Frants Blom

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Frans Blom i 1922

Frans Blom, (døbt Frants Ferdinand Blom), 9. august 1893 i København23. juni 1963 i Mexico var en dansk arkæolog og opdagelsesrejsende. Han er mest kendt for at have udforsket ruinerne af de gamle maya-byer.

Frants voksede op i et bedre borgerhjem - med tjenestefolk og stor lejlighed i Frederiksstaden i København (Dronningens Tværgade). Han var barnebarn af storentreprenøren Julius Blom. Skolegangen var i de første år i hjemmet med udenlandske guvernanter, men foregik senere i Krebs' Skole og Rungsted Kostskole.

Spejderbevægelsen

Gennem skoletiden og gymnasietiden var den unge Frants en lidt usikker dreng, der savnede et sted at falde til og rigtige venner. Han overvejede selv KFUM, men da spejderbevægelsen blev kendt i 1909 var han med til at stifte en patrulje på Rungsted Kostskole, omtrent samtidig med at Ove Holm dannede patrulje på Gammel Hellerup Gymnasium. Undervisningsmiljøet på de to skoler var i øvrigt meget lig hinanden. I sine erindringer skrev Frants, at de på en tur stred sig frem i en snestorm og mødte der en anden gruppe spejdere på tur: Det møde gjorde meget for at sætte gang i spejderbevægelsen i Danmark.

Hvor der har været meget fokus på Gammel Hellerup Gymnasium i forbindelse med spejderbevægelsens start, skal man ikke glemme Rungsted Kostskole, hvor skolebestyrer Skovgaard-Petersen fik en plads i korpsrådet ved oprettelsen af DDS i december 1910.

I spejderbevægelsen faldt Frants til ro. Han var 16 år da han startede i patrulje, og som nybagt student deltog han på patruljeførerkurset Stokkebjerglejren i sommeren 1911 som den ene af de 6 instruktører, da han i mellemtiden var blevet tropsfører. Senere samme år var Robert Baden-Powell på tur rundt i Skandinavien, og efter Oslo og Stockholm kom turen til at besøge København. Der var opvisning på Ermelunden 4. september med 400 spejdere, og da Frants havde en klassisk højborgerlig skolegang bag sig, var hans engelske så godt at han blev udpeget til at være adjudant for B-P. Disse 3-4 dage i så nær kontakt med B-P betød uendeligt meget for ham.

Den første krise med spejderchefen Cay Lembcke kom samme efterår, hvor Blom og de fem andre instruktører fra Stokkebjerglejren havde fået nok af Lembcke og hans ledelsesstil, og dannede Tropsførerforeningen.

Han har sikkert været i handelslære i Nykøbing Falster 1911-1912, for her finder man ham som tropsfører for 1. Nykøbing Falster Trop. 17. marts blev Frants tildelt Sølvulven for 'særlig udmærket spejdervirksomhed' ved en parade på Rosenborg excercerplads[1]. Samme år fik spejderchefen Axel Liljefalk og pigespejderpioneren Inger Dalhoff-Nielsen også Sølvulven. Det var de tre allerførste uddelinger af Sølvulven.

I august 1913 deltog Frants på en større spejderlejr ved Nieuport Bains i Belgien. Han var gennem sit bekendtskab med B-P inviteret med som tolk, da der var 350 engelske spejdere i lejren og en del belgiere. På denne rejse besøgte Frants det Kongelige Bibliotek i Bruxelles for at studere middelalderens håndskrifter. Denne lejr oplevede en grufuld hændelse; en spejder druknede ved stranden, og i forsøg på at redde ham, druknede ligeledes hans storebror og en livredder. Således skrev Frants i sine erindringer, men samtidige artikler i September 1913-nummeret af Headquarters Gazette beskriver kun een druknet spejder, og i eftersøgningen efter hans lig druknede en belgisk spejderleder. Andre artikler nævner kun lederens død.

Voksenlivet

Frants aftjente sin værnepligt 1914-15 med 1½ år i Søværnet. Derefter studerede han lidt løst kunsthistorie, der optog ham en del, og i den forbindelse foretog han flere rejser rundt i Europa under og efter 1. verdenskrig. Han blev også glad for det søde liv på d'Angleterres dansegulv og rundt om i nattelivet, ligesom han besøgte jet-settet i andre storbyer, bl.a. Stockholm. I den periode skiftede han sit fornavn ud til Frans, da han ikke brød sig om at hedde præcis det samme som den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, hvis nedskydning blev den gnist, der startede 1. verdenskrig.

Flere af de unge 'palmeløg', der festede i d'Angleterres Palmehave, tillagde sig en overdreven ekstravagance, der til sidst blev for meget for deres højborgerlige og velhavende familier. Frans fulgte en let skjult opfordring til at søge udfordringer udenlands, og han valgte Mexico ud fra sin nærmest blanke viden om landet og sproget. Det blev lidt af en udfordring, men hans gå-på-mod, sproglige sans og evnen til at netværke gav ham med tiden gode forudsætninger for at blive en del af olieeventyret.

Han havde ikke helt glemt spejderne - efter han ankom til Mexico i marts 1919 har han skrevet et rejsebrev hjem til Spejdernes Magasin.

Olieeventyret

Det var meningen at han i Mexico skulle deltage i det olieeventyr, der var i sin vorden i de kystnære og skovrige dele af det sydlige Mexico. Han tilbragte en del tid i Veracruz og Mexico City før han fik et egentlig arbejde, og der var han sjakbejs for et hold mexicanske arbejdere, der skulle etablere lejre og forposter til de, der foretog den egentlige eftersøgning efter olieforekomster. Han blev hurtigt vellidt blandt de indianske arbejdere, da han hurtigt havde lært spansk og reelt interesserede sig for deres levevis og velbefindende. Det var egentlige transportopgaver han udførte i begyndelsen - bl.a. skulle de nedlægge en jernbanelinje og fragte skinnerne tilbage til der hvor de nu skulle bruges. Arbejdet ude i urskoven passede ham fint, men i starten var han lidt beklemt ved landets situation med regionsvise oprør, landevejsrøvere og lokale generaler med lejesoldater.

