Edith Platou

Edith Platou, med ledernavnet Baloo, var en flokfører i (bl.a.?) 2. Vibenshus Flok. I 1932 blev hun udnævnt til Akelaleder. Hun blev syg og døde i oktober 1948, og i Spejdersport (tidsskrift DDS) i novembernummeret bragtes Ove Holms nekrolog:

Den 15. oktober sov Edith Platou, Baloo, stille hen efter nogle måneders sygeleje. Hun havde været syg i årets første måneder, men følte sig derefter rask og ledede med glæde sommerens UlveGilwell, som således blev hendes sidste arbejde for korpset.

Baloo indtrådte i vort korps i 1921 som flokfører, som sådan virkede hun i tolv år, og samtidig var hun kolonneassistent for ulve i Østerbro divisionen samt instruktør ved førerkursus. Allerede i 1933 blev hun medlem af korpsledelsen og øverste leder af korpsets ulvearbejde. Desuden sad hun i bestyrelsen og forretningsudvalget.

Baloos indsats i spejderbevægelsen har været overordentlig stor, og det var hende en glæde at virke. År efter år holdt hun kursus for flokførere, både påskens »primitive« kursus og Gilwellkursus. Ikke mindst de sidste lagde stort beslag på hendes arbejdskraft, fordi hun som Akelaleder så alle de teoretiske besvarelser igennem.

Hun var fra naturens hånd rigt udstyret til gerningen som leder for førerne. Hendes naturlige myndighed, hendes gode forstand, hendes lune og hjælpsomhed lærte alle, som kom i berøring med hende, at sætte pris på. Hun gik op i sit arbejde med arbejds-glæde og humør, og derved virkede hun smittende på andre.

Hun var trofast i sit venskab og i sit kammeratskab, og alle følte, at for hende var spejderloven en rettesnor i hendes daglige liv. Hun havde et varmt hjerte, som gav sig udslag i forståelse overfor de yngre førere, og hun forstod på en fortræffelig måde at tale til ulveungerne, både til dem enkeltvis og samlet ved divisionsturneringer. Jeg har ofte fulgt hendes ledelse af en divisionsturnering og glædet mig over hendes små muntre og opildnende bemærkninger til ulvene og til banderne, særligt når disse blev kaldt frem ved turneringer; de fik altid nogle gode ord fra hende, ord som netop drenge i den alder forstod og værdsatte.

Vi vil savne Baloo i vort arbejde, ikke mindst i korpsledelsen, hvor vi i hende havde en god kammerat. Korpset tildelte hende Sølvulven for hendes store arbejde. Men jeg tror, at den bedste tak, hun fik gennem sit spejderliv, var den taknemmelighed og glæde, hun følte hos dem, som havde været på hendes kursus. Vi skylder hende alle en varm tak for, hvad hun har betydet for vort korps og dets drenge, og en tak for, hvad hun betød for os hver især.

Ove