Hjælp:Henvisninger til andre sprog
En af fordelene ved et internationalt netværk af wikier er, at det samme emne nok også bliver beskrevet på andre sprog, måske endda mere udførligt. Der er inspiration at hente, og faktisk kan det bruges som noget så lavpraktisk som en ordbog. Ligesom Wikipedia har SpejderWiki flere sprogområder og kan linke til samme artikel på de andre sprog. Det giver en god mulighed for at læse videre på et andet sprog, hvis man kan det, eller blot søge inspiration og illustrationer til videre udbygning af den danske artikel.
Da vi spejdere gerne snakker spejdersk, og dermed bruger nogle andre betegnelser end den almindelige dansker, er der en del ord, der bare ikke står i almindelige ordbøger. Gyldendals røde ordbøger kan ikke skelne mellem kryds- og vinkelbesnøring, men det betyder mere for os spejdere at gøre det. Når SpejderWiki-netværket efterhånden udbygges, vil der komme flere henvisninger til de andre sprog fra den enkelte side.
Da man etablerede ScoutWiki Network, blev man hurtigt enige om at oprette en engelsk version med det samme, på trods af at ingen af de involverede lande havde engelsk som førstesprog. Grunden var at stort set alle lande har engelsk som andet sprog, og man på den måde har et springbræt for interwiki.
Hvis du gerne vil lære lidt om Boy Scouts of America, så står der endnu ikke megen tekst i den danske SpejderWiki endnu. Men ude til venstre på siden er der links til de andre wikier, der har en artikel om dette spejderkorps fra USA. Hvis du kan f.eks. engelsk, kan du læse videre dér, og evt. hente informationer til den danske artikel.
Når man skriver på en side på SpejderWiki, bør man undersøge hvad emnet hedder på bare eet andet sprog. Engelsk er nok det mest udbredte, men er du bedre til et andet af nedenstående sprog, tager du bare det. Så skal der laves et interwiki-link. Det sættes allernederst på siden, og kan f.eks. se sådan ud: [[en:Boy Scouts of America]]. Her er iw-linket fra ovenstående artikel, sigtende mod den engelske. Det er en god ide at støve den pågældende wiki igennem for at verificere at der virkelig findes en artikel om emnet, ellers er det lidt spildt - lad være med at indsætte wikilinks, der ikke fører til en skrevet artikel - det kunne jo være at emnet blev oprettet dér senere, men under et andet navn. Så går der ged i den videre iw-linkning.
Rent praktisk indsætter man allernederst i artiklen en sproghenvisning bestående af [[landekoden:Artiklens navn på det andet sprog.]]. For eksempel kan man i artiklen rafte indsætte [[en:Spar]] nederst. Så optræder der et link nederst i venstremenuen til English. Nu er det sådan at den artikel p.t. ikke eksisterer, men linket er stadig blåt dertil. Det er fordi mekanismen med røde/blå links ikke kan kigge over sproggrænser. Til gengæld er der et link allerede til Nederlands, idet man i Holland allerede har en artikel om rafter. Hvis du åbner rafteartiklens kodevindue (tryk på rediger), kan du se at der nederst står [[nl:Pionierpalen]]. Det er henvisningen til den hollandske side.
Skal man så lede alle sprogområderne igennem når man opretter en ny artikel? Nej, det er ikke nødvendigt. Der findes en bot (et 'robot'-program), der med mellemrum gennemgår alle interwikilinks og selv indsætter de manglende links i artiklerne. Hvis man for eksempel opretter den engelske artikel om rafter og IW-linker til den danske artikel, vil der indenfor få dage pludselig optræde et link til den hollandske artikel (og på denne et link til den engelske) udelukkende fordi den danske og den hollandske artikel allerede er bundet sammen i interwiki. Botten slår ikke selv op i en ordbog, den er dum som en dør, men er rigtig god til at følge et system og gøre det, den får besked på. Ved sidste opdatering af motoren bag ScoutWiki Network blev det muligt at holde interwikifunktionen i et system, derfungerer lidt som Wikidata på Wikipedia. Det gør det lidt mere omstændigt, men gudskelov virker den gamle metode stadig.
På de enkelte artikler vil interwiki-henvisningerne være placeret allernederst i menuen til venstre under overskriften Andre sprog. For at holde et vist overblik i redigeringen af artiklerne, har vi valgt at lægge interwikilinkene allernederst i koderne.
De forskellige sprogs 'landekoder' er:
- ar: Arabisk
- cs: Tjekkisk
- (da:dansk - det skal vi ikke skrive)
- de: Tysk
- en: Engelsk
- eo: Esperanto
- es: Spansk
- fi: Finsk
- fr: Fransk
- it: Italiensk
- nl: Hollandsk
- pt: Portugisisk
- sv: Svensk
- uk: Ukrainsk
- hu: Ungarsk
Nye tiltag
Der er kommet en ny trend med at linke artikler sammen på tværs af sprogområder. På brugerfladen ligner det den traditionelle interwiki, men der er intet at finde i koderne, hvis man kigger. Hele maskineriet ligger her på ScoutMedia, hvor der er et navnerum, der er døbt 'Item'. Her oprettes poster med det ene formål at binde artikler sammen interwikimæssigt. Forbilledet herfor er Wikimedias database Wikidata, og fremtidsperspektiverne kan tillige være en centralisering af generelle data til brug i infobokse. Det virker som overkill, da ScoutWiki Network ultimo 2021 har ca 30.000 artikler fordelt på 15 sprogområder, hvor kun de 7 har mere end 500 artikler. Til sammenligning har Wikipedia ca 325 sprogområder og samlet ca 58 millioner artikler. Men nu er forarbejdet gjort, så må fremtiden vise hvad der sker.