Selma Lagerlôf

Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf (20. november 1858 - 16. marts 1940) var en svensk lærer, forfatter og nobelprismodtager. Hun var ud af en præsteslægt og led af en hoftelidelse, der bandt hende til en kørestol fra hun var tre år gammel og nogle år frem. Behandlinger og træning hjalp, og fik hende omsider på benene igen. På grund af sit stillesiddende liv helligede hun sig bøgernes verden i barndommen, og valgte en boglig uddannelse. Hun blev færdiguddannet som lærer i 1885, 27 år gammel. Allerede som syv-årig besluttede hun sig for at blive forfatter og efter en del digtskrivning kastede hun sig over prosaen og debuterede endelig med romanen Gösta Berlings Saga i 1891. Selma stoppede som lærer i 1895 og levede derefter af og for sit forfatterskab. Hendes nok mest kendte bog - Nils Holgersens Forunderlige Rejse (1906) var oprindeligt et bestillingsarbejde; hun blev bedt om at skrive en læsebog til geografi, og beskrev her Sverige set gennem en 14-årig drengs øjne. Bogen er oversat til mere end 30 sprog.

Efter flere nomineringer fik hun Nobels Litteraturpris i 1909.

Spejderbevægelsen

Selv om Selma Lagerlöf på ingen måde involverede sig i spejderbevægelsen, fandt hun spejderarbejdet som en vigtig kilde til moral og opdragelse for unge mennesker. Dette affødte et lille skrift derom, som i hvertfald er oversat til dansk 1912, og udgivet af Det Danske Spejderkorps:

Til en Begyndelse vil jeg fortælle lidt om tre Drenge, som jeg lærte at kende for et Par Aar siden. De var alle tre omkring fjorten Aar, og de førte et anstrengende og besværligt Liv, der ikke passede for deres Alder. Ellers lignede de ikke hverandre i noget; de kendte ikke hverandre og boede paa forskellige Steder. Den første af Drengene hed Charles, og han var den, som havde det værst. Han var født i Stockholm, og Faderen var Murer, men fordrukken, saa at han havde hørt op at arbejde, og Moderen sled Dag ud og Dag ind for at skaffe Brød til Familien. Sit Hjem havde Charles højt oppe paa femte Sal i en stor Lejekaserne. Det bestod af et eneste Rum, og hele Møblementet udgjordes af en Seng, et Bord og to Stole. Han havde tre Søskende. Af disse sov de to yngste i Sengen hos Forældrene, men den ældste Søster og Charles selv laa paa Gulvet i en Bunke Pjalter. Forældrene kom aldrig hjem før sent om Aftenen. Da var Moderen træt og pirrelig og Faderen fuld, og han viste sig egentlig kun for at tiltvinge sig hendes Arbejdsfortjeneste. Hun vilde ikke ud med den, og saa slog han hende og Børnene, til hun gav efter. Om Dagen var Børnene alene i det uhyggelige Værelse, og naturligvis blev Charles ikke siddende længe inde, men gik ud i Gaarden og paa Gaden, og her traf han sammen med andre Drenge fra den store Lejekaserne, lige saa fattige og overladte til sig selv som han, men meget, meget værre. Charles havde egentlig hidtil været en flink Dreng. Det forstaar sig, han røg, og han havde ondt ved at sige et Ord uden at bande, men han var ikke ond og forvildet af Sind. Inden Faderen begyndte at drikke, havde Familien boet i et pænt Kvarter, og Drengen var ikke kommet i Berøring med fordærvede Kammerater; men nu ved den sidste Flytning var man kommet til et ilde anset Hus, hvor der fra Kælder til Kvist ikke fandtes andet end fordrukne Mænd, forslidte Husmødre, daarlige uduelige Piger og Drenge, som spillede Kort, drak, sloges og rapsede. Man kan knapt forestille sig et værre Sted i Verden end dette Hus med al dets Smuds, Pjalter og Elendighed.

