Cay Lembcke

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Cay Lembcke, sandsynligvis taget i 1910 eller følgende år.

Cay Lembcke (15. december 188531. januar 1965), var ritmester (kaptajn i kavalleriet) og medstifter af Det Danske Spejderkorps og senere den danske nationalsocialistiske (nazistiske) bevægelse.

Han var søn af generalløjtnant Immanuel Lembcke og bror til kommandørkaptajn Preben Lembcke. Hans farfar var forfatteren Edvard Lembcke, der nok nu mest huskes for at have skrevet sangen Vort Modersmaal er dejligt..

Det Danske Spejderkorps stifter og første leder

Lembcke blev tidligt optaget af Baden-Powells ideer, men med den indstilling at spejderlivet ville forberede drengene til et liv i militæret[1]. Han var medstifter af Det Danske Spejderkorps i december 1910 sammen med bl.a. rektor Hans Hartvig-Møller og dr. phil. Oscar Hansen. I løbet af 1910 blev spejderbevægelsen blev mere og mere populær. Hartvig-Møller ledede 1. Hellerup Trop og Lembcke blev så bedt om at lede 2. Hellerup Trop.

Patrouilleøvelser for Drenge

Han oversatte ved eget initiativ Scouting for Boys til dansk i løbet af 1910 og fik den udgivet på Gyldendals forlag - ikke uden problemer. Det var først efter en henvendelse fra Oscar Hansen til forlaget at de vil udgive bogen[2]. Selve oversættelsen giver stof til eftertanke - det er ikke blot en oversættelse, men en kraftig bearbejdning. Scouting for boys er et værk på 310 sider med i snit omkring 380 ord pr. side, mens oversættelsen - Patrouilleøvelser for Drenge - er på 162 sider med ca 274 ord pr. side. Der er selvfølgeligt faldet en del stof ud, der kun var relevant for England og det britiske imperium, men mange historiske eksempler på ridderlighed kunne sagtens være erstattet af danske paralleller. Mest bemærkelsesværdigt er at Gud er totalt fraværende i oversættelsen - bl.a. er spejderløftet i B-P's udgave et løfte om troskab mod Gud, konge og fædreland, mod Spejderloven og om at hjælpe andre. I Lembckes spejderløfte loves lydighed overfor de foresatte i spejderkorpset, og overfor spejderloven, men ikke overfor Gud. Bogen blev modtaget med blandet kritik; I Politiken kritiserede forfatteren Johannes v. Jensen bogen for at fremme forsvarssagen og nationalismen, mens den konservative avis Nationaltidende hilste bogen inderligt velkommen.

Som titlen antyder, lægges hovedvægten på manøvrer for drengene, og mens B-P nævner et beredskab for at forsvare det britiske imperium, beholder Lembcke invasionsfrygten, sikkert med Tyskland i tankerne. Det kan fornemmes at han er hærofficer, og hans militaristiske tilgang tolereres - han har nemlig drengetække, og viser sig som en god instruktør og tilrettelægger af opvisninger, turneringer og lejre.

"Jeg vil driste mig til den Paastand, at alle Drenge er fødte Soldater – at de i ethvert Fald til at begynde med er besjælet af de rette krigeriske Instinkter… Kamplege er, om man vil, en Slags Manøvre med Drenge."

Dog havde han nogle stejle holdninger og et fascistisk syn på mange ting, hvorfor han jævnligt ragede uklar med resten af korpsets bestyrelse og senere korpsråd. Det førte til en periode udenfor korpset (1914-1916) i forbindelse med tyskerstriden og var en medvirkende årsag til Spejderstriden, der delte korpset i to i 1922-1924.

Det var givetvis Lembcke, der tog kontakt til Hartvig-Møller om at ophøje spejderbevægelsen til et korps og gøre den landsdækkende - ifølge Ove Holm i 1943[3]. Lembcke udnævntes til korpschef ved stiftelsen af korpset i 1910. Dette forblev han til 1912, hvor hans militære karriere tog ham lidt væk fra spejderarbejdet. Han fik titel af korpsinstruktør til 1914, hvor gnidningerne mellem de militært uddannede og de pædagogisk indstillede ledere brød ud i lys lue på grund af en udefrakommende begivenhed, (Tyskerstriden). Her forlod både Lembcke og Liljefalk korpsledelsen i vrede.

Ved korpsrådsmødet 1915 foreslog Cay Lembcke at bestyrelsen afskaffedes så korpsrådet var øverste myndighed og spejderchefen nærmest enevældig. Forslaget forkastedes[4].


