Knoblege

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Der er en del lege, der involverer knob, og de kan fint bruges som læringslege.


Blindeknob

Spejderne står/sidder patrulje/bandevis - alle har bind for øjnene. En leder/assistent pr. hold. Hver spejder har et knobreb parat.

Lederen binder et knob på sit knobreb og lader hver spejder føle på det i 10 sekunder. Når alle har følt, gives startsignalet, og spejderne skal binde det samme knob på deres eget knobreb. Den patrulje, der først har en spejder med det rigtige knob færdigbundet, får et point.

Legen gennemføres med et passende antal knob i passende sværhedsgrad. Husk evt. en lille præmie til vindende hold. Kan også bruges som et element i en længere tropsdyst.

Knobrundkreds

Spejderne står i en rundkreds. En spejder har knobrebet, og binder et knob. Han/hun kaster rebet for fødderne af en anden spejder, der skal sige knobets navn og om det er korrekt bundet, inden den anden spejder når at løbe rundt om kredsen og indtage sin plads igen. Den, der vinder, skal binde det næste knob.

Mørkeknob

Alle deltagerne har et knobreb. Når alle er parat, slukker lederen lyset imens et knob nævnes. Efter en afmålt tid tændes lyset igen, og der tælles op hvem der har bundet det rigtige knob korrekt. Kan varieres i sværhedsgrad med knobene og tiden der kan bindes i. Velegnet til konkurrence patruljerne imellem.