Ulveunge

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
En fransk flok ulveunger holder rådsmøde, med lederen Akela siddende på rådsstenen.

En ulveunge er almindeligvis betegnelsen for de 8-9-årige spejdere hos KFUM-Spejderne i Danmark og de 7-9-årige hos De Gule Spejdere i Danmark. En ulveflok er normalt opdelt i bander på 4-10 ulveunger. De tilsvarende betegnelser for aldersgruppen er henholdsvis smutter hos de grønne pigespejdere, minier hos Det Danske Spejderkorps og mejser hos Dansk Spejderkorps Sydslesvigs pigespejdere. Før sammenlægningen af Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps benyttede førstnævnte også betegnelsen ulveunger til aldersgruppen.

Arbejdet i ulveflokken er mere fagligt funderet end hos bæverne (Mikro/Spire), hvor færdighederne i højere grad leges ind. Typisk er det som ulv, at spejderen lærer at håndtere kniv og sav, ligesom der tages de første skridt udi pioneringens kunst. Andre færdigheder som førstehjælp, båltænding og lejrliv kan også grundlægges i ulvetiden.

Efter tiden som ulveunge får spejderen mulighed for at rykke op til juniorflokken.

Organisation

Ulvehuen.

Alle gruppens juniorer er samlet i én stor ulveflok, ofte blot omtalt som flokken. Denne opdeles gerne i patruljer, kaldet bander, af 5-10 spejdere, der ligesom de senere aldersgrupper har både en patruljefører og en patruljeassistent.

Ud over uniformen er der tradition for, at ulveunger bærer en ulvehue af grøn filt og med grøn skygge, selv om denne tradition efterhånden fravælges i mange grupper. De Gule Spejdere er det eneste danske korps, der lægger stor vægt på denne tradition. I KFUM kan hver bande markeres med et farvet bånd sat i skulderstroppen; visse steder markeres også bandefører og -assistent på tilsvarende vis med farver på skulderstroppen.

Fantasiramme

Navnet ulveunge stammer fra Robert Baden-Powell, der lod sig inspirere af Rudyard Kiplings Junglebogen, både til navn og til fantasiramme for spejderarbejdet. Det er meget almindeligt, at spejderne får et ulvenavn i forbindelse med deres optagelse i ulveflokken; disse navne er også hentet fra Junglebogens karakterer. Mange af disse navne har en betydning, der henviser til karaktertræk eller evner, spejderen besidder. Af samme årsag tager ulveflokkens fører (juniorlederen) gerne navnet Akela, efter den gamle ulv, der leder ulvekoblet i bogen.

Historie

Der var et udpræget ønske om at lave spejderarbejde for drenge lidt yngre end de 12 år, der var sat som minimumsgrænse. Ud over at give de yngre noget at beskæftige sig med, var rekrutteringsgrundlaget for spejdertroppene dermed nogenlunde i orden. B-P havde i 1913 skitseret muligheden for at yngre drenge fra det elvte år kunne blive såkaldte Junior Scouts (i januar 1914 omdøbt til Wolf Cubs (ulveunger)). Vera Barclay oprettede 1st Herthford Heath Wolf Cub Pack og overtalte sin søster Angela til at lede den. Vera indså at der nok var mange kvinder, der gerne ville lede en ulveflok, og skrev i januar 1915 en artikel til det officielle spejderblad Headquarters Gazette med titlen How a Lady Can Train the Cubs (hvordan en dame kan træne ulveungerne). B-P skrev The Wolf Cub Handbook sammen med Vera Barclay i 1916.

Det Danske Spejderkorps oprettede den første flok med ulveunger i 1918. Parallellen hos pigespejderne blev først oprettet i 1920 hos KFUK-Spejderne (først kaldet ulveunger, senere grønsmutter), mens Det Danske Pigespejderkorps først fik rødkælke (senere blåmejser) meget senere, nemlig i 1931.

Internationalt

Mange korps og grupper verden over holder fast i Baden-Powells tanke om at finde inspiration til spejderarbejdet i Junglebogen, hvorfor ulveunger findes næsten overalt.

Canada

I Scouts Canada er ulvearbejdet organiseret meget lig den britiske model (se denne).

Finland

Sudenpentu er de finske ulveunger; de er 7-9 år gamle.

Frankrig

Franske ulveunger hedder louveteaux, er 7-12 år gamle, og er organiseret i bander, der kaldes sizaines efter de engelske sixes.

Holland

Hollandske ulveungers nationale tørklæde.

I Holland kaldes en ulveunge for en welp, og er normalt 7-10 år gammel. Den første ulveflok blev startet i 1920. Hollandske ulveunger bærer oftest et gruppespecifikt tørklæde, men har også mulighed for at bære et nationalt ulveungetørklæde, der er orange med en grøn stribe.

Hong Kong

En ulveflok fra Hong Kong.

I Hong Kong er ulvearbejdet modelleret efter britisk model (se denne); det er den største gren af spejderarbejdet i Hong Kong.

Ulveflokken ledes af en ulveleder (團長) med indtil flere assistenter (副團長) og instruktører (教練員). Flokken er inddelt i flere bander, der kaldes Sixes, og som navngives efter Six'ens farve. Hver Six har en tørklædering i samme farve, og ledes af en bandefører, der kaldes en Sixer (隊長) og en -assistent, en Seconder (隊副 eller 副隊長).

Irland

Irske ulveflokke kaldes Macaoimh; arbejdet foregår omtrent som i engelske flokke (se denne).

Singapore

Ulve i Singapore kaldtes Cadet Scouts indtil 2005, hvor de ændrede navn til det mere internationale Cub Scouts.

Spanien

I Spanien kaldes ulvegrenen el lobatismo; spejderne er 8-11 år gamle.

Storbritannien

I Storbritannien er ulveflokken inddelt i bander kaldet Sixes, der har en bandefører kaldet en Sixer, og en -assistent kaldet en Second. En Sixer har to striber påsyet sin uniform, mens en Second har én stribe. Sixes kan kendes fra hinanden på hver deres farve i tørklæderingen.

Tyskland

Tyske ulveunger hedder wölflinge.

USA

Boy Scouts of America's største afdeling er ulvegrenen Cub Scouts, der rummer drengespejdere fra første til femte klassetrin. Ulvearbejdet er baseret på sjov, hvor spejderen udvikler sig ved at overkomme udfordringer, gennem venskaber, at have det godt med sig selv og ved at føle, at han er vigtig for andre mennesker. Familien er integral del af ulveflokken, og deltager derfor i mange af flokkens aktiviteter.

Cub Scouts har idealer om spirituel og karaktervækst, at udvikle citizenship (god medborgerlighed) samt at fremme kropslig fitness. Der lægges stor vægt på et positivt, opbyggeligt miljø, der kan understøtte og fremme en positiv og hjælpsom karakter hos spejderen.

I USA er det kun drenge, der er ulveunger; pigerne bliver i stedet brownies.

Østrig

Pfadfinder und Pfadfinderinnen Österreichs er Østrigs største spejderorganisation. De indførte ulvearbejdet i 1920, men under en fantasiramme af en Røde Indianere eller Robinson Crusoe. Junglebogen blev først indført i 1930'erne. Østrigske ulveunger er 7-10 år gamle.