Wegener gik af som spejderchef i april 1916, og man bad om godt vejr hos Lembcke, der så blev spejderchef 1916 - 23, hvor han (på opfordring) udtrådte helt af korpset.

Lembcke var en fantastisk arrangør. Han arrangerede i 1911, i forbindelse med Baden-Powells besøg, det første store spejdertræf på Eremitagesletten ved Klampenborg. Senere havde han stor succes med patruljeførertræningen på Stokkebjerglejren 1911, korpslejren Kalølejren i 1913, og efter sin genindsættelse som spejderchef fik han styrket sin position med Hindsgavllejren i 1919.

Dog fandt mange spejderledere hans arbejdsform lidt for diktatorisk, og KFUM-Spejderne pakkede deres gode rygsæk og dannede eget korps allerede i foråret 1916 i protest. Alle spejderledere arbejdede frivilligt, men Lembcke havde fikset sig et årligt honorar på 6000 kr. Det svarer i dag til lidt over 250.000 kr [5]. Denne aflønning gjorde det muligt for Lembcke med sin beskedne løn fra militæret at gifte sig. Hans kone, Tove Risum, lagde et stort arbejde i etableringen af pigespejderarbejdet i Danmark. Hun har også oversat de fire bøger af Vera Barclay om Danny.

I 1918 blev Lembcke så forfremmet til Ritmester, hvilket blev fejret med en rosende side i Spejdernes Magasin (blad) august 1918 side 23.

I efteråret 1919 var Lembcke tre måneder i USA, hvor han bl.a. studerede den amerikanske spejderbevægelse. Deres tilsyneladende nemme samarbejde indenfor spejderbevægelsen mellem de forskellige samfundsklasser inspirerede Lembcke til at skrive en bog efter hjemkomsten; Der er ikke noget ved at være dansk (1920), hvor han kritiserer den religiøse del af spejderbevægelsen. Den blev rigtig skidt modtaget af den danske spejderbevægelse.

Samtidig ragede han sig uklar med sine militære overordnede med en avisartikel Idealer og virkelighed, der angreb såvel politikere som hærledelsen. Dette indbragte ham en tjenstlig sag, der kostede ham seks ugers vagtarrest og en bøde. Sagen blev almindelig kendt i offentligheden, og det faldt tilbage på spejderkorpset, hvor tålmodigheden efterhånden var blevet lidt tyndslidt. At Lembcke havde anskaffet sig en monokel var faktisk også et kritikpunkt - man mente at hans fremtræden var udansk og latterlig. Isoleret set var det nok en mindre ting, men i det samlede billede talte det også med.


De sidste år i korpset

Annonce for Lembckes Friluftsudstyr fra bagsiden af Spejdernes Haandbog 1924
Annonce for Lembckes Friluftsudstyr fra bagsiden af Pigespejderne 1927
Lembckes Friluftsudstyr - forretningen i Nørregade 15. Bygningen er nedrevet og genopført 1932.

I begyndelsen af 1920'erne var spejderkorpset i krise, splittet af forskellige holdninger til spejderarbejdet, og Cay Lembcke søgte en tilnærmelse til arbejderbevægelsens DUI (i dag DUI - LEG og VIRKE) i 1922-23, men blev pure afvist, selv om det var godt nok at man holdt et par kurser i spejderarbejde for deres voksne. Korpset blev i den såkaldte spejderstrid splittet i to (DDS og Dansk Spejderforbund).

Den store situationsfornemmelse havde Lembcke ikke. Han skrev en del til aviserne, heriblandt en kronik i BT 30. juni 1922, hor han fortalte sin version af årsagen til bruddet i spejderbevægelsen. Her skød han igen på det religiøse islæt i spejderbevægelsen, og - ærligt nok - slog på at spejderbevægelsen skulle være en ungdomsbevægelse for alle[6]. KFUM-Spejderne og Dansk Spejderforbund slog sig kortvarigt sammen i fællesrådet for danske spejderforbund, og viste dermed at Lembcke kun kontrollerede en lille del af spejderbevægelsen.

Den nye hærlov fik Lembcke til at søge ind i reserven. Det blev godtaget, og med sine ventepenge og pension mente han at der ikke var grund til at beholde sin loyalitet overfor sine tidligere arbejdsgivere. Nogle uforskammede kommentarer i dagspressen fra Lembcke fik krigsministeriet til at fyre ham, hvilket fik ham til at indkalde til et offentligt møde i studenterforeningen, hvor han kritiserede alt og alle i det danske samfund. Hermed var grunden lagt til en spirende politisk karriere for Lembcke. På mødet blev han spurgt om sit politiske mål, og svarede at han ville omstyrte ministeriet hurtigst muligt, få parlatarismen afskaffet og lade et system bygget på førere afløse kommunissorierne. Så knækkede filmen for hans sidste støtter i korpset.

