Blåmejse

En blåmejse var en yngre pigespejder i Det Danske Pigespejderkorps i alderen 8-10 år.

I spejderbevægelsens begyndelse i 1908 var spejderarbejdet tiltænkt drenge (og efter et par år også piger) i alderen 12 år og opefter, men fra 1917 indførtes ulveungerne i England for de lidt yngre, og det førte til at der oprettedes ulveflokke i Danmark allerede i 1918. Da KFUK-spejderne dannedes i 1919, havde man fra 1920 denne yngste gren med. De gik under navnet ulveunger da hele strukturen var kopieret fra drengekorpsene, men man var ked af navnet, og efter en navnekonkurrence i 1923 fik de betegnelsen grønsmutter.

Allerede i 1929 blev der som prøve indført spejderarbejde for de de små spejdere i alderen 8-11 år. I begyndelsen havde de rødt tørklæde og kaldtes for rødkælke, men allerede i løbet af 1930 skiftede de navn til blåmejser og fra 1931 blev prøveordningen gjort permanent. (En sejlivet skrøne er, at de små piger skiftede navn til blåmejser i 1933, hvor alle i DDP fik grønt tørklæde. Men navneskiftet kom altså allerede i løbet af 1930). På denne måde skabtes et godt grundlag for pigespejderne - i stedet for at skulle rekruttere piger i spejderalderen, skabtes nu grobund for yngre piger, der som en naturlig del rykkede op i spejderpatruljerne når alderen blev nået. Også et godt sted for yngre søskende, der så ikke skulle vente længe for at kunne følge storesøster. I 1933 afholdtes den første lejr for blåmejser, og i 1944 udkom Blåmejsearbejdet - en håndbog for ledere. Ligesom ulveungerne i DDS, der arbejdede i bander, opdeltes blåmejserne også i mindre grupper. Der var i begyndelsen intet navn for disse grupper, men ret snart kom forslaget om at kalde dem kuld. Nogle i korpsets ledelse mente at det var for nytænkende, men kuld - det blev det. Betegnelsen er senere afsmittet til andre korps i ind- og udland. I modsætning til hos drengenes ulveunger, havde man imidlertid ingen børn, der var ledere i kuldene.