Gammel Hellerup Gymnasium

Fra SpejderWiki
Version fra 20. jun. 2018, 18:32 af Jørgen (diskussion | bidrag) Jørgen (diskussion | bidrag) (lidt fra skoleliv GHG 1943)
Spring til navigation Spring til søgning
Bygningen, hvor Gammel Hellerup Gymnasium lå i 1909. Den gang havde bygningen tagryg, idet rektors lejlighed på øverste etage havde skrå vægge.

Gammel Hellerup Gymnasium blev oprettet i 1894 som privatskole kun for drenge. Oprindeligt var navnet Hellerup Real- og Latinskole, men skiftede navn til Hellerup Gymnasium i 1903. I 1919 opstår en pigeskole i nærheden med samme navn, så navnet skiftes endnu en gang - denne gang til Gammel Hellerup Gymnasium for at slå fast at de var der først og ikke har tænkt sig at vige.

Skolen var en gymnasieskole med mellemskole (1. - 4. mellem) og gymnasium. I dag svarer det til ca 6. - 9. klassetrin + 1.G - 3.G.

Hans Hartvig-Møller var nystartet skolebestyrer i 1909 og havde mange nye tanker at sætte i søen i sit nye hverv. Han lancerede landets første elevrådsvalg (og elevråd) 6. november 1909, ligesom han havde stor tillid til at de unge drenge selv kunne tænke og forholde sig til egen læring. Skolen måtte gerne blive drengenes 'andet hjem', hvis de havde brug for at lave skolearbejde efter skoletid. Rektor selv boede i skolens tagetage, og hans hjem var altid åbent for eleverne, både i og udenfor skoletid.[1]. Der var mange tillidshverv på skolen - ca en trediedel af alle drengene havde et mindre ansvarsområde - om det var at holde ro på legepladsen, som gangvagter, holde styr på glemte sager - ja endda en 'forsentmand', der hængte en liste op, som de elever, der kom for sent selv kunne skrive sig på. Tillid og ansvar var kerneværdierSkoleliv på Gammel Hellerup Gymnasium af Gamle Drenges Råd 1943 s. 18</ref>.

Over skoleporten stod Memento Vivere - husk du skal leve[2].

Skolen lagde lokaler til Oscar Hansens foredrag 19. november 1909 om det nye engelske begreb Scouting, og var også stedet hvor det, vi betragter som den første spejderpatrulje, påbegyndtes dagen efter, det der senere blev til Det Danske Spejderkorps.

Svend Spejder, bedre kendt som landsholdsspilleren Sven V. Knudsen, var adjunkt og lærer på skolen, ligesom lærerstaben gennem tiden rummede Tage Carstensen, Klavs Vedel og Gunnar Jørgensen. En anden lærer - Torben Brix - var tropsleder i 7. Østerbro trop, også kaldet Concordia[3].

Skolen var oprindeligt en drengeskole - den første kvindelige student var Kirsten Hartvig Møller (rektors datter), der fik huen i 1922. Siden da var skolen også for piger.

Den gang havde skolen lokaler på Frederikkevej 8 i Hellerup, men flyttede i 1956 til nye og større bygninger på Svanemøllevej på arealet, hvor landstedet Hellerupgård havde ligget indtil 1954. Skolen overgik til statsgymnasium i 1919 og Hans Hartvig-Møller skiftede stilling fra skolebestyrer til rektor på skolen, og blev dermed statstjenestemand. HHM forblev rektor til 1943, hvor han pensioneredes som 70-årig og flyttede til en lejlighed i Nyhavn.

Skolen blev til amtsgymnasium i 1986, og i 2007 blev den, ligesom andre gymnasier, en statslig selvejende institution med en bestyrelse som øverste myndighed.

Bygningen på Frederikkevej 8

I 1957 købtes bygningen af Landsforeningen mod Børnelammelse (se plaketten herunder).

I dag forefindes Københavns Erhvervsakademi på adressen.

Den nyeste af de 2 tavler på skolens gavl. Teksten lyder: ANNO 1957 erhvervede Landsforeningen for Børnelammelse (polio) gl. Hellerup Gymnasiums tidligere skolehus. Efter en gennemgribende ombygning indviedes bygningen den 27. april 1962 som landsforeningens afdeling for arbejdsprøvning af fysisk handicappede.
En af to tavler på skolens gavl. Teksten lyder: I dette skolehus stiftede rektor H. Hartvig Møller den 20. november 1909 den første spejderpatrulje i Danmark og indførte derved spejdersporten og lejrlivet i danske drenges barndoms- og ungdomsliv. Paa tyveårsdagen indmurede Det Danske Spejderkorps denne tavle på Gammel Hellerup Gymnasium til ære for og som tak til Hans Hartvig Møller.


Kilder og eksterne henvisninger

  1. Bogen om Hans Hartvig-Møller, redigeret af Mogens von Haven, Gamle Drenges Forlag 1999, ISBN 87-987363-0-2
  2. De glade barndomsdage af skuespiller Mogens Brandt s. 112
  3. De glade barndomsdage af skuespiller Mogens Brandt s. 100