DDS og Dansk Spejderforbund fandt det svært at fungere hver for sig, og i 1923 'trådte Cay Lembcke tilbage' som spejderchef (efter en indtrængende bøn fra Ove Holm og et ultimatum på korpsrådsmødet 11. november 1923) og korpset blev samlet igen. Han blev faktisk nærmest 'smidt ud', da man mente at nogle af hans holdninger var uforenelige med spejderbevægelsen. Han ville have politik ind i spejderarbejdet, og det var der ikke enighed om. Man tog ikke stilling til, hvilken slags politik, blot tanken var nok[7].

Efter 1923

Lembcke fortsatte sin tilknytning til friluftslivet uden for korpset (var dog medlem et par år endnu), åbnede en forretning: Lejr- og Spejderhuset og helligede sig efterhånden andre interesseområder.

Skuespilleren Mogens Brandt skrev i sine barndomserindringer at han i midten af 1920'erne tilbragte et par sommerophold i telt på Camp Lembcke, et lejrområde ved Hulerød Strand (mellem Hornbæk og Gilleleje), hvor Cay Lembcke havde en plads til campister[8].

Det politiske liv

Allerede omkring årsskiftet 1922-1923 havde Lembcke prøvet på at danne en privat organisation Normannerne, der i hemmelighed skulle arbejde for at skabe et 'nyt Danmark'. Sidst i 1923 stiftede han Genrejsningsforeningen, der var beregnet på at blive et nyt politisk parti. Det blev stiftet 7. januar 1924 i Grundtvigs Hus, og ved dets første offentlige møde 21. januar 1924 mødte over 700 personer op i Idrætshuset på Østerbro. En del af dem var unge kommunister, der med deres uroligheder forsinkede mødets start betydeligt. Ved mødet søgte Lembcke at slå fast at de ikke var fascister, men danske. Mødet sluttede i det rene kaos, hvor der blev kastet med møblerne.

Interne stridigheder i partiet fik Lembcke til at forlade foreningen allerede i marts samme år. Kort tid derefter blev der med kort varsel udskrevet folketingsvalg, og Lembcke stillede op i Østre Storkreds som som løsgænger i tilslutning til Det Radikale Venstre. Han fik kun 554 stemmer, og kom ikke i folketinget.

Han skulle jo også have sig et job, da han hverken havde løn fra Hæren eller vederlag fra spejderkorpset. Han lavede en udstilling af lejr- og spejderudstyr på Spejdernes Kontor på Nørregade i juni 1924, og da spejderne flyttede kontor i oktober 1924, overtog Lembcke lokalerne til sin lejrsportsbutik. Han udgav i 1925 bogen Sommerlejre og agiterede for at der skulle oprettes lejrpladser i hele landet for almindelige danskere, der søgte at feriere i telt. Han fik en ugentlig klumme i Ekstrabladet hele sommeren, hvor han skrev om Den nye Generation. Han stiftede organisationen Fællesrådet for Folkeopdragelse for at have bedre baggrund for at oprette lejrpladser, og han fik hurtigt støtte fra turistorganisationerne. Der kom i de år markant flere camppingpladser. Lembcke udgav også tidsskriftet Campingliv, der blev en succes. Jobmæssigt var han velfunderet resten af sine dage.

Genrejsningsforeningen udviklede sig og knopskød. Man oprettede et korps af sortskjorter, der marcherede i gaderne. Alt dette uden Lembcke, der brugte tiden på at skrive bogen Leve Fædrelandet, der var hans politiske manifest - en slags fascistisk program. Andre foreninger og sammenslutninger med helt eller delvist fascistisk indhold skød frem, og Lembcke dannede Selvstyreforbundet sammen med Charles Petersen og Langgaard Nielsen. De opfordrede i fuld offentlighed regeringen til at overlade ansvaret til et hold ikke-politikere. Selvstyreforbundet indkaldte til et offentligt møde i 1927, hvor Lembcke blev kritiseret for sin påklædning (ternet skjorte, gule støvler og hvide ridebukser). Sædvanen tro ved sådanne fascistiske møder troppede en del ungkommunister op og lod mødet ende i kaos.

Der var andre selvstyreforeninger rundt om i landet - specielt i Sønderjylland. På trods af uro i egne rækker fik Lembcke dannet en sammenslutning af disse foreninger. Deres offentlige møder endte altid i kaos på grund af de fremmødte ungkommunister.

