Ove Holm

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Postkort med Ove Holm i Axel Mathiesens streg. Datering tidligst 1925 på grund af korpsmærket. Bemærk sølvulven.

Ove Holm (21. januar 1894 - 2. december 1969) var patruljeleder i den første spejderpatruljeGammel Hellerup Gymnasium i 1909, og senere en betydende del af ledelsen i Det Danske Spejderkorps i en lang årrække.

I 1909 gik han i tredje mellem (8. klasse) og overværede dr. phil Oscar Hansens foredrag Scouting 19. november 1909. Dagen efter samledes han sammen med andre drenge fra klassen på rektor Hans Hartvig-Møllers kontor for at bede ham om hjælp til at komme i gang med spejderarbejdet. Han blev patruljefører for denne første spejderpatrulje, og sammen med rektor læste drengene Scouting for Boys hen over vinteren og gennem denne lærte de sig spejderfærdighederne.

Uniformer, spejderhatte m.m. måtte de bestille hjem fra England, hvor spejderbevægelsen var grundlagt året før. Et telt måtte de selv sy, og da de skulle lære at slå det op, blev det ikke på en plæne i nærheden - nej, det foregik med firetommerssøm i gulvet på rektors kontor....

Ove Holm blev student fra skolen i 1912, og fortsatte sit engagement i spejderbevægelsen under sine videre studier, hvor han iøvrigt også underviste på sin gamle skole. På Kalølejren i 1913 var han redaktør på lejrbladet Skonroggen og i oktober 1916 begyndte korpsets Spejdernes Magasin at udkomme med Ove Holm som redaktør.

Han blev færdig som cand. polyt. i 1919 og tilbragte derefter et par år i USA. Han vendte hjem til Danmark i 1923, hvor han blev ansat i den danske del af Ford Motor Co.

I 1924 var spejderkorpset lidt i krise. Spejderstriden havde splittet korpset i to og man havde lovet at arrangere den 2. verdensjamboree på dansk jord. Den største grund til korpsets splittelse, spejderchefen Cay Lembcke, havde forladt korpset i slutningen af 1923, og Ove Holm hjalp med ved samlingen af korpsene (Dansk Spejderforbund og Det Danske Spejderkorps) til eet. Han trådte til med kort varsel og overtog ansvaret for jamboreen, og fik i øvrigt posten som sekretær i korpsets forretningsudvalg. I 1926 blev han formand for forretningsudvalget og i 1931 tillige for korpsets bestyrelse. Flere steder står han optegnet som korpsets spejderchef fra 1924-1960, men han så sig selv mere som en praktisk leder, og gik kun modstræbende med til at blive kaldt spejderchef fra 1946 (enkelte kilder 1955).

Privat var han gift med Inger (Strix), der var flokfører i 1. Ordrup Flok. Hun blev Akelaleder i 1949.

Ove Holm havde også andre virkefelter. Han sad i en længere periode som formand for Herbergsringen[1].

22. februar 1957: Dronning Ingrid og Ove Holm ved festen for 100-årsdagen for B-P's fødsel

Dekorationer

Kilder og eksterne henvisninger

  • Ove Holm i Den Store Danske Encyklopædi
  • Det Danske Spejderkorps 1910-1935 - jubilæumsbog redigeret af sognepræst Frits Lerche, medlem af korpsets forretningsudvalg.
  • Spejderminder, 1961, redigeret af M. Friis Møller. Bog om den danske spejderbevægelses første 50 år - for alle korps.
  • Illustreret Dansk Konservationsleksikon 1936, Berlingskes Forlag.

Referencer

  1. Politikens Hvem-Hvad-Hvor 1942 s 540