De Drenge, som Charles traf her, legede aldrig, det forekom aldeles ikke i disse Omgivelser. Deres Fornøjelser var af den værste Slags, og de underviste ham i alt, hvad man kan tænke sig af usselt. Hans gode Natur gjorde Modstand, men da han ingen Støtte havde hjemme fra og intet Arbejde, men bare omgaves af det onde, sank han dybere og dybere. Han var aldrig lykkelig, men pintes af Selvforagt og Samvittighedskvaler; men det gik alligevel saa vidt med ham, at han drak sig fuld som Faderen og fulgte Kammeraterne ud paa deres Tyvetogter. Han stjal ikke endnu selv, men det var vel bare et Tidsspørgsmaal, naar han vilde begynde paa det. Man kunde ikke se, at der ventede ham andet end Opdragelsesanstalten, Fængslet, et langt Liv i Elendighed uden Nytte for nogen. Dette var nu den første Dreng. Den anden hed Sten, og han boede ikke i Stockholm, men i en af de større Provinsbyer. Hans Fader var ret formuende, og han havde det i alle Maader bedre end den stakkels Charles. Han gik i den bedste Skole, og han var et ganske lyst Hoved, saa det gik godt for ham. Der var egentlig bare een Ting, han manglede, og det var stærke Nerver.

Han læste altid, og altid i stadig Frygt for ikke at kunne, hvad han skulde, og for at faa et daarligt Vidnesbyrd, Han sad oppe til langt ud paa Natten, og hans Kinder blev uhyggelig blege, han blev nærsynet og gik kroget med indsunket Bryst. Han vilde have været pudsig at se paa, hvis det ikke havde vakt Ens Uro at tænke paa, hvad der skulde blive af ham, hvilket af Livets Opgaver han vilde kunne løse i Fremtiden. Og med al sin Pligtopfyldelse var han ikke tilfreds med sig selv. Han led ubevidst under at føre et Liv, som ikke passede for hans Alder, og han blev slemt pirrelig. Snart fo'r han op mod sine Omgivelser, snart gik han mørk og rugede over sine Ulykker og tænkte paa, om det ikke kunde være lige saa godt at gøre Ende paa det hele.

Nu bare nogle Ord om den tredie Dreng, ham, der havde det bedst. Han hed Erik, var Søn af en fattig Husmand og boede langt ude paa Landet. Han havde knapt nogen Anelse om de Fristelser, som omgav Charles, og han var ikke nervøs og forlæst som Sten. Det var meget troligt, at der vilde blive en flink Fyr af ham en Gang, men man kunde sige om ham, at der var for lidt Drift i ham. Han savnede god Paavirkning og et ophøjet Eksempel. Han lærte ikke at sætte Pris paa Renlighed, og han brød sig ikke om at hjælpe Fader og Moder. Han var uhøflig og ulydig hjemme, og naar han kom ud, var han saa genert, at han ikke turde sige et Ord. Han var ikke dum, og det gik ikke daarligt for ham i Skolen, men han lærte ikke det, som han havde mest Brug for: hvordan han skulde kunne arbejde sig op, saa han kunde faa en rigelig Indtægt af Jorden derhjemme, som nu knap kunde underholde ham. Forældrene klagede altid over, at de med alt deres Arbejde aldrig fik det bedre. De følte sig trykkede og afmægtige, og Drengen tænkte naturligvis, at ikke vilde han leve det samme utaknemlige Sliderliv som de. Han skulde over til Amerika, saa snart det var ham muligt.

Det stod altsaa heller ikke rigtig godt til med ham heller. Det var nok saa temmelig givet, at om der ikke paa en eller anden Maade kom Hjælp til disse tre Drenge, saa vilde de gaa tabt for deres Fædreland.

Men Hjælpen er kommet, i det mindste til to af dem. Hvorledes dette har kunnet ske, det er, hvad jeg nu vil tale om.

For at forstaa den Bevægelse, der i vore Dage er opstaaet for at hjælpe Ungdommen til at leve et sundt og naturligt Liv, maa vi tænke os henflyttede til en lille By i Amerika. Det er kun en ganske ubetydelig By, men der findes naturligvis en hel Del Fabrikker, en Mængde Fabriksarbejdere og Arbejdersker og en Mængde Arbejderbørn. Og disse Børn er alle saa godt som uden Hjem. Fader gaar paa Arbejde fra den tidlige Morgenstund til den sene Aften, Moder ligesaa, og den korte Tid, de har fri, tilbringer Faderen mest paa Beværtningen, medens Moderen har saa meget Arbejde hjemme, at hun ikke har Tid til at tale med Børnene. De gaar i Skole, det er klart; men naar Skolearbejdet er forbi, driver de omkring paa Gaderne og samles i Klynger paa Gadehjørnerne. Uden Beskæftigelse, som de er, og uden Tilsyn finder de paa alle mulige Spilopper, og de bliver omtrent saadan som de Kammerater, den stakkels Charles kom i Lag med, en hel Horde af smaa uartige Skabninger, som til en Begyndelse kun driver omkring og ryger, men som snart lægger sig efter at drikke, spille og rapse. Deres Sprog bestaar ikke af andet end Eder og Ukvemsord, og forvildede som de er, søger de bare at gøre Fortræd, kives med forbigaaende, piner Dyrene og forulemper gamle Folk.

