Bål

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Et bål er almindeligvis en kontrolleret afbrænding af træ eller tilsvarende fast brændstof. Bålet har til formål at skabe lys, varme og/eller hygge, og kan have mange forskellige udformninger, alt efter formål, placering, det til rådighed værende brændstof o.m.a.

Bålplads

Ethvert bål bør være afgrænset af en bålplads. En sådan behøver ikke være mere raffineret end blot et stykke jord, der er ryddet for brandbare materialer, således at bålet ikke breder sig ukontrollabelt. Mange spejdercentre, hytter og overnatningspladser har anlagt mere permanente bålpladser, hvor kanten af bålpladsen kan have en brandbarriere af ikke-brandbart materiale, der skal sikre at afbrændingen kan kontrolleres; sådanne bålkanter kan være alt fra en løst anlagt ring af mellemstore sten til anlagte "podier", hvorpå bålet kan tændes. Andre steder anvendes bålfade af metal.

Når en spejdergruppe eller -patrulje indretter en midlertidig lejrplads er bålpladsen ofte noget af det første, der anlægges. Almindeligvis (i hvert fald i Danmark) udstikkes et område på ca. 1x1 meter, hvor græstørvene graves op i ca. ½ spadestiks dybde, således at bålet antændes på den nøgne jord nedenunder. Det er en god idé at lægge græstørvene til side i samme orden som de fjernes fra bålpladsen, således at de let kan lægges på plads igen når bålpladsen sløjfes (se herunder).

Bålbander

Bålplads med bålbander. Læg dog mærke til, at denne bålplads er anlagt oven på jorden, uden at grave tørv af først, og at bålbanderne er lavet af planker, der ligeledes er hævet over jorden.
Uddybende artikel: Bålbande.

På en ikke-permanent bålplads er det en god ide er at lægge nogle tykke rafter eller lignende tæt langs græskanten, men nede i hullet. Det sikrer en fast kant, der ikke trædes ned. Disse kanter kaldes populært for bålbander. De kan sikres mod at rulle mod bålet med et par tynde, korte pæle, der slås i jorden på indersiden.

Båltyper

Almindelige båltyper kan være:

  • Et lejrbål til at hygge omkring.
  • Et kogebål man benytter til madlavning.
  • Mindre almindeligt anvendt (i hvert fald i vore dage) er signalbålet.
  • Mange steder i landet kan man hænde at se afbrændingsbål, der alene har til formål at bortskaffe overflødigt plantemateriale.

Fælles for alle er at man tænder bålet og bruger brændsel.

Sløjfning

I henhold til Baden-Powells princip om leave no trace skal ikke-permanente bålpladser altid sløjfes efter brug. Således skal evt. bålbander fjernes, og de opgravede tørv lægges tilbage så pænt som muligt, således at der ikke efterlades huller eller nøgen jord. Det kan ofte være en fordel at lade kul og aske blive liggende i et jævnt lag under tørvene, og/eller at hente jord andetsteds fra til at efterfylde hullet med inden tørvene lægges på plads, så tørvene efter endt sløfning ligger 1-2 centimeter over jordniveau. Hvis ikke tørvene hæves vil der med tiden komme en fordybning der hvor bålpladsen har været, da den forstyrrede jord vil synke lidt sammen over de følgende måneder. Sådanne fordybninger kan dels være uskønne på en ellers velholdt lejrplads, dels være upraktiske, da der således er mindre jævnt areal at rejse telt på i fremtiden, og endelig være en risiko for ankel- og knæskader for den uheldige vandringsmand, der måtte træde i hullet en dag. På samme vis kan det være en god idé at hakke tørvene groft i stykker, når de er lagt ordentligt på plads, for ikke at efterlade firkantede "jordklumper" på lejrpladsen; sådanne hakkede tørv vil have lettere ved at gro over med græs og falde hurtigt tilbage til et naturligt udseende.

Hvis lejren afholdes i en regnfri periode kan det være en meget god idé at vande tørvene grundigt efter endt sløjfning (samt periodisk i den tid, tørvene ligger hen), for at give græsset de bedst mulige betingelser for at gro op igen. I modsat fald risikeres en plet med vissent græs til at markere hvor bålpladsen engang var.