The ScoutWiki Network server was offline since Friday 26th April because of a boot problem in the host server. All services should be back to normal since Sunday 12:00 (UTC). We apologise for any inconvenience caused by the outage.

Estrid Ott

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning

Estrid Ott, født Hansen-Ott (14. maj 1900 - 19. maj 1967) var en dansk forfatter. Hun blev student i 1919 fra Ingrid Jespersens Pigeskole i København. Hendes far var journalist og direktør ved Politiken til sin død i 1906 og moderen Olga Ott var forfatter. Hun blev uddannet journalist og fungerede i en årrække som korrespondent i udlandet både før sit ægteskab i 1922 og efter, da parret var bosat flere steder i verden indtil de i 1933 vendte hjem til Danmark. Hun rejste meget og blev på den måde inspireret til sine børnebøger, men alvoren kom også til udtryk, bl.a. var hun krigskorrespondent under vinterkrigen i Finland i 1939 og udgav en bog om de finske lotters indsats.

Spejderlivet

Estrid blev spejder som 14-årig i København i 1ste By Trop 1ste patrulje, der var en såkaldt vandrepatrulje. Hun var en meget engageret spejder, og da Spejdernes Magasin (blad) begyndte at udkomme i 1916, fik hun lov til at redigere et par sider med stof til pigespejderne, selvom de på det tidspunkt var ved at blive mere selvstændige som et særskilt korps.

Som 17-årig tog hun sammen med sin patrulje initiativet til at starte et blad for DDP's 650 medlemmer, og sammen med patruljekammeraten Lis Bang redigerede hun bladet Pigespejderne i 1918 og 1919. Hun skrev en stor del af stoffet selv, og krydrede bladene med korte fortællinger om sin egen spejdertid i vandrepatruljen. I 1919 udgav hun Spejderminder, hvor disse spejderhistorier blev udgivet under eet[1]. Sin uddannelse påbegyndte hun i 1919 på Vestjyllands Folkeblad, og i den tid hun derfor boede i Varde, var hun tropsfører for pigespejderne dér. Som korrespondent for Berlingske rejste hun året efter verden rundt i spejderuniform - hun ville vise at man som spejder kunne klare sig selv overalt. Ideen til Verden Rundt uden Hat var udtænkt af hende selv, avisen og spejderchefen Cay Lembcke[2] med det formål at se verden her to år efter den store krigs afslutning - og specielt at se den med unge, idealistiske øjne. Projektet blev betalt af avisen og spejderkorpsene. Turen gik over USA, via Hawaii til Japan og Kina, og til slut en hjemrejse pr. skib fra Vladivostok. Hun skrev rejsebreve på turen,


Sin tid i vandrepatruljen glemte Estrid Ott ikke - i 1927 holdt syv af de 10 patruljekammerater en re-union i den gamle patrulje - pressedækket, selvfølgelig. Estrid havde kontakt til mindst to af disse spejderkammerater til sin død i 1967. Og spejderbevægelsens pædagogiske principper glemte hun heller ikke - de blev hyldet i mnage af hendes bøger, hvor pigerne optræder selvhjulpne og hjemmevant i den barskeste natur, og læseren bliver forsynet med en del praktisk viden om forhold i naturen. Ting, der ellers kun fandtes i drengebøgerne - og i spejderlivet. Lidt drengepige var der over Estrid - hun kaldte sig gerne for Peter, når hun var 'ude af kvinderollen', og et af hendes senere pseudonymer var Peter Vandresen - en klar hilsen til hendes fortid i vandrepatruljen.

Forfatterskabet

Estrid nåede at skrive knap 90 bøger, de fleste under eget navn, men hun benyttede 2 pseudonymer: Peter Vandresen og Magnus Moen.

De fleste bøger er børne/ungdomsbøger, men mange også læseværdige for voksne. Hun er nok mest kendt for sine bøger om den portugisiske gadedreng Chico, og den senere filmatiserede bog De Pokkers Unger, der har opnået status som klassiker.