Disse Drenge har sluttet sig sammen i Bander, og en af disse Banders vigtigste Mødepladser ligger lige udenfor Byen, en vidtstrakt øde Tomt, hvor der findes en temmelig stor Gruppe Træer, gennemstrømmet af et lille Vandløb. Her lever Drengene deres vilde Liv, og Byens Beboere kommer ikke gerne paa disse Kanter, da de næsten er bange for at blive overfaldet, om ikke med andet saa i det mindste med Skældsord og grov Tiltale.

Imidlertid hænder det nu, at netop den Grund, hvor Børnene trives bedst, bliver købt af en rig Mand, en Mr. Moale, som har i Sinde at bygge en Villa der og anlægge en Have. Han og hans Arbejdere kommer, driver Drengene bort og begynder at rydde Pladsen.

I første Øjeblik maa Ungdommen være bleven overrumplet; de lader sig virkelig jage bort. Men næste Dag har de fattet nyt Mod og vender tilbage til Pladsen. De bliver paany drevet bort og kommer paany tilbage.

Man maa huske, at dette foregaar i en lille By. Der findes næsten intet Politi, Børnene er vant til at passe sig selv, de bliver oprørt over at nogen vover at jage dem bort fra deres Tilhold, holder lange Raadslagninger og danner en rigtig lille Sainmensværgelse. Det drejer sig om intet mindre end at tage Grunden tilbage fra Mr. Moale. De forstaar meget godt, hvordan de skal faa deres Fjende til at rømme Pladsen. De anstrenger sig simpelt hen for at gøre Livet uudholdeligt for ham. Hvis han sætter en Plante i sin Have, lader de den staa, til den begynder at blomstre, men saa ødelægger de den. Hvis han vil rejse en Bygning, forhindrer de ham ikke deri, men naar den staar færdig og nymalet, kommer de og smører den over med uanstændige Inskriptioner. Mr. Moale vil ikke lade sig drive fra sin Ejendom af en Flok vanartede Drenge, og han forsøger at faa deres Forældre til at tugte dem. Men da opdager han, at man næsten kan sige, at de ingen Forældre har. Han klager i Skolen til deres Lærere. Deres Lærere taler alvorligt med dem, foreholder dem det urigtige i, hvad de gør, og alt bliver ved det gamle.

Da intet hjælper, beslutter Mr. Moale sig til at omgive hele Pladsen med en Mur, og han gør denne saa høj , at han antager, at Drengene ikke kan klatre over den. Drengene holder sig stille, indtil det kostbare Arbejde er færdigt. Men saa en Nat klatrer de over, stjæler Mr. Moales Kaninunger, rykker hans Roser op og tramper hans Jordbær ned.

Da tilkalder Mr. Moale en Hjælp, som han burde have henvendt sig til noget før. Det er hans gode Ven, Ernst Seaton, en Mand, som i det sidste Aar har forsøgt at forbedre sit Lands Ungdom gennem et nyt Opdragelsessystem, som han har færdigt i Tankerne, men som hidtil ikke er blevet meget anvendt. Ernst Seaton kommer til Mr. Moale, hører hans Klager og bliver ikke meget forbavset.

„Ja", siger han, „du har Ret til at beklage dig, men hvad andet kan man vente. Tænk paa, at vi overalt i hele vort Land lader en Mængde Børn vokse op uden Hjem De bliver lige saa vilde som de hjemløse Katte, der stryger omkring paa Tagene. Hvorfor skulde de ikke stjæle og gøre gale Streger, naar de intet andet har at more sig med. Og tænk paa, at disse Vildkatte skal vokse op og skabe vort Lands Fremtid. Det bliver Amerikas Undergang, hvis det fortsættes som hidtil«.

