Penns Breve

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Penns Breve, udgivet på Grønvirke i 1943, er en bog, skrevet af KFUK-spejdernes korpssekretær Inger Buchardt.

Bogen indeholder to små introduktioner til de fiktive personer Patt og Penn, der er henholdsvis modtager og afsender af de efterfølgende 30 breve. Stilen er muligvis bevidst kopieret fra Spejderloven - breve til en patruljefører af Roland Philipps, idet hvert enkelt brev er formuleret som velmente råd fra en tidligere tropsfører til en af hendes 'gamle' spejdere, der er patruljefører. Emnerne er ganske almene som venskab, loyalitet, kærestesorger m.m. og tænkes at inspirere læseren til et bedre personligt liv og spejderliv.

Ifølge forfatterens forord har det aldrig været tanken at udgive brevene samlet, hvilket indikerer at de nok har været bragt enkeltvis, sandsynligvis i KFUK-spejdernes Spejderbladet.

Inger Buchardt har tilegnet bogen til sin gamle tropsfører Johanne Uhrskov i taknemmelig erindring om de lykkelige spejderår i troppen 1920-1925.