Houens Odde Spejdercenter

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Houens Odde Spejdercenter
Houensodde.png
By Kolding
Ejer af grund KFUM-Spejderne
Korpstilknytning KFUM-Spejderne
Hjemmeside https://houensodde.dk/
Adresse Houens Odde 14-20
Postnr/by 6000 Kolding
Centerarbejder Houmænd


Houens Odde Spejdercenter er et spejdercenter ejet af KFUM-spejderne beliggende i Kolding. KFUM-spejderne fik i 1947 tilbuddet om at købe Houens Odde Spejdercenter og gennemførte aftalen året efter. Der er 70 hektar med bøgeskov og 20 hektar åbent land. På Houens Odde er der, foruden 15 lejrpladser rundt omkring på Odden i forskellige størrelser, flere forskellige hytter og faciliteter:

  • Gilwellhytterne
  • Stensgaarden
  • Aktivitetscentret
  • Roverknuden
  • Kidholmene, som er beliggende i sundet uden for Odden.
  • Kirken
  • Hättekåte
  • Bådebroen
  • Shelter

Houmænd

Houmænd er de frivillige medarbejdere på Houens Odde Spejdercenter. De er med til at vedligeholde centrets bygninger, materialer, lejrpladser og omgivelser, samt at afholde aktiviteter for centrets mange årlige gæster. Der er i øjeblikket ca. 100 Houmænd. En Houmand forventes at lægge 7 dags centerarbejde om året.

For at blive Houmand skal man være fyldt 18 år og være medlem af et internationalt anerkendt spejderkorps. Derudover skal man bruge 9 dage, hvor 2 af dem er med deltagende spejdere, i løbet af et år, samt have deltaget i Houmandskursus.

Efter hver arrangement er der en samtale med lejrlederen og den potentielle houmand. Hvis det viser sig at personen er egnet får den nye houmand en opfordring.

Historie

Arealet, hvor kursus- og spejdercentret Houens Odde ligger, er tilkøbt af flere omgange. Oprindeligt blev selve Houens Odde på 45 tønder land tilbudt spejderne i Kolding i 1947 af ejeren, gårdejer Sommer Daugaard, der ønskede at sælge. Formålet skulle være den weekendhytte, som forældrerådet for KFUM-Spejderne i Kolding søgte en grund til. Man kunne ikke få flertal i Kolding KFUM til købet, så man henvendte sig til korpsets hovedbestyrelse om at korpset kunne købe området til ledertræningscenter. Det blev vel modtaget, og det aftaltes at korpset bidrog med en beløb, men at Kolding købte området. Det økonomiske grundlag var slet ikke i orden for handlen, men inden første rate skulle betales, havde korpset holdt et lotteri, og Koldingspejderne havde tjent penge på en stor spejderudstilling i maj 1948. Overtagelsen fandt sted i 1948, og allerede samme år blev korpsets 7. landspatruljekonkurrence - Kampen om Æren - afholdt på området. Snart blev der også afholdt Rolandkurser på området.

Da området mestendels bestod af skov, kunne man forholdvis nemt (og bestemt billigt) skaffe rafter og brænde til korplejren i Fredericia i 1950, og da lejren var ovre, kom lejligheden til en egentlig indvielse af området. Dette skulle helst ske på korpsets fødselsdag 28. september, men det var på en torsdag, så søndag den 24. september blev Houens Odde indviet. De to totempæle, fremstillet af tømmer fra Odden og brugt på korpslejren, blev sat som en slags portal til området, og korpslejrens høje flagstang blev rejst på det, der siden er blevet kaldt 'Granes Høj'. Her plantede Jens Grane en eg, og selv om den havde svært ved at slå rod de følgende år, står der en eg, Jens Granes Eg den dag i dag.

Det var ikke nok med en grund - der skulle også bygninger til. Det var ikke nemt med Fredningsnævnet, men tilladelsen kom i hus, bare man byggede så det ikke kunne ses, og man ikke pillede ved skoven. De første bygninger var Gilwellhytten og to udhuse: Et materialehus og en cykelstald. Arkitekt på foretagendet var Emil Reinholdt Jensen. Men for at begynde et sted, blev den første bygning på Odden et redskabsskur. I vinteren 1952/1953 gik byggeriet for alvor i gang, og man var så heldigt stillet at man kunne fælde en stor del af tømmeret på stedet. Økonomien var slet ike i orden til et så stort byggeri, men da man havde tilsagn fra tipsmidlerne om 45.000 ud af de 80.000, byggeriet ville koste, og en fond, oprettet til formålet, skulle skaffe yderligere kapital.

Efter at grunden var blevet gravet ud og kælder støbt, skulle soklen sættes. Man havde fået den ide at hver af de ca. 300 spejdergrupper i korpset skulle bidrage med en sten til soklen, og snart strømmede der sten til, til stor fortrydelse for personalet på Eltang jernbanestation, der modtog stenene som stykgods. En stor del af stenene var forsynet med inskription. Grundstenen blev lagt 14. maj 1953, og selve hytten blev indviet så tæt på korpsets fødselsdag som muligt: Søndag d. 27. september 1953. Alt dette kunne lade sig gøre fordi man fik et pænt antal håndværkere på byggeriet samtidig med at der var mange frivillige hænder at trække på samtidig. Hver lejr, der var på området fik nogle timers gavntjeneste med enten byggeri eller arbejde på grunden.

Kilder og eksterne henvisninger