The ScoutWiki Network server was offline since Friday 26th April because of a boot problem in the host server. All services should be back to normal since Sunday 12:00 (UTC). We apologise for any inconvenience caused by the outage.

Da Svend blev Spejder

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning
Forsiden af bogen
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler bogen Da Svend blev Spejder. For andre betydninger, se Svend Spejder

Da Svend blev Spejder er en bog skrevet af Gunnar Jørgensen, der nok er mest kendt for Flemming-bøgerne. Bogen er delvist fiktion med hensyn til persongalleriet og den overordnede handling, mens rammerne for historien - den 2. verdensjamboree - er ret autentisk beskrevet, og der er ingen tvivl om at Gunnar Jørgensen selv har været til stede på lejren. Bogen indeholder 8 helsiders fotos fra jamboreen, og Svends deltagelse på jamboreen er holdt i delvis fortælling og delvist gennem daglige breve til familien. Beskrivelsen af lejren stemmer overens med andre kilder lige fra vejrliget, over lejrbålet ledet af Sven Spejder til besøget af B-P.


Handling

Svend vil gerne være spejder sammen med et par gode klassekammerater, der allerede er i troppen, men Svends far vil ikke have at han deltager i det spejderpjat. Aviserne er endda fulde af nyt om forberedelserne til 2. verdensjamboree på Ermelunden, og vennerne snakker næsten ikke om andet. Men Svend må nøjes med en hule i haven, og er dybt ulykkelig.

Kammeraterne Kurt og Holger er med til at forberede lejren, og dagen før åbningen møder de 'onkel Torry' - Svends farbror, der selv er spejderleder. De lægger en plan og Torry får overtalt Svends far til at Svend må besøge lejren dagen efter i en lånt uniform. Hjemme igen efter besøget får Svend så lov til at deltage i resten af lejren, og så er hans lykke gjort. Han får pakket og tager af sted samme aften. Svend lover at skrive hver dag (lejren ligger en halv times gang væk), og deltager på lige fod med spejderne i hele lejren - desværre for Svend også i morgenmaden, der er havregrød.

Lejren er beskrevet i fortælling og gennem Svends breve. Svend oplever spejdernes fællesskab på tværs af landegrænser, og får venner fra hele verden. Han knytter et særligt venskab med en skotte, der så får lov til at bo hos Svend i den efterfølgende Homestaying-uge.

Baggrunden

Forlægget for bogen er en autentisk historie om forfatterens gode ven, tegneren Axel Mathiesen og dennes søn Svend. Det var Axel Mathiesens lidt negative holdning da hans søn Svend ville være spejder, der inspirerede Gunnar Jørgensen til bogen Da Svend blev Spejder. Det var i virkeligheden ikke den holdning at spejderiet var noget pjat (som bogen handler om), men alene det problem at spejderturene gerne lå om søndagen, som i den Mathiesenske familie var helliget kirkegang[1]. Både Svend og hans lillebror Erik blev spejdere i 1. Østerbro Trop, og senere fulgte deres lillebror Arne. Både Svend og Erik havde Gunnar Jørgensen som lærer på Gammel Hellerup Gymnasium, mens Arne begyndte i den nystartede 'Finn Tulinius Privatskole', hvis skoleleder i øvrigt blev redaktør af de første årgange af Spejderjul.

Bogens 'Onkel Torry' henviser tydeligt til forfatteren og spejderlederen Torry Gredsted, der ligeledes fik tegnet forsider hos Axel Mathiesen. De første mange Tarzanbøger blev iøvrigt oversat til dansk af Gunnar Jørgensen og Torry Gredsted, ligesom de samarbejdede redaktionelt med forskellige ungdomsblade, deriblandt Spejdernes Magasin (blad).
  1. Axel Mathiesen - en tegner og hans tid side 104