Dansk Spejderkorps Sydslesvigs historie

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Historien bag Dansk Spejderkorps Sydslesvig er nok atypisk og alligevel ikke. Da korpset blev grundlagt - 10. august 1919 - var første verdenskrig slut året før, og den endelige grænsedragning mellem Tyskland og Danmark ikke fastlagt endnu. Der kom først en folkeafstemning 10. februar 1920, der skulle afklare hvor det var mest belejligt at trække den nye grænse.

Selv om området havde været tysk siden 1864, var der stadig et dansk mindretal, der holdt forbindelsen til Danmark ved lige. Der blev sejlet feriebørn fra Flensborg til Danmark, og med dette skib ankom et par danske spejdere i grønne uniformer til Flensborg. Dette vakte nysgerrighed, og et par Flensborgdrenge tog med til Danmark for at lære dette spejderi nærmere at kende. I bogen Barn i Flensborg 1890-1920 fortæller Svend Johannsen at hjuldamperen Ægir stod ind i Flensborg havn 7. maj 1919, og man diskuterede ivrigt hvad det var for unge uniformerede mænd med bare knæ, der stod oppe på broen. Man gættede på skotske krigsfanger, men fandt snart ud af hvad spejdere var for nogle størrelser. De var i øvrigt fra Fredericia under ledelse af en københavnsk tropsfører Ejner Jørgensen. I Pinsen var det Svend Johannsens tur til at komme på ophold i Danmark, og han oplevede en spejderlejr ved København, inviteret af førnævnte tropsfører Jørgensen. Det var i maj, og i juni besøgte han spejderne i Fredericia, i juli Trelde-Næs-lejren, og i august kunne Flensborg-spejderne officielt deltage i Wedellsborg-lejren med førere og det hele. I januar 1920 fik han ordnet en biltur til Kolding, så han kunne smugle en vognfuld spejderuniformer til Flensborg. De var sendt fra depotet Lønberg i København 'til betaling efter genforeningen', men det kom jo aldrig på tale med Flensborg. Senere i fortællingen fortæller han om de problemer, han havde med at få udleveret en pakke Danske Drenges Sangbog fra toldkontoret.

I Spejderminder skriver Hans M. Futtrup videre om korpsets første år, at man hurtigt kom op på ca 300 spejdere i Flensborg. Disse drenge fandt hurtigt ud af at man kunne gøre nytte i mindretallets lokalsamfund som bl.a. ordonnanser, hjælp til de danske møder m.m. Ikke spejderarbejde som vi kender det i vore dage, men en hjælpsom og nyttig indsats hvor det var nødvendigt. Drengene i de blå og gule uniformer var et tydeligt tegn på danskheden i Nordtyskland og de blev hurtigt en selvfølgelig del af det danske arbejde.

I 1920 kom der lidt gang i pigespejderarbejdet, men det blev en hård start, og der kom først egentlig vind i sejlene i 1921, og både drenge og piger kløede på med det egentlige spejderarbejde. Da den første kontakt med spejderarbejdet var gennem KFUM-spejderne i Danmark, følte man sig mest som KFUM-spejdere (og uniformerne var faktisk en overgang grønne), men ret hurtigt måtte man erkende at det var mest praktisk at danne sit eget korps ud fra de forudsætninger, der var syd for grænsen. At det var et dansk spejderkorps var der ingen tvivl om. Der var bedre kontakt til de danske spejdere end til de tyske, både i hverdagen og i forbindelse med lejre og turneringer. Det skortede ikke på forsøg på samarbejde med de tyske spejdere - begge parter ville gerne, men de danske ville ikke slække på danskheden i korpset, og tyskerne ville helst at de gjorde.

Spejderarbejdet tog form, men der var begyndervanskeligheder. Manglen på ledere fik et par lærere fra Duborgskolen til at træde til - helt uden forudsætninger. Det var ikke helt dårligt, der blev endda oprettet et par rene skoletroppe. Efterhånden blev nogle af de første spejdere så gamle at de kunne træde til som ledere - ja en enkelt nåede endda senere så langt som til korpschef.

Selve korpsstrukturen var noget lemfældig fra starten - det måtte komme senere. I 1925 blev der dannet et korpsråd af alle lederne samt repræsentanter fra forældrene, skolen og kirken. Nye ledere skulle godkendes af korpsrådet.

I første halvdel af 1920'erne blev der etableret et spejderorkester, der fik sin plads i Heimdal-troppen. Der er stadig et orkester i Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Videre i 1920'erne kom der flere spejdere til i regionen. Udover de første 3 troppe i Flensborg kom der flere til i andre byer, bl.a. Slesvig. De første spejdere var efterhånden blevet ældre, så en roverafdeling blev oprettet.

Da næsten alle ture gik til Danmark, opstod et ønske om en egen hytte, og en sådan blev anskaffet i Kollund Strand, under en halv times gang fra grænsen over Skomagerbro ved Wassersleben/Kruså.

I 1933 ændres navnet fra Dansk Spejderkorps, Flensborg til Dansk Spejderkorps Sydslesvig, og Flensborg pigespejdertrop kom med i korpset. (Enkelte kilder siger 1931).

Samme år kom Nazismen for alvor til Tyskland. Man forsøgte at presse danskerne ud af de danske skoler og foreninger, men selv om nogle bøjede sig, avlede trykket modtryk og der blev faktisk flere spejdere ud af det. Man oprettede endda et korpsblad med navnet Ravneskriget, idet korpsets banner var en ravn på rød dug.

Sidst i 1930'erne kom krigen med al sin gru. Mange af lederne blev indkaldt, men nye kræfter tog over. Hitler Jugend gjorde sit for at gøre det surt for spejderne - det kom endda til korporligheder. Alle tyske drenge over 10 år skulle være medlem af Hitler Jugend og pigerne af det nazistiske pigekorps BDM, men sært nok fritog et medlemskab af lige netop de danske spejderkorps børnene for dén oplevelse. Som krigen skred frem blev drenge ned til 16 år indkaldt, og pigernes ledere også, så spejderne måtte selv hutle sig igennem, hvor andre ikke trådte til. Ved krigens slutning var der ca 200 spejdere i korpset.

Efter krigen blomstrede korpset op - tilstrømningen til alle danske foreninger var stor - og man måtte dele korpset op i et drenge- og pigekorps i 1946[1] (Det Danske Spejderkorps Sydslesvig og Det Danske Pigespejderkorps Sydslesvig). Disse 2 korps blev forenet igen 12. maj 1972.

De første år efter krigen var præget af Tysklands nederlag. Hans Futtrup fortæller om en stor ammunitionseksplosion på Flensborg Havn, hvor englænderne ikke ville tillade det tyske politi og andre tyske myndigheder adgang til katastrofestedet, men inden 5 minutter efter eksplosionen var samtlige spejdere mødt til beredskab - de ældste ved selve ulykkesstedet og de øvrige hvor de ellers kunne gøre nytte ved evakuering af beboere og hvor de ellers kunne hjælpe i en by hvor antallet af huse med hele vinduer var temmelig overskueligt. Spejderne fik lov til at yde al den hjælp de kunne med oprydningen, og blev endda nævnt i den engelske dagsbefaling og fik lov til at marchere gennem byen med fane.


Kilder og eksterne henvisninger

  • Spejderminder, afsnittet om dansk spejderarbejde i Sydslesvig v/Hans M. Futtrup.