„Du har Ret, siger hans Ven, man maa forsøge at gøre noget. Her har du frie Hænder, gør hvad du kan." Ernst Seaton tog straks fat, Mr. Moale stiller Arbejdere til hans Raadighed. og han giver sig til at indrette en Indianerlejr i det lille Krat, hvor Drengene helst holdt til. Man rejser en hel Kreds af Telte, forsyner dem med Kogekar, Huder til at sove paa, en Del Værktøj Lassoer og Flitsbuer. Man indretter den store Raadsplads inde i Lejren, skaffer et Par Æsler, Høns, Geder og andre Husdyr. Da alt er færdigt, sendes en Indbydelse til tolv af Byens Drenge til at komme og bo og leve Indianerliv hos deres gamle Fjende, Mr. Moale. Drengene trækker paa Skuldrene og giver Svar, som udtrykker deres Foragt. De vil ikke have noget at gøre med Mr. Moale.

Ernst Seaton havde sendt flere Drenge med Bud til Arbejderne, saa at de havde set lidt af Indretningerne og endogsaa fortalt om dem til deres Kammerater. Men der var ikke Tale om, at de vil modtage noget af Mr. Moale. De vilde ikke forsone sig med ham.

Den Dag, da Aabningshøjtideligheden skulde foregaa, var man i stor Spænding ude hos Mr. Moale. Portene til Indhegningen stod vidtaabne, og Ilden var tændt under Lejrgryderne, men ingen Indianere viste sig. Seaton følte sig ulykkelig og hans Ven begyndte saa smaat at gøre Nar ad ham, da man pludselig hører Spektakkel og Larm uden for Muren. Ja, der lød virkelig Skrigen og Tuden og Trampen, og min Tro om det ikke er Indianere, der kommer dragende. Saa stormer de ind, ikke tolv, men halvtreds. Hver og en af de først indbudte har troet at gøre Seaton en Glæde ved at tage et halvt Dusin andre med sig. Seaton er ogsaa glad ved at se dem der, men de er i Sandhed ellers ikke indbydende at gøre Bekendtskab med. Det er Børn, der er vokset op i Vanrøgt og Sult, de er pjaltet klædt, og deres Ansigt har et frækt og ondskabsfuldt Udtryk.

Ingen af dem synes at have til Hensigt at opføre sig, ordentligt og roligt. De erklærer først, at de vil bade. De faar Lov til at bade, og de gør et forfærdeligt Spektakkel under Badet. Derpaa meddeler de, at de vil have Mad, og Mad faar de, men Lejrens Forraad, som var beregnet paa at strække til i flere Dage, er fortærede efter dette ene Maaltid. Da de nu er mætte og trætte, kan Ernst Seaton komme til at tale med dem. Han fortæller dem om de stolte og kraftige Stammer af Rødhuder, som fordum havde ejet Landet, fortæller, hvordan de levede fri i deres Skove og ernærede sig af Jagt og Fiskeri, og hvor dygtige de var til at skyde med Bue og kaste med Lasso, hvor smukke Klæder de tilvirkede sig, hvor stolt de handlede, hvor vel de talte, hvor ufølsomme de var for Smerter.

Drengene hører opmærksomt efter. Dette var noget, som tiltalte dem. Det var ikke nogen Prædiken eller Undervisning, men det var noget, som det kunde være morsomt at være med til. De gik ind paa at blive Indianere og antage Navnet »de sorte Kattes Stamme«. Den værste iblandt dem valgtes til Anfører. Ernst Seaton og Mr. Moale skulde være Stammens Troldkarle, som skulde give gode Raad og helbrede syge.

Derpaa gaves der Love med strenge Straffe for Tyveri og Løgn, for uværdig Tale, for Spilopper, for alt, hvad der ikke passede sig for tapre og dygtige Indianere.

Truppens første Pligt var at bevogte Mr. Moales Gaard, og dette udførtes udmærket; fra denne Dag blev der ikke stjaalet et Kirsebær og ikke knust en Mistbænkrude.