Hendes første to bøger fik hun udgivet allerede i 1917; Leg og Løjer og Nisseriget. At hun var en anelse forfordelt kan nok ikke diskuteres; hendes mor var forfatter, og hendes far var direktør ved dagbladet Politiken, hvortil Estrid skrev ungdomsstof i sin gymnasietid. Hendes tredie bog, Spejderminder fra 1919 omhandler hendes egen spejdertid. Ved udgivelsen var hun tropsleder og hendes engagement i spejderbevægelsen holdt sig i mange år og prægede hendes liv og forfatterskab. Hun var en af de forfattere, der i litteraturen kaldes Spejderforfatterne. På trods af hendes store produktion, var der forbløffende få bøger, der berørte spejderbevægelsen dybere - hendes fokus var mere på børn og unges vilkår i de forskellige kulturer. Hendes hovedpersoner er gerne piger, der er selvstændige og selvhjulpne, oftest nærmest ledertyper.[3]. Gennem forfatterskabet ændrede Ott fokus; bøgerne fra 1920'erne omhandlede gerne borgerklassen og bymiljøet, mens de senere bøger beskrev lavere og lavere sociale lag.[4]

Udover Spejderminder og de to Inga-bøger, er der ikke meget spejderi at hente i Otts bøger, selv om hint og klar-dig-selv-situationer tit sender en lille hilsen den vej. Der er enkelte selvbiografiske bøger i hendes forfatterskab - mest koncentreret om hendes fire børn: Børnene i Amerika, Børnene i Danmark, Børnene i det rullende sommerhus, Børnene på Grønland og Børnene på sæteren.

Øvrige liv

Estrid Ott mødte på sin jordomrejse sin kommende mand, danskeren John Knox-Seith, på skibsrejsen fra Kina. De blev gift året efter, og købte godset Sjundeå i Finland, hvor de ikke boede længe, før de rejste til USA, hvor John fik ansættelse som formand på et rigmandsgods på Long Island. Her blev de i 10 år, og fik tre piger og en dreng. Ved hjemkomsten til Danmark var planerne om et år i Angmagssalik i Grønland ved at være færdigforhandlede, og derefter boede de på Holebjerggård i Vejby i Nordsjælland, selvom Estrid konstant var på farten rundt om i Norden, eller 'blot' på foredragsturne i Danmark. Sideløbende hermed får hun skrevet rigtig mange bøger og oversat artikler for bladene. I 1937 var der kommet noget nyt til Danmark; en Kamperingsvogn, som man kunne spænde efter sin bil og bo i. Politiken fik fat i sådan en, udstyret den med logo, og det var familiens hjem i sommeren 1937, og affødte rejseartikler fra Danmarks afkroge - og en enkelt bog[5].

Det var dårlige tider, og gården kunne ikke svare sig, så John fik omsider et administratorjob på sanatoriet Montebello i Helsingør, og familien flyttede ind i Sct. Olaigade 51 i Helsingør. Her blev de til efter Besættelsen, og i den periode var Estrid 2 gange i Finland (vinterkrigen 1939-40 og den såkaldte Fortsættelseskrig 1941-44, hvor hun fulgtes med lottekorpset) som korrespondent. I 1939 tog hun flyvercertifikat, og havde faktisk skrevet en bog om det, men den udkom aldrig. Tiden i Helsingør blev også brugt aktivt - bogen Karen Kurer (1945) vidner om et indgående kendskab til byen under besættelsen. Det antydes at hun var aktiv i modstandsbevægelsen - hun var med til at skjule eftersøgte[6] og aktiv som kurer og ved jødetransporterne over Øresund fra Snekkersten Havn[7].

I 1956 flyttede hun til Spanien, nærmere bestemt Mallorca, hvor hun skrev videre på sin nok mest kendte bogserie - om drengen Chico. Tilbage i Danmark fik hun en hjerneblødning i 1961, der bl.a. lammede hendes højre arm og gav hende talebesvær. Det bedredes efter et halvt års tid, men blev aldrig helt godt. Hun mistede evnen til at skrive - kunne ikke holde rede på historierne, og måtte efter nogle år opgive helt. Hun tilbragte sine sidste år i Danmark, Liechtenstein og Mallorca, og håbede til det sidste at hun kunne komme til at skrive igen. Dette gav hende en voldsom depression, og hun døde 19. maj 1967 på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Hun ligger - efter eget ønske - begravet i fællesgraven på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.

Kilder og eksterne henvisninger

Referencer

  1. Vildfugl og verdensborger side 82
  2. Vildfugl og verdensborger side 57
  3. Mette Winge:Dansk børnelitteratur 1900-1945 s. 315-316
  4. Mette Winge:Dansk børnelitteratur 1900-1945 s. 335
  5. Børnene i det rullende Sommerhus, Jespersen og Pios Forlag 1937
  6. Vildfugl og verdensborger side 189
  7. Vildfugl og verdensborger side 88