The ScoutWiki Network server was upgraded on November 20th, 2019. The maintenance is now over. Please inform us in Slack or via email support@scoutwiki.org if you encounter any unexpected errors – it's possible the upgrade has missed something. Thanks and happy scoutwiki'ng!

Forskel mellem versioner af "Bål"

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
(+ billede med negativt budskab (da det positive budskab i dette tilfælde vil være et billede af en mærkelsesubeværdig plæne))
(→‎Sløjfning: foto gif -> jpg)
Linje 34: Linje 34:
  
 
== Sløjfning ==
 
== Sløjfning ==
[[Fil:Forkert sløjfning.gif|thumb|En bålplads omtrent en måned efter ukorrekt sløjfning. De enkelte [[tørv]] ses stadig tydeligt, da de ikke er blevet reintegreret i den omkringliggende plæne, og grunden vil følgeligt være ujævn i lang tid endnu.]]
+
[[Fil:Forkert sløjfning.jpg|thumb|En bålplads omtrent en måned efter ukorrekt sløjfning. De enkelte [[tørv]] ses stadig tydeligt, da de ikke er blevet reintegreret i den omkringliggende plæne, og grunden vil følgeligt være ujævn i lang tid endnu.]]
 
I henhold til [[Robert Baden-Powell|Baden-Powell]]s princip om ''[[leave no trace]]'' skal ikke-permanente bålpladser altid sløjfes efter brug. Således skal evt. bålbander fjernes, og de opgravede tørv lægges tilbage så pænt som muligt, således at der ikke efterlades huller eller nøgen jord. Det kan ofte være en fordel at lade kul og aske blive liggende i et jævnt lag under tørvene, og/eller at hente jord andetsteds fra til at efterfylde hullet med inden tørvene lægges på plads, så tørvene efter endt sløfning ligger 1-2 centimeter over jordniveau. Hvis ikke tørvene hæves vil der med tiden komme en fordybning der hvor bålpladsen har været, da den forstyrrede jord vil synke lidt sammen over de følgende måneder. Sådanne fordybninger kan dels være uskønne på en ellers velholdt lejrplads, dels være upraktiske, da der således er mindre jævnt areal at rejse telt på i fremtiden, og endelig være en risiko for ankel- og knæskader for den uheldige vandringsmand, der måtte træde i hullet en dag. På samme vis kan det være en god idé at hakke tørvene groft i stykker, når de er lagt ordentligt på plads, for ikke at efterlade firkantede "jordklumper" på lejrpladsen; sådanne hakkede tørv vil have lettere ved at gro over med græs og falde hurtigt tilbage til et naturligt udseende.  
 
I henhold til [[Robert Baden-Powell|Baden-Powell]]s princip om ''[[leave no trace]]'' skal ikke-permanente bålpladser altid sløjfes efter brug. Således skal evt. bålbander fjernes, og de opgravede tørv lægges tilbage så pænt som muligt, således at der ikke efterlades huller eller nøgen jord. Det kan ofte være en fordel at lade kul og aske blive liggende i et jævnt lag under tørvene, og/eller at hente jord andetsteds fra til at efterfylde hullet med inden tørvene lægges på plads, så tørvene efter endt sløfning ligger 1-2 centimeter over jordniveau. Hvis ikke tørvene hæves vil der med tiden komme en fordybning der hvor bålpladsen har været, da den forstyrrede jord vil synke lidt sammen over de følgende måneder. Sådanne fordybninger kan dels være uskønne på en ellers velholdt lejrplads, dels være upraktiske, da der således er mindre jævnt areal at rejse telt på i fremtiden, og endelig være en risiko for ankel- og knæskader for den uheldige vandringsmand, der måtte træde i hullet en dag. På samme vis kan det være en god idé at hakke tørvene groft i stykker, når de er lagt ordentligt på plads, for ikke at efterlade firkantede "jordklumper" på lejrpladsen; sådanne hakkede tørv vil have lettere ved at gro over med græs og falde hurtigt tilbage til et naturligt udseende.  
  

Versionen fra 14. dec 2015, 20:55

Et bål er almindeligvis en kontrolleret, planlagt afbrænding af et fast brændstof. I Danmark er det mest almindeligt at anvende træ som brændsel, men andre steder i verden (og historisk set) har også knogler, tørv eller tørret afføring fra dyr været almindeligt anvendt. Bålet har til formål at skabe lys, varme og/eller hygge, og kan have mange forskellige udformninger, alt efter formål, placering, det til rådighed værende brændstof o.m.a.

Bålplads

Bålplads med bålbander. Læg dog mærke til, at denne bålplads er anlagt oven på jorden, uden at grave tørv af først, og at bålbanderne er lavet af planker, der ligeledes er hævet over jorden.

Ethvert bål bør være afgrænset af en bålplads. En sådan behøver ikke være mere raffineret end blot et stykke jord, der er ryddet for brandbare materialer, således at bålet ikke breder sig ukontrollabelt. Mange spejdercentre, hytter og overnatningspladser har anlagt mere permanente bålpladser, hvor kanten af bålpladsen kan have en brandbarriere af ikke-brandbart materiale, der skal sikre at afbrændingen kan kontrolleres; sådanne bålkanter kan være alt fra en løst anlagt ring af mellemstore sten til anlagte "podier", hvorpå bålet kan tændes. Andre steder anvendes bålfade af metal.

Når en spejdergruppe eller -patrulje indretter en midlertidig lejrplads er bålpladsen ofte noget af det første, der anlægges. Almindeligvis (i hvert fald i Danmark) udstikkes et område på ca. 1x1 meter, hvor græstørvene graves op i ca. ½ spadestiks dybde, således at bålet antændes på den nøgne jord nedenunder. Det er en god idé at lægge græstørvene til side i samme orden som de fjernes fra bålpladsen, således at de let kan lægges på plads igen når bålpladsen sløjfes (se herunder).