Men ikke nok hermed. Den unge Indianerhøvding var bleven interesseret og vilde have en lydig og ædel Trup under sig. Man gav nu ham og hans Drenge megen Frihed til at regere sig selv, og de opretholdt Ordenen paa en beundringsværdig Maade. Undertiden underviste man dem i forskellige Arbejder, som en fri Indianerstamme maatte kunne for at ernære sig i Skoven, og dette var af stor Vigtighed for disse Dagdrivere. Men det bedste, de lærte af deres Indianerleg, var maaske, at de paany blev Børn, frigjorte fra de voksnes Uvaner, at de lærte at lege, lærte at blive glade og gode.

Dette første heldige Udfald af Seatons Bestræbelser blev naturligvis bekendtgjort i Bladene. Jeg har set det omtalt i svenske Aviser flere Gange. Samtidig fulgtes mange Steder det Eksempel, han havde givet. Der fandtes overalt Mennesker, som var bleven oprørt over Ungdommens tiltagende Forvildelse, de optog hans Tanke, og inden Aaret var omme, fandtes i Amerika over 100,000 af disse Seaton Indianere, som de kaldes. Det er Drengeforeninger, som gennem Selvstyre og Legemsøvelser, ved et Liv ude i det frie og ved at vænne deres Medlemmer til Lydighed forsøger at skabe glade, stærke Mennesker, og sikkert har denne Seatons Ide gavnet hans Land mere, end om han havde erobret en Provins.

I Aaret 1904, da Seaton havde haft dette store Held, rejste han over til England. Han vidste, at i dette de store Fabriksbyers Land maatte der være en Mængde Børn, som trængte til hans nye Opdragelse, og han vilde forsøge at udbrede Kendskabet til den ogsaa blandt dem.

Paa denne Rejse traf Seaton sammen med Baden—Powell, en engelsk General, der nylig var kommen hjem fra Sydafrika, hvor han først havde deltaget i Boerkrigen, og siden organiseret det ridende Politikorps. Ernst Seaton havde allerede hørt Tale om Generalen. Han havde under Krigen i sine Aviser læst om, hvorledes denne forsvarede Mafeking mod Boerne, en By, som ved Krigens Begyndelse knapt nok var befæstet, men som han i forbavsende Hast satte i Forsvarsstand, og hvor han siden holdt ud Maaned efter Maaned. Dette Forsvar var næsten det eneste opmuntrende, man hørte fra den sørgelige Krig. Kommandanten var en lige saa glad som tapper Mand. Han spillede sine Fjender mange for nøjelige Puds, og ved sin Munterhed og sin vindende Personlighed holdt han sine Troppers Mod oppe under alle de Lidelser, som følger med en Belejring.

Seaton vidste ogsaa, at Baden-Powell ikke bare var en glad og tapper Mand, men ogsaa en god Mand. Han havde hørt, hvordan han efter Krigen havde anstrengt sig for at indføre bedre Forhold i det erobrede Land, at hans Politibetjente havde særlig Ordre til ikke at lægge nogen Vrede eller Heftighed for Dagen, men handle med Velvillie og Venlighed mod alle. De skulde anstrenge sig for at øve Retfærdighed, saa vidt som Gud aabenbarede den for dem.

Men hvad Seaton ikke vidste, var, at Baden-Powell gik og følte omtrent samme Ængstelse som han. Han var ligesom Seaton bekymret for sit Lands Fremtid, fordi dets Befolkning ikke syntes at have Kraft til at opretholde dets Storhed.

Baden-Powell syntes efter sin Hjemkomst fra Krigen, at hvor han vendte sit Blik hen, mødte han i sit Hjemland Smaalighed og Egennytte. Han kunde ikke lære et Menneske at kende til Bunds, uden at dette viste sig at være svagt og karakterløst. Der var et Snæversind over Tiden, der manglede Mod og Lyst til Opofrelse, til Glæde, der manglede Sindets Løftelse mod Gud. Der fandtes jo endnu brave Mennesker; men de manglede Evne til Stordaad og til glad Tro paa Tilværelsen.

Han vilde bringe Forandring og Hjælp, men han stod raadvild, indtil han traf Amerikaneren, som talte til ham om sine Drengeindianere. Da blev det klart for Generalen, hvad han havde at gøre. Han skulde forsøge, han ogsaa, at opdrage sit Lands Ungdom. Hvad hjalp det at søge at paavirke de voksne, de var nu en Gang saadan, som de var. Nej, han skulde begynde med Drengene.