I en periode var han administrativ medarbejder, tilsynsførende for udlosning af olieprodukter, regnskabsfører med udbetaling af løn til mange hundrede arbejdere og andre jobs, og han blev kendt som en, der fik arbejdet fra hånden. Han fik mere ansvarsfulde jobs i skoven igen - med planlægning af ekspeditioner ud i skovene og udførelse af samme. Han flyttede ud i de små lejre, boede under meget primitive forhold under palmebladstag og i telt. Han nød skovens ro og den frie tilværelse, hvor arbejdet ganske vist skulle gøres, men der var også tid til jagt og læsning. Når han en sjælden gang imellem var inde i byen hos firmaets ledere, gjorde han et stort nummer ud af at beskrive de primitive forhold, og alle havde ondt af ham. De fleste europæere/amerikanere holdt sig i byerne eller de større lejre, og når de endelig kom helt ud i skovene, fik de gerne en måske lidt værre oplevelse end egentlig nødigt, for - som Frans skrev i sine breve og dagbøger - det gav ham gerne lidt mere i lønningsposen.

Omkring nytåret 1921/1922 blev han sat til at lede en række ekspeditioner ind i urskoven i Tabasco-provinsen - dels til allerede kendte steder og dels til forholdsvis ukendte områder rent geologisk. Turene foregik med kanoer, bærere og muldyr/heste, alt efter terrænets beskaffenhed, og Frans' opgave var at holde styr på udrustning, proviant og de indfødte bærere/vejvisere, men han lærte en del af geologernes og landmålernes håndværk til at være med dér også. Ekspeditionens formål var at kortlægge området geologisk for at kunne vurdere, om og hvor der skulle bores efter olie. På disse ekspeditioner kom de ind i egentligt maya-område, og han undersøgte de ruiner, han passerede, og gennemså forskellige figurer og andre fund, som de lokale havde stående. Han købte kun det mere specielle, og beklagede at ofte var indianerne ligeglade med alle de gamle ting og gav dem til deres børn som legetøj, hvorved det som regel gik tabt.

I slutningen af april passerede ekspeditionen ruinbyen ved Tonina (22/4) og tempelruinerne ved Palenque (26/4), hvor ruinerne i den grad bjergtog Frans. Da ekspeditionen var ovre nogen tid senere, besluttede Frans at sige olieeventyret farvel og fordybe sig i mayaernes kultur. Han blev ansat ved Mexicos nationalmuseum, der finansierede et par ekspeditioner, og med sin sædvanlige sans for at netværke, fik Frans snart bekendte de rigtige steder. Han læste arkæologi ved Harvard-universitetet i USA, og blev ansat på Tulane University i New Orleans, der sendte ham på ekspeditioner i Mexico. Han videreudgravede Palenque, opdagede mayaruinen Uaxactun i Guatemala og fordybede sig i olmekernes bykultur, der var forløber for mayaerne. Han blev ramt af et alkoholmisbrug i forbindelse med en skilsmisse, og blev fyret fra universitetet. Han flyttede fast til Mexico, hvor han fortsatte sine videnskabelige ekspeditioner, nu blot for den mexicanske regering.

Casa Na Bolom - jaguarens hus

Frans og Trudi Blom i den mexicanske jungle.

Frans Blom mødte fotografen Gertrude (Trudi) Duby (1901-1993) i 1943. Hun var året før faldet for et folkeslag af mayaernes efterkommere, der boede isoleret i Lacandonjunglen nær grænsen til Guatemala, og arbejdede for at bevare deres kultur. Frans og Trudi blev snart gift, og købte i 1950 en forsømt ejendom, som Frans døbte (Casa) Na Bolom. (Jaguarens hus - Bolom betyder jaguar, og var Frants' kælenavn fra hans tidlige ekspeditioner i junglen på grund af ordspillet Blom/bolom). Frans døde i 1963, og Trudi boede fortsat i Na Bolom i San Christobal de la Casas, og fortsatte det store arbejde, parret sammen havde lagt i sydøstmexicansk kulturbevarelse. Huset er nu et museum, hotel og et forsknings- og kulturcenter for mayaernes efterkommere, og drives i ægteparret Bloms ånd.


Da Trudi døde i 1993, blev hun begravet ved siden af Frans i San Christobal de la Casas. I 2011 blev de begge gravet op og flyttet til landsbyen Naha i lacandon-junglen 100 km længere østpå i den mexicanske delstat Chiapas, hvor parret havde en lejr, og hvor de havde ønsket at blive begravet.

Eftermæle

Calle Frans Blom i San Cristóbal de las Casas i Mexico.

En ca 1 km lang gade, der begynder på nordsiden af den karré, hvor Na Bolom ligger, hedder Franz Bloom på Google maps, mens vejskiltene er bedre stavet: Calle Frans Blom.

Helt tilbage i 1950 fik Frans og Trudi en ung pige i huset - en pige som de tog til sig som en datter. Det var Beatriz Mijangos (Doña Beti), som hurtigt overtog køkkenet. Dér var hun stadig i 2014, hvor der blev lavet en kogebog med 26 af hendes opskrifter - mad, som Frans Blom foretrak det, stærkt inspireret af hans tid på ekspeditioner i junglen med gryder over et lejrbål. Kogebogen rummer tillige en kort beskrivelse af Frans' og Trudis liv og gerninger.

Kilder og eksterne henvisninger