Hergé

Fra SpejderWiki

Georges Prosper Remi, kendt som Hergé, (22. maj 1907 - 3. marts 1983) , var en belgisk tegner, kendt for tegneseriefiguren Tintin.

Buste af Hergé i Angoulême

Han begyndte som spejder i 1920 i Ixelles (med navnet Nysgerrige Ræv), og skiftede samme år til en katolsk skole - Institut Saint-Boniface - hvorfor han også skiftede til den spejdergruppe, der var i forbindelse med denne. Det betød også et korpsskifte fra Boy Scouts de Belgique til Fédération des Scouts Catholiques. Han havde hele sin barndom øvet sig i at tegne, og i 1923 dekorerede han hele sit patruljelokale. Hans tidlige tegninger havde overvejende relation til spejdere, og han tegnede meget til Jamais Assez (Aldrig nok), skolens spejderavis, og snart også i Le Boy-Scout Belge, Belgiens månedlige spejderblad.

I juni 1922 deltog han på korpslejr ved den belgiske by Tournai, og her tegnede Georges løs af alt - teltindretning, lejrpladser og byens bygninger. I august var han atter på spejderlejr, nær floden Semois. Her Skrev han endnu en spejderlejr ind i sin dagbog: Tyrol 27/8-18/9. Her oplevede han det maleriske landskab med arrene fra 1. verdenskrig, og havde talrige tegninger med hjem.

I skolen tegnede han i margenen på både stilehæfter og lærebøger. Han var flittig bidragyder til spejderbladene, og nød samtidig livet som patruljefører for tolv spejdere. Blandt dem var en senere dramatiker, Paul Van Stalle, og to andre, som Georges senere kom til at arbejde meget sammen med: José De Launoit, som han stiftede et reklamebureau sammen med i 1934, og Philippe Gérard, som han skrev synopsis til Ottokars Scepter sammen med.

1923 gik med skolegang, spejder - og tegning. Han prøvede nye stilarter af og tegnede på livet løs. I april arrangerede bladet Le Boy-Scout en udstilling, og i afdelingen for bladets tegnere udstillede Georges en pæn samling tegninger - både dem til bladet og andre af hans skitser, bl.a. dem fra Tyrol. Ved siden af Georges udstillede den lidt ældre tegner Pierre Ickx sine arbejder. Ickx har nærmest været mentor for andre spejdertegnere, og tog sig også¨lidt af den unge Georges med råd og kritik i dennes første par år på bladet.


I 1924 antog han kunstnernavnet Hergé, der er den franske udtale af hans initialer RG.

Hans første egentlige serie hed Totor (Le Boy-Scout Belge, 1926) og havde undertekster. Serien handler om en belgisk spejderpatruljes eventyr. Den senere Tintin minder meget om Totor, bare med hårtotten. Spejderlivet gav Hergé meget inspiration, og specielt spejderånden prægede hans produktion. Efter skolen fik han arbejde ved en katolsk avis, og efter et par år i militæret vendte han tilbage til avisen og var med til at indføre et ugentligt børnetillæg, hvor han ændrede sin Totor til Tintin, gjorde ham til journalist og gav ham en vilter hårtot. Han sagde selv at forbilledet for Tintin var hans egen lillebror.

Dessin d'Hergé présentant la vie scoute et la vie "bourgeoise"

Det påstås, blandt andet af en førende belgisk Tintin-ekspert (Philippe Goddin), at en del af inspirationen til Tintin kom fra den danske spejder Palle Huld[1]. I 1928 vandt den 15-årige Palle Huld en konkurrence i dagbladet Politiken. Han skulle rejse jorden rundt for at se, om man kunne gøre det hurtigere end i Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage. Palle brugte 44 dage! Ved hjemkomsten blev han modtaget og hyldet på Rådhuspladsen. Historien blev bragt i aviser verden over, og den bog, Palle skrev om sin rejse, blev hurtigt oversat til 11 sprog. Tre måneder efter havde Tintin premiere i avisen Le vingtième siècle.

Hints i Tintinmateriale

I Tintins oplevelser: Enhjørningens Hemmelighed (Steven Spielberg) ser man først i filmen en del af Tintins lejlighed. På væggen hænger en blå vimpel, angiveligt fra WOSM JAMBOREE 1948 (i et design, der læner sig tættere op ad BSA's Boy Scout Jamboree 1957 end den faktuelle vimpel fra 1947. Det er ret sikkert en hilsen fra Spielberg, der selv var spejder og fik et af sine duelighedstegn ved at lave en kortfilm. Han skulle blot lave en fotoserie, men hans fars kamera var i stykker, så han lånte hans 8mm filmkamera i stedet[2]. Spielberg opnåede iøvrigt at blive Eagle Scout. Hergés egne tegninger i den originale tegneserie viser ingen vimpel - endsige noget andet pynt på væggene.

Kilder og eksterne henvisninger