Men Generalen tænkte ikke paa at formaa de engelske Børn til at lege Indianere, det laa for fjernt for dem. Derimod var han nu nylig kommet fra et endnu næsten helt uciviliseret Land og havde set, hvordan de Europæere, som havde slaaet sig ned derude, klædte sig, hvordan de forstod at skaffe sig deres Ophold i Ødemarkerne, hvordan de kunde spore et Stykke Vildt, forfølge en Fjende, skjule sig for Forfølgeren, lave Mad, gøre Ild og bage Brød.

Han optog ogsaa mange af de amerikanske Ideer, saasom at Drengene skulde danne smaa Trupper, som skulde styre sig selv, at disse Trupper skulde have Indianernavne, at de skulde have hver deres særlige Signaler, som efterlignede Dyrenes Lyde o. s. v.

Efter nogle Aars Forløb traadte General Baden-Powell ud af Hæren for helt og holdent at vie sig til den engelske Ungdoms Opdragelse. I Efteraaret 1907, da han havde sine Planer færdige, samlede han nogle Drenge omkring sig, førte dem ud paa Landet i en Lejr og lærte dem at sørge for sig selv. Han kaldte dem Spejderdrenge — boyscouts — med Tanken paa de dristige Spejdere, han havde lært at kende under Krigen. Men han lagde en hel anden Mening i Ordet. Hvad disse Drenge skal spejde efter, det er at gøre godt, hvor Lejlighed gives. Ingen Spejderdreng maa lade en Dag gaa uden at gøre en god Gerning.

Det er ud af Baden-Powells store, ædle Hjerte, at denne sidste Regel er hentet. Han vil gøre sine Drenge til smaa Riddersmænd, gode, ædelmodige, velopdragne, aabne, behagelige i deres Optræden.

I Foraaret 1908 udgav Baden-Powell en Bog, som nu er kendt og læst over hele Jorden. Han hævder deri bestemt, at den Opdragelse, vi nu til Dags giver vore Drenge, gaar i forkert Retning. Der findes hos enhver Dreng, siger han, en Mængde Kraft og Begejstring, men denne maa fremkaldes og styrkes gennem en Opdragelse, som retter sig efter Drengenes Natur. Som det nu er, mangler Drengene en sikker Leder paa den Korsvej i Livet, hvortil de en Gang maa komme, og hvor de har at vælge mellem godt og ondt.

Baden-Powell vil være en af disse Ledere, og for at blive det har han udtænkt en ny Methode. Han vil for det første føre Ungdommen ud i det frie. Deres Legemer maa styrkes og gøres modstandsdygtige og stærke. Men det vigtigste for ham er Karakterernes Opdragelse.

Den Methode, han anvender dertil, er den gamle, prøvede, at fremkalde det gode hos Barnet ved at vise, at man tror paa det.

»Jeg stoler paa Dig,« siger han til sine smaa Riddersmænd, »en Spejderdrengs Ord er helligt«. Naar en ny Dreng bliver optaget i Truppen, stilles han op foran Fanen og med tre Fingre opløftede aflægger han et tredobbelt Løfte: „Jeg lover at tjene Gud og Kongen, jeg lover at gøre alt, hvad jeg formaar for at tjene min Næste, jeg lover at følge Spejderdrengenes Lov."

Denne Spejderdrengenes Lov har tolv Artikler, der lyder som følger:

• En Spejderdreng kan ikke lyve.
• En Spejderdreng kan ikke bedrage nogen, ikke svigte nogens Tillid; han er tro mod sin Husbond og vaager over hans Ejendom.
• En Spejderdreng forstaar altid at gøre sig nyttig; han bør gøre i det mindste een god Gerning hver Dag.
• En Spejderdreng er Ven med alle sine Kammerater og med alle Mennesker.
• Han ser ikke paa, om den han træffer, er rig eller fattig, han er høflig mod alle, fremfor alt mod de gamle og mod Kvinder.
• Han er god imod Dyr.
• Han er lydig mod overordnede.
• Han er altid i godt Humør.
• Han er udholdende og lader sig ikke skræmme af Vanskeligheder.
• Han er arbejdsom, tænksom og sparsommelig.
• Han er renlig med sit Legeme, sine Tanker og sine Ord.
• Han gør aldrig noget skammeligt.

