Betty Clay

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Betty Clay

Betty St Clair Clay (født Baden-Powell) (16. april 1917 - 24. april 2004) var den yngste datter af spejderbevægelsens grundlægger Robert Baden-Powell og Olave. Som mange af familien Baden-Powell blev hun involveret i spejderiet fra barnsben. Hun blev brownie så snart hun blev gammel nok, og da hun skiftede fra Westonbirt School i Gloucestershire til kostskolen St James' School i Worcestershire, blev hun medlem af skolens pigespejdertrop. Hun fulgte den slagne vej fra brownie over guide til ranger. Når hendes forældre tog på officielle rejser, var Betty gerne med; hun var med på de første to (ud af 3) 'Peace Cruise's, en rejse verden rundt, hvor de blandt andet besøgte den nationale jamboree i Autralien 1934, og en rundrejse i Afrika i 1935-36, hvor hun mødte sin kommende mand.

På hjemrejsen fra Afrika i 1936 mødte Betty en District Commissioner (ledende stilling indenfor de britiske kolonier) fra Northeren Rhodesia (nu Zambia). Han hed Gervas Clay og var på vej hjem til England på orlov. Ligesom Bettys forældre forelskede sig på en sørejse, gjorde Gervas og Betty det ligeså. Hun var 18-19 år gammel, han var 10 år ældre, og - igen ligesom Bettys forældre - de havde fødselsdag samme dag. De blev gift 24. september samme år, og slog sig ned i Northern Rhodesia, hvor de boede i knap 30 år. Gervas blev på et tidspunkt 'Her Majesty's Resident Commissioner' i Barotseland (dengang en slags provins i Northern Rhodesia). Da Barotseland fik selvstyre i 1964, flyttede ægteparret Clay til England. De fik fire børn: Gillian, Robin, Nigel og Crispin. Robin havde i øvrigt også fødselsdag 16. april som sine forældre.

Da Bettys yngste søn var ulveunge, forlod floklederen gruppen og Betty tog over som flokleder. Hun var også aktiv i det lokale pigespejderkorps og endte med at være Colony Commissioner før hun forlod landet. Ved sin ankomst til England trådte hun ind i spejderarbejdet dér, Hun var formand for South West Region i det britiske pigespejderkorps fra 1970-1991, og næstformand i samme korps fra 1978. I 1985 blev hun næstformand i drengenes The Scout Association. I 1993 fik hun som den anden person i verden Honorary Gilwell Wood Badge. Hun fik også en gylden Silver Fish fra Guide Association i 1995 og en Bronze Wolf Award fra WOSM i 1998 . I 1997 blev hun i en alder af 80 år Commander of the Most Excellent Order of the British Empire (CBE).

Betty deltog på mange lejre. Hendes første verdensjamboree var den fjerde, og den sidste var den 16.

The Honourable Mrs. Clay døde i en alder af 87 år i 2004.

The Scout Associations Betty Clay Library befinder sig på Gilwell Park.


Kilder og eksterne henvisninger