Spejdermuseet Holmen
|
Spejdermuseet Holmen er et spejdermuseum med effekter fra Det Danske Spejderkorps. Der udstilles effekter fra spejderkorpsets over 100 års historie, og kustoderne er meget informative. Museet er oprettet i 1977 på adressen Nørre Farimagsgade 17 i København. Museet er med i Sammenslutningen af FDF- og Spejdermuseer i Danmark.
Museet har flere kuriosa, deriblandt højre ærme af en spejderuniform, som patruljefører, senere spejderchef Ove Holm fik revet af under en tæveøvelse med en KFUM-trop for ca. 100 år siden. Ærmet har nærmest været et relikvie for KFUM-spejderne, og er først kommet tilbage til DDS indenfor de seneste årtier.
Museet mistede sine fysiske rammer i efteråret 2018, og har holdt lukket siden. På korpsrådsmødet i DDS i 2019 blev korpsledelsen pålagt at finde lokaler til museet inden et par år.