Hjælp:Wikihacks

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Denne side om Wikihacks er en lille pose overblik og tricks til din vej ind i Wikiuniverset. Nogle af tingene er basale wiki-funktioner, mens andre måske får dig til at se en wiki som et anderledes og langt bedre værktøj.

Wikilinks
er nok det mest grundlæggende og de fleste bekendt; at alle artiklerne kan bindes sammen på kryds og tværs ved at gøre nøgleord til links, der fører til artiklen om lige præcis det emne. På den måde kan du med det samme få uddybet ukendte begreber i den tekst, du er ved at læse. Et lille trick er at holde CTRL-knappen nede, mens du klikker på linket - så åbner den nye artikel i et nyt faneblad. Så kommer du ikke for langt væk fra den oprindelige side, du er ved at læse. Sider, der ikke har links til andre sider, kalder vi for Blindgydesider. Det er ikke et absolut krav at der er links videre fra en artikel, men hvis der nævnes andre begreber, der er aktuelle, er det ønskeligt med links til disse. Omvendt; hvis du opretter en side, der ikke linkes til fra andre sider, er der ikke så mange, der finder den. Opret altid ud fra et velanbragt rødt link.
Interwikilinks
er links nederst i menuen til venstre. Hvis artiklen findes på et andet sprog i ScoutWiki Network, er der link til det dér. Når du skriver på en artikel, er det en god ide at undersøge om emnet behandles på et andet sprog og sætte bare eet link nederst i artiklens redigeringsvindue (for eksempel [[en:Tent]] i artiklen telt). Så vil der komme en bot forbi senere og tilføje andre sprogområder, der linker til den engelske artikel. Det er grunden til at der er en del artikler på den engelske SpejderWiki selv om der ikke er så mange aktive engelsktalende; det er et godt fællessprog. Bemærk at nogle kategorier også har interwikilinks, så f.eks. kategorien lege giver adgang til en oversigt over lege på de andre wikier.
Kategorierne
binder artiklerne sammen på en anden måde. Her samles alle artikler indenfor et emne, så man med et klik kan få et overblik over alle sider i f.eks. Kategori:Spejdercentre i Danmark eller Kategori:Bøger og blade. Vi tilstræber at alle sider på SpejderWiki er i mindst een kategori. Siden om Robert Baden-Powell er f. eks. både i kategorien Spejdere fra Storbritannien og forfattere. Bemærk at spejdergrupper er sat i kategori med den aktuelle division/distrikt/region, men samtidig i kategorien Kategori:Spejdergrupper i Danmark. Så har vi dem allesammen alfabetisk i en pærevælling, så vi kan se navnesammenfald og man kan lede efter en gruppe, man ikke helt har styr på hvad præcis hedder. Linket til en artikels kategori(er) findes allernederst på siden.
Geomærkning
Artikler om steder (lejrpladser, bygninger m.m.) prøver vi at få geomærket, så læseren kan finde stedet på et kort via de korttjenester, der linkes til i geomærkningen allerøverst til højre på den pågældende side. Se for eksempel hvor FDF Friluftscenter Sletten ligger: Klik dig ind på artiklen, find koordinatlinket øverst til højre på siden og klik dér. Vælg en korttjeneste på listen, f. eks. Google Maps og afgør om du vil se kort eller satellit-view.
Hvad linker hertil?
Ganske ligesom man kan klikke sig videre via links i artikelteksterne, kan man komme 'baglæns'. Ude til venstre i menuen under 'Værktøjer' kan man klikke på Hvad henviser hertil. Så kommer der en liste frem med de artikler, der indeholder links til artiklen. Det kan være meget nyttigt, hvis man vil arbejde lidt på at artiklerne bliver kædet ordentligt sammen, eller man skal flytte en artikel til nyt navn, og derfor godt vil ændre de indgående links til det nye navn. Hvis der ikke er nogen andre artikler, der linker til en artikel, kalder vi den forældreløs, og det kunne så være en opgave i sig selv at skabe links til den fra andre sider.
Seneste ændringer
Det er i bund og grund en log over de seneste ændringer på SpejderWiki. Du kan se hvem der har redigeret hvilke sider, og hvornår de gjorde det. Først i hver linje står der (forskel/historik). Klikker du på forskel, kommer et ændringsvindue frem med to spalter: De berørte afsnit i artiklen hhv. før og efter redigeringen. Her kan du nemt se hvad der er fjernet, ændret eller tilføjet. Hvis du derimod klikker på historik, kommer du til den pågældende sides historikside, hvor du kan se alle redigeringerne, der er foretaget siden siden blev oprettet. Hvis folk nu er omhyggelige med en ordentlig redigeringsbeskrivelse, kan du nemt følge sidens liv.
Historik
Alle sider har en historik, der kan kaldes frem ved et klik oppe på historikfanen. Her kan du følge sidens liv, og se ændringer og gamle versioner. du kan markere et spænd på en eller flere ændringer, og se den samlede ændring af siden ved at klikke sammenlign valgte versioner. Det er også her, man kan fjerne forkerte redigeringer ved at åbne den sidste, korrekte version og gemme den igen. Man kan ikke ødelægge noget på en wiki når alle versioner gemmes.
Redirects
kaldes også omdirigeringer. Det er en slags nemme trædesten, så man i skrivefasen kan slippe nemt om lange links. Hvis man linker til DDS bliver linket blåt, fordi siden findes (som redirect). Man bliver kastet direkte over på siden Det Danske Spejderkorps. Det sparer lidt tasteanslag og hjælper, hvis folk skriver DDS i søgefeltet i håb om at læse noget om korpset (her hjælper det at wikien som regel opfatter store og små bogstaver ens, så dds også giver et hit. Det er også nyttigt hvis en ting kan hedde flere ting eller har øgenavne. For eksempel redirecter siden Fedtfælde til Spildevandshul. Fra himlen er du faldet peger videre til Flagsang, hvor alle flagsange er beskrevet. Opdager man at en artikel egentlig er oprettet med en uhensigtsmæssig titel, kan den flyttes til en bedre titel. Som default efterlades en omdirigering, så forbindelserne imellem siderne ikke brydes indtil man får rettet linkene rundt om i siderne (om nogensinde;-)

Se også