Welcome to the ScoutWiki Network

SpejderWiki:Forvent, at andre er i god tro

Fra SpejderWiki
Skift til: navigering, søgning
Yes check.svg Denne side betragtes som en norm på SpejderWiki – den illustrerer standardopførsel, som mange bidragsydere anser for korrekt og benytter sig af. Selvom det kan være anbefalelsesværdig at følge den, så er det ikke en politik. Du skal derfor være velkommen til at rette sidens indhold, men det foretrækkes, at du konsulterer sidens diskussion inden større ændringer.

Som skribent på SpejderWiki må du som grundregel forvente at andre skribenter er i god tro, hvis du mener at de skriver noget vås. Det kunne jo være at de sidder med et kildemateriale, der viser andre fakta end dit, eller at de er så nye i wiki-verdenen at de ikke helt har gjort sig de første erfaringer. I sidstnævnte tilfælde er det så dig, der skal vise de brede skuldre og venligt vise vedkommende til rette. Der kunne jo også være sket det utænkelige: At du selv er galt afmarcheret. Check dine kilder (eller find nogle (flere)) inden du farer i blækhuset. Det kan sagtens ske at kilder siger noget forskelligt, se blot diskussion:Spejdernes Hjælpekorps.

Redigeringskrige
Disse er uønskede - der er en fastlåst situation, hvor parterne blot stedse retter den andens 'fejl' tilbage til det, de selv mener er rigtigt. Her er det godt at hver artikel har en diskussionsside, hvor diskussionen om fakta skal foregå. Så er den også gemt for eftertiden, hvis det er en ting, andre kan falde over i næste måned og betvivle. Ved optakten til en redigeringskrig bør man stoppe redigering og begynde at diskutere fakta og kilder. Stopper man ikke, vil der nok være en administrator, der låser artiklen til der er opnået enighed. Opnå enighed på diskussionssiden og bed om at få artiklen låst op igen. Husk at hvis der er flere meninger om en ting, er det bedst at dette afspejles i artiklen.
Gå efter bolden, ikke efter manden!
Vores mål er at få skrevet gode artikler til gavn for alle. Så kan det godt være at du ikke har den bedste kemi med en anden skribent, men ofte kan man glæde sig over at man alligevel kan supplere hinanden i arbejdet på en artikel. Hvis alting glipper, så må I bare arbejde på forskellige artikler.


De, der ikke er i god tro

Hærværk
Åbenlyst hærværk kan forholdsvist nemt spottes. På Wikipedia er levetiden for det meste hærværk som regel under et minut. På SpejderWiki er den nok noget længere, da der ikke er skribenter online 24/7 endnu, men antallet af bidrag gør det nemt at overskue. For den almindelige bruger er patruljeringsfunktionen ikke synlig, men det er en funktion, der gør visse bidrag meget synlige, så man kan kontrollere den. Man skal så ikke lade sig gribe af panik på grund af tekstrydning eller dumme kommentarer - alt kan bringes tilbage på plads igen.
Trolls
Trolls er en plage. De findes i alle grader fra de bevidst ondskabsfulde til de, der blot har misforstået nogle basale ting og stædigt holder på en ret, de måske ikke har. Her skal man fare med afmålt pædagogik, og det er her, at det godt kan være vanskeligt at være administrator.