Det er ikke saa lidt dette, som forlanges, og ikke saa let. For at gøre det lettere for Drengen faar han en Uniform, som skiller ham fra de Kammerater, som gaar og driver om paa Gaderne. Den er ganske vist af den simpleste Slags, en brun Skjorte af Kakhitøj, et Par korte Bukser, en bredskygget Hat, en Randsel og en tyk Stok. Man maa ikke tro, at det hermed er Meningen at give Drengene Smag for Krigerhaandværket. Spejderdrengen har ikke mere med dette at bestille end f. Eks. Frelsens Hær, men Uniformen viser, at han hører til en Sammenslutning af unge, som vil udmærke sig ved Godhed, Høflighed og Arbejdsomhed. De bliver godt behandlede overalt, og dette gør det lettere for dem at handle ret.

Naar Eden er aflagt og Uniformen taget paa, optages Drengen i en Patrouille og føres ud i det fri. Det er ude, han skal hærdes, lære at give Agt paa, hvad der møder ham, og ikke at være raadvild i noget af Livets Forhold.

Naar Dagen er endt, samles Drengene ved Leirilden omkring deres Fører, saa gør man Bekendtskab, saa taler man om, hvordan man har det hjemme, saa styrker man sit Mod ved at fortælle Spejderdrengehistorier.

Der findes allerede en hel Mængde saadanne Historier. Her er en af dem:

I den mørkeste Del af London, hvor der kun bor fattige Folk, og hvor der raader en Elendighed, som det knapt er muligt at forestille sig, levede to smaa fattige Spejderdrenge. Den ene af dem havde Tuberkulose, og der var ingen Mulighed for at redde ham. Da han laa paa sit Dødsleje, kaldte han sin Kammerat til sig og betroede ham en Opgave:

„Du ved", sagde han, „at Fader plejer at drikke lidt, ikke saa meget, men mere end han har godt af. Det er ikke farligt om Hverdagen, naar han har sit Arbejde, men om Søndagen, naar han ingen Ting har at bestille, plejer han at liste sig hen paa en Beværtning. Saa længe jeg har kunnet, har jeg taget ham med til Kirke eller til et eller andet Møde, og paa den Maade har han kunnet holde sig oppe; men han gaar ikke alene den Slags Steder. Nu vil jeg spørge dig, om du vil tage dig af ham og hindre ham i at falde tilbage til de onde Vaner." Jo, Kammeraten lovede dette, og siden den Dag ser man ham hver Søndag komme sammen med den døde Kammerats Fader til et eller andet Foreningslokale. Og det er Spejderbevægelsen og alene den, som har kunnet fremkalde denne Selvopofrelse hos en lille Dreng, som vel hellere havde tilbragt sin Søndag sammen med sine Kammerater. Man har ogsaa begyndt at regne med Spejderne. 1 1911 reddedes 300 Mennesker af Spejdere. Man mærker dem ved Ildebrande, ved Oversvømmelser, ved alle mulige Ulykkestilfælde. Det er næsten endnu mere rørende at høre, hvordan de i mindre opsigtsvækkende Tilfælde søger at komme deres Næste til Hjælp. Eller hvad mener De om en Spejder i Paris, der paatog sig at skure fem snavsede Trapper i en Lejekaserne. Andre er parat til at hjælpe gamle Koner i Trængselen ved Gadeoverskæringerne i de store Byer, atter andre hjælper Bydrenge, som har faaet for tunge Byrder, eller Tjenestepigerne med deres Torvekurve.

Det er en vakker Leg, dette Spejdervæsen, og det vil blive af uhørt økonomisk Betydning for Fremtidens England. En engelsk Spejder maa lære en Haandtering; en bliver Smed, en Skomager, en Gartner. For nylig fik Baden-Powell en hel Landejendom forærende for der at opdrage unge Landmænd.

En Bevægelse med saa smukke Virkninger gaar ikke ubemærket hen. Allerede efter 4 Aars Forløb findes i England 300,000 Spejdere, og i Kolonierne ligesaa mange, om ikke flere.

Det var en Svensker, der bor i London, Forfatteren Gustaf Hellstrøm, som først skrev til vore Blade om Sagen, og han udtalte, at i denne Tid, hvor man saa saa mange Tegn til Forfald, er Spejderbevægelsen det mest trøstefulde. At leve blandt Spejderdrenge og se deres raske, elskværdige Maade at være paa, det var det, som mere end noget andet gav Haab om en lykkelig Fremtid for Menneskeslægten.

