Estrid Ott
Estrid Ott, født Hansen-Ott (14. maj 1900 - 19. maj 1967) var en dansk forfatter. Hun blev student i 1919 fra Ingrid Jespersens Pigeskole i København. Hendes far var journalist og direktør ved Politiken og moderen var forfatter. Hun blev uddannet journalist og fungerede i en årrække som korrespondent i udlandet både før sit ægteskab i 1922 og efter, da parret var bosat flere steder i verden indtil de i 1933 vendte hjem til Danmark. Hun rejste meget og blev på den måde inspireret til sine børnebøger, men alvoren kom også til udtryk, bl.a. var hun krigskorrespondent under vinterkrigen i Finland i 1939 og udgav en bog om de finske lotters indsats.
Spejderlivet
Estrid var spejder i København i 1ste By Trop 1ste patrulje, der var en såkaldt vandrepatrulje. Hun var en meget engageret spejder, og da Spejdernes Magasin (blad) begyndte at udkomme i 1916, fik hun lov til at redigere et par sider med stof til pigespejderne, selvom de på det tidspunkt var ved at blive mere selvstændige som et særskilt korps.
Som 17-årig tog hun sammen med sin patrulje initiativet til at starte et blad for DDP's 650 medlemmer, og sammen med patruljekammeraten Lis Bang redigerede hun bladet Pigespejderne i 1918 og 1919, ligesom hun i 1919 udgav Spejderminder, et tilbageblik på hendes egen spejdertid. Sin uddannelse påbegyndte hun i 1919 på Vestjyllands Folkeblad, og i den tid hun derfor boede i Varde, var hun tropsfører for pigespejderne dér. Som korrespondent for Berlingske rejste hun året efter verden rundt i spejderuniform - hun ville vise at man som spejder kunne klare sig selv overalt.
Forfatterskabet
Estrid nåede at skrive knap 90 bøger, de fleste under eget navn, men hun benyttede 2 pseudonymer: Peter Vandresen og Magnus Moen.
De fleste bøger er børne/ungdomsbøger, men mange også læseværdige for voksne. Hun er nok mest kendt for sine bøger om den portugisiske gadedreng Chico, og den senere filmatiserede bog De Pokkers Unger, der har opnået status som klassiker.
Hendes første to bøger fik hun udgivet allerede i 1917; Leg og Løjer og Nisseriget. At hun var en anelse forfordelt kan nok ikke diskuteres; hendes mor var forfatter, og hendes far var direktør ved dagbladet Politiken, hvortil Estrid skrev ungdomsstof i sin gymnasietid. Hendes tredie bog, Spejderminder fra 1919 omhandler hendes egen spejdertid. Ved udgivelsen var hun tropsleder og hendes engagement i spejderbevægelsen holdt sig i mange år og prægede hendes liv og forfatterskab. Hun var en af de forfattere, der i litteraturen kaldes Spejderforfatterne. På trods af hendes store produktion, var der forbløffende få bøger, der berørte spejderbevægelsen dybere - hendes fokus var mere på børn og unges vilkår i de forskellige kulturer. Hendes hovedpersoner er gerne piger, der er selvstændige og selvhjulpne, oftest nærmest ledertyper.[1]. Gennem forfatterskabet ændrede Ott fokus; bøgerne fra 1920'erne omhandlede gerne borgerklassen og bymiljøet, mens de senere bøger beskrev lavere og lavere sociale lag.[2]