Bålbander

Uddybende artikel: Bålbande.

På en ikke-permanent bålplads er det en god ide er at lægge nogle tykke rafter eller lignende tæt langs græskanten, men nede i hullet. Det sikrer en fast kant, der ikke trædes ned. Disse kanter kaldes populært for bålbander. De kan sikres mod at rulle mod bålet med et par tynde, korte pæle, der slås i jorden på indersiden.

Båltyper

Uddybende artikel: Båltyper.

Almindelige båltyper kan være:

  • Et lejrbål til at hygge omkring.
  • Et kogebål man benytter til madlavning.
  • Mindre almindeligt anvendt (i hvert fald i vore dage) er signalbålet.
  • Mange steder i landet kan man hænde at se afbrændingsbål, der alene har til formål at bortskaffe overflødigt plantemateriale.

Brænde

Uddybende artikel: Brænde.

Alt efter bålets formål kan man med fordel gøre sig nogle tanker om, hvilket brændstof man ønsker at anvende. I den simple ende af skalaen findes afbrændingsbålet, der helt enkelt handler om at bortskaffe en given mængde brandbart materiale ved afbrænding; valget af brændstof er således givet på forhånd. De resterende båltyper kan imidlertid gøres mere eller mindre anvendelige til deres respektive formål alt efter valg af brænde. Som tommelfingerregel fænger nåletræ hurtigere end løvtræ, men brænder tilsvarende hurtigere ned og producerer færre varme gløder efterfølgende; løvtræ er sværere at få til at fænge, men når først det brænder har det som regel højere brændværdi end nåletræ, og giver gerne højere varme og bedre gløder. Tørt ved fænger lettest og brænder "renest", det vil sige med mindst røgudvikling, mens friskt eller vådt træ kan være grænsende til umuligt at få til at fænge uden et betragteligt bål til at producere tilstrækkelig varme, og røgudviklingen er som oftest ganske anseelig.

  • Til et signalbål vælges typisk at bygge et stabilt bål, der kan producere noget varme og en rimelig mængde flammer. Når bålet rigtigt fænger lægges en mængde frisk ved på bålet, gerne friske kviste med mange grønne blade (eller alternativt nyhøstet græs), da disse producerer store mængder tæt røg ved afbrænding - netop den røg, der giver mulighed for at sende signaler med bålets hjælp.
  • Til madlavningsbål skal gerne vælges træ, der giver varme uden at udvikle for megen røg, der både kan genere kokkens øjne og give maden uønsket smag. Typisk vælges træ der giver gløder, der kan give god varme over lang tid.
  • Lejrbålet er typisk et samlingssted, hvor hygge og samvær er i højsædet. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt med brændsel, der udvikler røg eller som lugter ilde. Samtidig ønsker man sjældent at bålet brænder ned og bliver til et glødebål uden flammer, da et lejrbål ikke sjældent tændes omkring skumringstid netop for at være en lyskilde i aftenmørket, hvorfor tørt nåletræ kan være et fornuftigt valg, gerne med en mindre brændestak klargjort inden båltænding, så man kan supplere bålet efterhånden som det brænder ned. Eventuelt kan man blande brændet med en mindre mængde løvtræ, der kan give gode gløder til bunden af bålet.

Tænding

Uddybende artikel: Båltænding.

Fælles for alle bål er at man tænder bålet. Mest almindeligt startes med avispapir, birkebark, grankogler eller andet letfængeligt materiale inderst, oven på eller omkring hvilket der placeres tyndt optændingsbrænde. Når optændingsbålet fænger bygges bålet op med stadigt større brændsel, indtil bålet har den ønskede størrelse, hvorefter der kun lejlighedsvist skal tilføjes yderligere brændsel for at holde bålet ved lige.

Sløjfning

En bålplads omtrent en måned efter ukorrekt sløjfning. De enkelte tørv ses stadig tydeligt, da de ikke er blevet reintegreret i den omkringliggende plæne, og grunden vil følgeligt være ujævn i lang tid endnu.

I henhold til Baden-Powells princip om leave no trace skal ikke-permanente bålpladser altid sløjfes efter brug. Således skal evt. bålbander fjernes, og de opgravede tørv lægges tilbage så pænt som muligt, således at der ikke efterlades huller eller nøgen jord. Det kan ofte være en fordel at lade kul og aske blive liggende i et jævnt lag under tørvene, og/eller at hente jord andetsteds fra til at efterfylde hullet med inden tørvene lægges på plads, så tørvene efter endt sløfning ligger 1-2 centimeter over jordniveau. Hvis ikke tørvene hæves vil der med tiden komme en fordybning der hvor bålpladsen har været, da den forstyrrede jord vil synke lidt sammen over de følgende måneder. Sådanne fordybninger kan dels være uskønne på en ellers velholdt lejrplads, dels være upraktiske, da der således er mindre jævnt areal at rejse telt på i fremtiden, og endelig være en risiko for ankel- og knæskader for den uheldige vandringsmand, der måtte træde i hullet en dag. På samme vis kan det være en god idé at hakke tørvene groft i stykker, når de er lagt ordentligt på plads, for ikke at efterlade firkantede "jordklumper" på lejrpladsen; sådanne hakkede tørv vil have lettere ved at gro over med græs og falde hurtigt tilbage til et naturligt udseende.

Hvis lejren afholdes i en regnfri periode kan det være en meget god idé at vande tørvene grundigt efter endt sløjfning (samt periodisk i den tid, tørvene ligger hen), for at give græsset de bedst mulige betingelser for at gro op igen. I modsat fald risikeres en plet med vissent græs til at markere hvor bålpladsen engang var.