Stifter af DNSAP

Da Tyskland havde valg i september 1930, vandt nationalsocialismen massivt frem. Lembcke udsendte 2. oktober 1930 et opråb i Ekstra Bladet om at stifte et nationalsocialistisk parti. Pressen gav ham en del røg med på vejen, da han ikke havde haft megen succes med partidannelser gennem 1920'erne og havde i det hele taget fremstået noget planløst. Men partiet blev dannet 16. november 1930: Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder-Parti. Ved partiets stiftelse i Grundtvigs Hus udtalte Lembcke, at partiets første opgave var at udelukke kvinder fra det offentlige liv:

"Danmarks national-socialistiske Arbejderparti vil med alle Midler kæmpe for at holde Kvinderne ude fra Rigsdagen og fra Kommunalpolitikken, hvor de aldrig har gjort nogen Gavn, men megen Skade"

Også racespørgsmål blev der plads til:

"Vi kræver en dansk, ikke en jødisk presse." og "Hovedstadpressen er en fuldstændig jødepresse. De store dagblade er rene og skære forretninger. De ejes eller kontrolleres af jøder. Hvad betyder dette?"

I øvrigt omfattede partiprogrammet 25 punkter, der næsten ordret var oversat fra det tyske nazistpartis program fra 1920. Ud over angrebet mod kvinder i politik, gik Lembcke nu også imod jøderne og krævede kommunistpartiet ophævet og lovpligtig gymnastik for hele befolkningen. Mødet havde samlet ca 300 personer fra på forhånd inviterede organisationer. En del kommunister var også mødt op, og efter en flere timer lang gennemgang af partiprogrammet, fik flere at de fremmødte afreageret ved gadekamp i Studiestræde udenfor Grundtvigs Hus.

Der var kun ganske få folk bag partiet til en start. Lembcke udgav bl.a. bladet Det danske Folk, der kun nåede at udkomme i fem eksemplarer. I december annoncerede man at den tyske propagandaminister Goebbels skulle komme og holde foredrag, men det forbød man fra regeringens side. Lembcke og hans nydannede vagtværn troppede derefter op på Christiansborg og overrakte de ansvarlige ministre (Udenrigs- og indenrigsministrene) en afskedsansøgning, som han bad dem udfylde samme dag og aflevere til kongen. Dette skete naturligvis ikke.

Et nyt møde blev indkaldt af partiets vagtværn, men ingen udlejere ville lægge lokaler til, så man måtte afholde mødet i en privat lejlighed. Her ophævede man bl.a. Vagtværnet, da der i forvejen fandtes en forening med dette navn. I stedet etablerede man Storm-Afdelingen, der kom til at præge propagandaen de kommende år.

Forholdene i Sønderjylland var fattige og Lembcke formodede at hans politik ville slå bedst igennem dér. Han begyndte sin kampagnerejse dér med ikke så stor succes som forventet, men en tilhører, lægen Frits Clausen, så nogle muligheder og slog sig sammen med Lembcke på resten af turneen. Clausen fik manøvreret sig ind på en ledende plads i partiet og overtog arbejdet i Sønderjylland. Man udgav bladet Nationalsocialisten, hvor Lembcke skrev de mere agitatoriske artikler og Clausen de mere teoretiske og uddybende. En uenighed om den redaktionelle linje fik Lembcke til at fyre Clausen fra stillingen som ansvarshavende redaktør, da han mente at denne var for konfliktsky. Lembcke førte bladet videre i en mere aggressiv stil, og brugte ord som marxistsvin, banditter og generalidioter om sine politiske modstandere. Det førte til sigtelser mod Lembcke for bagvaskelse og æresfornærmelser.

Efter en sammenlægning med Dansk National Socialistisk Parti (næsten samme mission, blot uden arbejder i titlen) med Lembcke som partifører, samlede man i 1932 underskrifter ind så partiet blev opstillingsberettiget til folketingvalget. Det lykkedes mod forventning ikke, så man havde kun mulighed for at opstille løsgængere bortset fra i Sønderjylland, hvor særlige regler gav Clausen mulighed for at opstille med et parti. Valgsejren udeblev - kun Frits Clausen samlede stemmer, men slet ikke nok til noget. Man havde nu endelig erkendt Lembckes manglende egnethed som partifører, og han blev afsat ved et møde i april 1933. Efter en tænkepause frem til november, skrev Lembcke en rundskrivelse til partiet om at han stadig var føreren, og at Clausen og de øvrige førere hermed var afsat. Det gik 'det gamle' parti selvfølgelig imod, og et nyt forsøg på come-back ( i samarbejde med Eugen Danner og Curt Carlis Hansen) ved et partimøde i Toftlund i februar 1934 og en genudgivelse af bladet Det Danske Folk, der ikke var udkommet siden 1931, gik kun delvist godt. Partiet levede mest via bladet, og da Danner var en kendt skandalejournalist, kom der snart graverende overskrifter i bladet. Da man en dag udsendte bladet med en stor overskrift på forsiden med at Stauning er sindssyg og dranker, blev Danner og Lembcke anklaget og idømt 6 og 5 måneders fængsel. Dommen blev stadsfæstet ved landsretten i februar 1934, hvorefter Lembcke og Danner gik under jorden. efter 22 dage blev Lembcke fanget og fængslet. Han havde gemt sig flere steder i Jylland, og Danner, der flygtede til Hamburg, blev først fanget i august.

