Ove Holm

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Ove Holm på 2. verdensjamboree i 1924.
Postkort med Ove Holm i Axel Mathiesens streg. Datering tidligst 1926 på grund af korpsmærket. Bemærk sølvulven.

Ove Holm (21. januar 1894 - 2. december 1969) var patruljeleder i den første spejderpatruljeGammel Hellerup Gymnasium i 1909, og senere en betydende del af ledelsen i Det Danske Spejderkorps i en lang årrække.

I 1909 gik han i tredje mellem (8. klasse) og overværede dr. phil Oscar Hansens foredrag Scouting 19. november 1909. Dagen efter samledes han sammen med andre drenge fra klassen på rektor Hans Hartvig-Møllers kontor for at bede ham om hjælp til at komme i gang med spejderarbejdet. Han blev patruljefører for denne første spejderpatrulje, og sammen med rektor læste drengene Scouting for Boys hen over vinteren og gennem denne lærte de sig spejderfærdighederne.

Uniformer, spejderhatte m.m. måtte de bestille hjem fra England, hvor spejderbevægelsen var grundlagt året før. Et telt måtte de selv sy, og da de skulle lære at slå det op, blev det ikke på en plæne i nærheden - nej, det foregik med firetommerssøm i gulvet på rektors kontor....

Ove Holm skrev om den første spejderpatrulje i Spejderjul 1947.

Ove Holm blev student fra skolen i 1912, og fortsatte sit engagement i spejderbevægelsen under sine videre studier, hvor han iøvrigt også underviste på sin gamle skole. På Kalølejren i 1913 var han redaktør på lejrbladet Skonroggen og i oktober 1916 begyndte korpsets Spejdernes Magasin at udkomme med Ove Holm som redaktør.

Han blev færdig som cand. polyt. i 1919 og tilbragte derefter et par år i USA. Han vendte hjem til Danmark i 1923, hvor han blev ansat i den danske del af Ford Motor Co.

I 1924 var spejderkorpset lidt i krise. Spejderstriden havde splittet korpset i to og man havde lovet at arrangere den 2. verdensjamboree på dansk jord. Den største grund til korpsets splittelse, spejderchefen Cay Lembcke, havde forladt korpset i slutningen af 1923, og Ove Holm hjalp med ved samlingen af korpsene (Dansk Spejderforbund og Det Danske Spejderkorps) til eet. Han trådte til med kort varsel og overtog ansvaret for jamboreen, og fik i øvrigt posten som sekretær i korpsets forretningsudvalg. I 1926 blev han formand for forretningsudvalget og i 1931 tillige for korpsets bestyrelse. Flere steder står han optegnet som korpsets spejderchef fra 1924-1960, men han så sig selv mere som en praktisk leder, og gik kun modstræbende med til at blive kaldt spejderchef fra 1946 (enkelte kilder 1955).

Selv om han sad på høje poster i korpset, tabte han ikke jordforbindelsen. I en takkeskrivelse i Spejdernes Magasin i marts 1944 i anledning af hans 50-års fødselsdag nævner han at han stadig er tropsfører for 1. Ordrup Trop.

Privat var han gift med Inger (Strix), der var flokfører i 1. Ordrup Flok. Hun blev Akelaleder i 1949.

Ove Holm havde også andre virkefelter. Han sad i en længere periode som formand for Herbergsringen[1].

Portræt af Ove Holm 1935
Ove Holm på korpslejren i 1946 i Ermelunden.
22. februar 1957: Dronning Ingrid og 'spejderchefen' ved festen for 100-årsdagen for B-P's fødsel. Billedet er fra 'Set og Sket'. Der er sået tvivl om billedtekstens nøjagtighed - se billedets danske diskussionsside.

Dekorationer

Kilder og eksterne henvisninger

Referencer

  1. Politikens Hvem-Hvad-Hvor 1942 s 540