af de forrige. Det er ret smart at save/hugge et hak hvor det næste brændestykke skal ligge, så hele stakken ikke ruller ned i skødet på en spejder, når der er kommet godt ild i det, og brændestykkerne ikke længere har den form, de havde da bålet blev bygget.

Man kan vælge at fylde de øverste etager ud med brænde i hele lag, men så kan man ikke så nemt efterfylde med brændestykker ned i hullet foroven hvis man senere får brug for det, men hvis de øverste lag brænde ikke er så tykke, brænder de hurtigt op og falder ned i hullet.


Berberild

En berberild er god ved båltænding på sne.

Berberilden er opkaldt efter berberne fra Nordafrika, der ofte bliver nødt til at spare på brændet, der kun findes sparsomt på de egne.

Man hugger brændet lidt finere end til et pagodebål, og lægger et par lag brændestykker i bunden. Herpå tænder man så sit bål, og føder det sparsomt fra oven, så bålet langsomt brænder ned i underlaget. På den måde har man en svagere ild i længere tid, så man derved sparer brænde til sit kogebål.

Et berberbål anvendes også ved båltænding i sne - så lægger man de største og vådeste stykker brænde nederst, så de holder bål og sne adskilt.

Stjernebål

Stjernebål.

Et stjernebål får sit navn fra de lange brændestykker, der stikker ud fra bålet i flere retninger. Tanken er at efterhånden som træet afbrændes kan brændestykkerne skubbes længere ind, så friskt træ kommer til ilden. Dette begrænser behovet for at kløve brænde en del; til gengæld kræves der plads omkring bålet til de lange brændestykker. Til opstart af bålet kræves dog stadig noget forberedelse af pindebrænde m.v.

Jægerild

En jægerild er et godt kogebål

Dette bål er rigtig godt til at lave mad over, hvis man ikke har stativ til sine kogeredskaber.

Placer to gode kævler langs hinanden. Kævlerne skal have høj brændværdi (f.eks. eg, ask, eller bøg). Du kan nu tænde et bål mellem disse med noget tyndere brænde med lavere brændværdi. I den ene ende kan du så stille din gryde, så kan du have et fødebål i den anden ende, og dermed hele tiden have gløder til at skubbe ind under gryden.

Husk at holde med at kævlerne ikke brænder væk under gryden; der er ikke noget værre end at miste sin mad lige som den er ved at være færdig.

Nying

Finsk nying.
Anden form for nying.
  • En nying er en båltype, der består af et enkelt brændestykke, der flækkes og antændes i midten, og derefter brænder indefra og ud. Nyingen er efterhånden blevet hvermandseje og kan købes i mange byggemarkeder, undertiden under navnet finsk grill, svensk fakkel eller andre mere eller mindre fantasifulde betegnelser.


Gammelmandsild

En gammelmandsild opbygget som et standard køkkenbord.

En såkaldt Gammelmandsild er mere en bålpladstype end en båltype. Fidusen i en gammelmandsild er at man ikke skal bukke sig ned til bålet - det brænder i en tilpas højde til at man kan passe det siddende eller stående. En gammelmandsild kan opbygges for enden af et køkkenbord ved at danne en solid platform af rafter i en passende højde. Sætter man rafter eller brædder på som kanter, kan man lægge et lag jord/græstørv på i 10-15 cm's tykkelse, så bålet kan brænde uden at man svider bålstedets bærende konstruktion. Man kan også bygge en slags pagodebål af tykke stammer, og lave en platform i passende højde til jord og bål.

Laissez-Faire-bål

Laissez-Faire betyder 'lad stå til', og ved et Laissez-Faire-bål opbygges bålet løbende. Det har så den fordel at man kan tilpasse bålets opbygning i løbet af optændingen. Navnet er måske ikke helt dækkende, og mange har slet ikke noget navn for denne båltype, der egentlig burde hedde Vi-tager-det som-det-kommer-bål.

Man begynder gerne med at have alt klart, både optændingsbrænde, kvas, pindebrænde og større brændestykker. Bålet lægges til rette med en lille bunke kvas og optænding. Mange vælger at lægge et større brændestykke som læ for en eventuel vind, og så bygge bålet op ad det. Når optænding og de allertyndeste pinde ligger klar, tændes optændingen, og alt efter hvordan det brænder, lægges flere pinde på efter tykkelse. Det giver den fordel at man kan lægge mere brænde på hvor der er flest flammer, og kun så meget som nødvendigt. Et Laissez-Faire-bål sparer ret meget på optændingsbrændet.

Fedtmulebål

Et fedtmulebål henviser til bålet hvor man af dovenskab ikke har hugget og savet alt brændet og har en længere kævle eller to, som stikker ud fra bålet og kræver at man skubber den længere ind efterhånden som den brænder op.