Welcome to the ScoutWiki Network

Spejd-80

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning
Bælteplade med lejren(e)s logo.

Spejd 80 var en korpslejr i Det Danske Spejderkorps i 1980. De senere lejre for hele korpset blev kaldt Blå Sommer.

Lejren var en lidt anderledes korpslejr, da den bestod af 5 mindre lejre, der blev afholdt samtidig rundt i landet. Argumentet for den decentrale lejrstruktur lå bl.a. i at spejderne bedre kunne mødes i de lokale daværende distrikter, og de nemmere transportforhold talte også ind.

Lejren(es) logo var fem sekskanter som celler i en bikage, med lejrenes symbol i hver deres sekskant.

Jægerspris

Lejren lå nord for Jægerspris på et militært øvelsesterræn. Lejrsymbolet var Snoegen i Jægerspris Nordskov, en 6-700 år gammel eg med snoet stamme. Lejrens vartegn var en stor vindmølle med sejlvinger. Der var fokus på vindkraft dengang, og mange grupper havde en mindre pioner-vindmølle på egen lejrplads. Temaet var 'hvor kommer tingene fra', og på lejren var bygget en 'bondegård' med et mindre dyrehold, og nær dette var Spejdercentret Gurredam lejrsat med en del af deres faste aktiviteter. Fællesdagen gik med detektivjagten på en rotalumukka. Gudstjenesten søndag blev holdt af præsten Johannes Møllehave. Afslutningsaftenen var et asfaltbal med bl.a. rock'n'roll fra Helsingørorkesteret Herbie and the heartbeats. Vindmøllen blev efter lejren genopført på Spejdercentret Gurredam, hvor den blev brugt til småforsøg de næste år. Den genopstod i 1994 som klatrevæg.

Molbolejren

Lejren lå på Mols, ved Elsegårde øst for Ebeltoft, og symbolet var den traditionelle molbohue - og hver lejrdeltager skulle inden lejren have strikket sig en molbohue. Farvevalget var frit grupperne imellem, blot var sort/hvide huer reserveret til lejrteamet. Temaet var pionerabejder, og vartegnet var en 20 meter lang pioner-model af Fregatten Jylland, der er et museumsskib, der ligger i Ebeltoft. Lejrens 'event' var det store molbomarked.

Stevninghus

På stedet for korpslejren i 1969 lå nu Spejd-80-lejren Stevninghus - på Ny-Hedeby Spejdercenter. Lejrsymbolet var et veterantog, da der i lejrens anledning var bygget togskinner og kørt med tog. Området støder op til Hostrup Sø, så Thurøbund Spejdercenter var med på lejren og stod for søaktiviteterne.

Kaas

Kaaslejren lå ved herregården Kaas vest for Skive. Symbolet i lejrens logo var herregården Kaas Hovedgård. Temaet var bl.a. gamle håndværk og livet på herregårdene. Nogle af aktiviterne var Kaashoved Gedemarked med alskens gøgl og underholdning, og Sæbygaardcentret, der beskæftiger sig med herregårde under Nationalmuseet, var på stedet med arbejdende værksteder. Med Limfjorden lige i nærheden var der også en del søaktiviteter. Et af projekterne var Danmarks længste rutchebane i pionerarbejde.

Lerchenborg

Lejren lå op ad Lerchenborg Slot nær Kalundborg. Symbolet for lejren var en radiomast, nemlig Kalundborgsenderen, der lå meget tæt på lejren. En del af aktiviterne var også relateret til radiobølger - bl.a. rævejagt, som man kender den fra walkieklubberne, mulighederne for tv-produktion og en JOTA-aktivitet. På grund af den kraftige regn i lejrugen, blev dele af lejren simpelthen evakueret af civilforsvaret og måtte overnatte på en skole i Kalundborg.

Kilder

  • Spejderbladet Spejd, 1979 nr. 5-6-7-8 og 1980 nr.1-2