Siden den Tid har Bevægelsen taget vældig Fart hos os. Fremragende Mænd har sat sig i Spidsen for den og ofret den Tid og Kræfter. Det ene Korps dannes efter det andet, og overalt ser man gode Resultater. Den er ogsaa naaet frem til min Ven Charles i Slumkvarteret. Han er bleven optaget i et Korps. Han fik lidt Støtte og lidt Glæde, og det var ikke mere, han behøvede for at blive en flink Dreng. Han tænker paa sit tidligere Liv som noget forfærdelig kedeligt. Hvad morsomt er der ved at være ond og uartig og lad. Men det nye er morsomt. Bare at faa Lov til at tage Uniformen paa, tage Randselen paa Ryggen og begive sig ud paa Marsch er jo herligt, Og tænk, siden at vandre ud af Byen med Kammeraterne og lave Mad under aaben Himmel, at tilhøre en Trup, som kalder sigmmmmmmmmmmmmmm >de grumme Næshorn« og at blive hilst med Spejderraabet, naar man udmærker sig. Det bedste er endda ikke at være i Strid med sit bedre Menneske, at have Agtelse for sig selv.

Og endogsaa til Sten er Bevægelsen naaet. Den har gjort ham lige saa megen Nytte som Charles. Han begynder at faa Farve i Kinderne, Mod i Hjertet, og han bliver Herre baade over sin Livslede og sine Nerver.

Men til den tredie Dreng, til Erik ude paa Landet, er den ikke naaet endnu. Jeg er bange for, at han gaar hjemme de lange Søndage og ved ikke, hvad han skal tage sig for. Jeg ved, at Erik er den, som har det bedst af de tre Drenge, men jeg tror i hvert Fald, at han trænger til, at der ruskes op i ham. Han trænger til at faa sine Tanker løftede op over det dagligdags, han trænger til godt Kammeratskab, han trænger til at faa et belevent Væsen, han trænger til at lære at tale frit og roligt og se Folk i øjnene. Erik trænger til at lære at have Respekt for Fader og Moder, være hjælpsom hjemme, være høflig mod gamle og beskytte Smaafugle, og hvad Erik allermest trænger til er at faa det lidt fornøjeligt hjemme, saa at han ikke længes bort.

Jeg ved ikke, hvordan det skal gaa til, for at Bevægelsen ogsaa kan naa ham. Men jeg er sikker paa, at den kommer. Det kan jo hænde, at et af disse Korps, som er dannet inde i Byerne, gør det til sin Opgave at sætte ham ind i Sagen. Maaske hører han om, hvor fornøjeligt Charles og Sten har det, og beder selv om Undervisning. Men hvis det gaar saadan, da vil jeg bede Eriks Forældre om at gøre deres bedste for at hjælpe ham og ikke stille sig i Vejen, thi det er en stor Sag, man her vil gennemføre med smaa Midler. Det er hele Ungdommens Omdannelse til gode Mennesker. Det er vort Lands Fremtid, som det gælder om at sikre gennem det ypperste af alle Midler, gennem den unge Slægts Opdragelse.

Det er Midsommer i Dag, Midsommer i dette Aar, som synes mere fuldt af Løfter, end noget Aar længe har været her i Värmland. Det fylder ens Øjne med Fryd at se ud over den løfterige Natur, og naar man paa en saadan Dag skal tale til Mennesker, vil man gerne vælge det Emne, som er lige saa frydefuldt og lovende som Aarstiden. Jeg for min Del har fundet, at intet var mere passende at tale om paa Ungdomsglædens Dag end denne Drengebevægelse, som er den mest haabefulde, der findes for Tiden.

Og endnu et Ord. Det kan hænde, at der kommer en Dag, hvor denne Bevægelse ikke blot vender sig til de unge. Det kan hænde, at de gamle og voksne en Dag kommer til dem og siger: Lær os at blive glade, trofaste, opofrende, muntre; vi vil ikke være ringere end I, vi som er Eders Forældre. I skal vise os Vej; vi vil lære de tolv Spejderlove; de er ikke saa særdeles nye, vi har nok hørt dem før en Gang, da vi sad paa Skolebænken og lærte vor lille Katekismus; men det skader aldrig at faa nye Ord til gamle Visdomsregler.