Kalølejren

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Kalølejren
Organisation Det Danske Spejderkorps (1910-1972)
Lejrtype Korpslejr
Dato 8. juli - 18. juli 1913
Sted Kalø
Deltagerantal 650
Lejravis Skonroggen


Kalølejren var den første rigtige korpslejr i Det Danske Spejderkorps med 600 danske, 10 svenske og 24 engelske spejdere som deltagere. Lejren lå 8. - 18. juli 1913. Lejren blev arrangeret af bl.a. Cay Lembcke og Hans Hartvig-Møller.

Kong Christian 10. og dronning Alexandrine besøgte lejren, der lå nær Kalø Slotsruin på Djursland. Deres 2 sønner Frederik og Knud deltog på lejren. Ove Holm var redaktør for lejrbladet Skonroggen, hvor han bl.a. bragte sin føljeton Liget i tønden. Avisen blev trykt på avistrykkeriet i Rønde.

Om lejren fortæller Klavs Vedel[1], der deltog som forholdsvis uprøvet leder: Vi var kun 600 spejdere, og det internationale islæt indskrænkede sig til en lille trop engelske minedrenge fra Nordengland (der øjensynligt var eet stort signalhornorkester ifølge Gunnar Ipsen[2]) og 12 gæve svenskere under Kaptajn Staal fra Kristiansstad. Lejrdeltagerne var ikke særligt trænede i lejrlivet, så det var hårdt arbejde og Ideer og tanker blev prøvet af og mange erfaringer blev gjort.

I lejrprogrammet var der bl.a. en større øvelse i Agri Bakker og Femmøller, hvor der blev bygget og sovet i bivuak. Derudover var der de 'sædvanlige' ting som konkurrencer, ture til udflugtsmål i nærheden, lejrbål, publikumsdag og festdag.

Lejren var på alle måder 'først og størst' i korpset; på det tidspunkt udgjorde KFUM-spejderne en særlig division i DDS (de deltog i lejren med 20 spejdere[3]), og søspejderarbejdet var påbegyndt året før. Spejderne fra Hinnerup havde en brandsprøjte med og dannede et spejderbrandvæsen. Klavs Vedel skriver endvidere at inspirationen fra de udenlandske spejdere var massiv, men den største øjenåbner var at man nok for første gang kunne fornemme 'hvilken rigdom af muligheder den bevægelse gav os for at gøre noget, yde noget og være noget for vore troppe'.

Kilder og eksterne henvisninger

  • Det Danske Spejderkorps 1910-1935, redigeret af Fritz Lerche
  1. Det Danske Spejderkorps 1910-1935, redigeret af Fritz Lerche
  2. 25 Grønne Spejderår s. 29
  3. http://www.esbjerg-spejdermuseum.dk/joomla/index.php?option=com_content&view=article&id=12&Itemid=12