Fundraising

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Fundraising er fællesbetegnelsen for at rejse penge til et formål - oftest et specifikt formål som renovering af spejderhytten eller tilskud til en særlig dyr sommerlejr. Visse spejdergrupper har en pæn indtægt via forskellige former for lodsedler, lillebrorlodder eller loppemarkeder, og gør det til en årlig begivenhed - også med socialt formål - for spejderforældre og flinke folk i nabolaget.

Man kan skelne mellem to former for fundraising: Den interne, hvor man samler ind ved forældrearrangementer og den eksterne, hvor støtten kommer fra det omgivende samfund (kommuner, fonde, firmaer, nabolaget). Der er ikke meget ide i at lave en intern fundraising til en dyr sommerlejr - det er jo alligevel forældrene, der skal betale gildet i sidste ende. Det er også svært for små grupper at nå ret langt indenfor forældregruppen.

Foruden de ovenfor nævnte aktiviteter, kan man evt. sælge juletræer. Det kræver blot en stensikker opbakning til at passe salget - hver dag op til jul. Tilladelser skal indhentes, leverandør skaffes og et egnet sted med indhegning (kan lejes hos byggemarkeder eller måske lånes af en entreprenør).

Når man alligevel skal ud at synliggøre sig, kunne det være fristende at slå to fluer med eet smæk: En fundraising-aktivitet sammen med en hvervekampagne. Få lov til begge dele i det lokale butikscenter eller lignende, måske koble sig på en kulturdag eller kulturnat i området. Så kan børn prøve nogle spejderaktiviteter, og lidt glad børnelatter er fremmende for voksne med lidt småpenge på lommen. Bemærk at visse arrangementer ikke tillader at man tjener penge på aktiviteter, for eksempel er det almindeligt ved Store Legedags-arrangementer.


Eksterne henvisninger