Hjælp:Hvad kan jeg gøre for SpejderWiki?
Spring til navigation
Spring til søgning
Ved gennemlæsning af sider på Spejderwiki finder du sikkert steder, der trænger til forbedring. Det er så helt i stedets ånd at du åbner siden til redigering og skriver løs, hvis det er noget, du kender til. Hvis du er lidt fremmed overfor diverse wiki-koder, så skriver du bare alligevel - der er nok andre, der sætter de rigtige koder ind, så det hele bliver pænt igen. Det er jo fordelen ved en wiki.
- Det kan også være at du har et billede eller en tegning, der vil klæde artiklen godt. Husk at respektere ophavsretten, da vi ikke bryder os særlig meget om at blive stævnet, fordi en odder har stjålet et billede til os.
- Du kan faktisk også hjælpe SpejderWiki offline: Omtal os som en fed ide for dine spejdervenner, og få andre til at kigge indenfor. Måske synes de så godt om stedet at de bliver faste skribenter.
- Når du får en ide til en hurtig aktivitet til et spejdermøde, eller ellers finder guldkorn på din vej rundt i spejderuniverset, så skriv en lille husker, så du kan få skrevet den ind på SpejderWiki næste gang du får fred online.
- Det kan jo også være at du bruger meget tid på IRL-spejderarbejde. Tænk på nogle gode billeder, du kan tage - til at illustrere siderne med lege, aktiviteter, spejderfærdigheder eller arrangementer. Husk at billeder, der bare viser glade børn er fine, men måske mindre egnede til et opslagsværk. Bemærk at hvis du lægger dine egne billeder op på SpejderWiki, så fortaber du ophavsretten til billedet. Det betyder nok kun noget, hvis du er professionel fotograf, der skal leve af dine billeder. I så fald vil et billede , der uploades til SpejderWiki eller Scoutmedia, være foræret væk. (og vi takker).
- Endelig er der de små ikoner på forsiden og på portalerne. Hvis du er god til at tegne sådanne og har nogle ideer, så hit med dem. Og hvis du ikke har ideer, skal vi andre nok forsyne dig med nogle interessante udfordringer.
- Det kan jo også godt være at du falder over nogle gamle spejderblade, og i din bladren finder noget spændende. Når du så har fået stillet din egen nysgerrighed, så klik ind på SpejderWiki for at se om der skulle være noget om det her. Hvis ikke, har du muligheden for at formidle en god oplevelse til os andre.