I mellemtiden indledte Curt Carlis Hansen tilsyneladende en systematisk jagt på illegale kommunister, flygtet fra Tyskland. Dette førte til en dom på 40 dages hæfte. Hansen flygtede til Tyskland, hvor han blev de næste par år.

Da de tre i partitoppen var væk, blev partiarbejdet ikke til så meget. Og da politiet stormede kontoret i eftersommeren 1934 og konfiskerede et større våbenlager, blev fem personer fra partiledelsen anholdt. Lembcke blev løsladt 23, august og 1. september meddelte han i en pressemeddelelse at partiet var nedlagt. Han var dels presset af politiet, der lovede ham adskillige anklager hvis det ikke skete, og dels havde hans kone mistet tålmodigheden med hans politiske arbejde.

Derefter bevægede Lembcke sig kun ude i kulisserne af det politiske arbejde, og endte med en måneds indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Derefter sendte han et uforbeholdent undskyldningsbrev til Berlingske Tidende, der bragte det i den fulde form 1. juni 1938. Han undskyldte alle sine tidligere vildfarelser og angreb på jøder, kommunister m.m. Han lagde sig fladt ned. Men der blev afregnet ved kasse et; en fra hans tidligere parti knuste ruderne i Lembckes sportsforretning samme nat.

Med dette lagt bag sig, bevægede Lembcke sig uden for rampelyset et stykke tid. knap et halvt år. Så indkaldte han til møde for at samle de nationalsocialistiske fløje, men fik en hjerneblødning kort før mødet og måtte indlægges. Efter fængslingen af endnu en partiledelse i et af de mindre nazistpartier, bekendtgjorde Lembcke at han nu var den nye fører af De Nordiske Legioner og Nordisk ungdom. Det protesterede resten af partiet selvfølgelig imod, og Lembckes tid dér var ikke lang.

Derefter udgav Lembcke bladet kobberkedlen, der bragte en blanding af ordinære ugebladsartikler og politisk stof, stundom iblandet lidt af Lembckes memoirer.

Han havde fortsat interesse i friluftsliv, og det sidste vi hører til ham er at han stadig drev en forretning med lejrsportsartikler: Lembckes Friluftsudstyr, og i 1940 udgiver en bog om camping.

Forretningen fortsatte til hans død i 1965, hvor hans enke drev den videre nogle år.

Bibliografi


Trivia

Lembckesvej i Odense er ikke opkaldt efter Cay Lembcke, men efter hans farfar, den danske digter Chr. Ludvig Edvard Lembcke (15/6 1815-21/3 1897).

Eksterne henvisninger

Kilder

  • Illustreret dansk konversationsleksikon, Berlingske forlag 1936.
  • Fører uden folk om Fritz Clausen. Skrevet af Ole Ravn.
  • Ole Ravn: De danske førere - fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945 ISBN 978 87 408 3133 7
  1. Ole Ravn:De danske førere s. 30
  2. http://projekter.aau.dk/projekter/files/6140083/Cay%20Lembcke,%20spejdersport%20og%20fascisme%201910-1923.pdf
  3. * Spejderminder - spejderbevægelsens udvikling i Danmark i tekst og billeder, redigeret af M. Friis Møller. Dansk Kulturforlag 1952. Bogen omfatter alle korps og Sct. Georgs Gilderne.
  4. http://projekter.aau.dk/projekter/files/6140083/Cay%20Lembcke,%20spejdersport%20og%20fascisme%201910-1923.pdf
  5. https://www.thuejk.dk/inflation.html
  6. Ole Ravn:De danske førere s. 34
  7. Det Danske Spejderkorps historie 1909-1973 af Svend Ranvig. ISBN87-88646-33-5
  8. De glade barndomsdage af skuespiller Mogens Brandt s. 139
  9. http://forskning.ruc.dk/site/files/33102819/Kulturstudier_Sommerferie.pdf side 140