Skjalm Hvide Division/Historien om Skjalm Hvide

Fra SpejderWiki
Version fra 7. aug. 2013, 13:24 af Jørgen (diskussion | bidrag) Jørgen (diskussion | bidrag) (smårep, exit kategori)

Historien om Skjalm Hvide

Skjalm Hvide.

Sjællandsk Jarl. Døde i en høj alder omkring 1113. Begravet i Fjenneslev, men blev senere ført til Sorø af Biskop Absalon. Han var sjællandsk stormand og ejede meget jordegods især på Sorø-egnen. Skjalm Hvide havde i lang tid (fra 1062) jarledømme på Sjælland.

I 1062 fulgte han Svend Estridsen i kampen mod Harald Hårderåde i Nis å, hvor han ifølge Saxo blev såret og taget til fange, men det lykkedes ham at undvige ved Gedesø.

Citat fra Saxo Grammaticus, Danmarks Krønike: ”Skjalm Hvide, som i sin Levetid havde hele Sjællands Stridsmagt under sig, blev haard saaret og omringet af en stor Mængde Fjender, saa han blev tagen til Fange, ikke fordi han havde tabt Modet, men fordi han mistede saa meget Blod, at Kræfterne helt svigtede ham. Og så stor Ærbødighed viste Fjenderne denne udmærkede Mand, at de for at bevare hans Liv satte ham i sikker Forvaring, skjønt de ellers ikke plejede at skaane deres Fjender. De kunde nemlig ikke bringe over deres Hjærter at lade saa anselig en Mand springe over Klingen, thi den Modgang, han for Tiden var stedt i, mægtede ikke at tilintetgjøre den Højagtelse, de nærede for ham fra gammel Tid af. I Nattens Mulm undveg han imidlertid fra sine Bevogtere ved Geddesø.”

Skjalm Hvide fulgte senere Erik Ejegod på hans togter mod Venderne og blev Høvding over Rügen efter dennes erobring. Hans bror Avte faldt i kamp mod Venderne på vej fra Sjælland til Falster.

Citat fra Saxo Grammaticus, Danmarks Krønike: ”Paa den Tid plagede Venderne i højeste Grad Danmark med deres Sørøvertogt. Deres Overmod var nemlig længe blevet næret ved den Elendighed, Landet havde været hjemsøgt med, og Olaf havde snarere egget dem ved sin Ørkesløshed end drevet dem tilbage ved at tage sig noget for imod dem. Nu overfaldt de en højbaaren Mand ved Navn Auden, da han var ved at sætte over fra Sjælland til Falster, og da han foretrak Død for Fangenskab, slog de ham ihjel. Danskerne holder nemlig i Kraft af deres medfødte Tapperhed for, at den sørgeligste Skæbne, der kan ramme dem, er at falde i Fangenskab. Skjalm Hvide, som var Audens Broder, kærede da paa Tinge saa stærkt herover, at Menigmand paa hans Tilskyndelse besluttede, at alle i Fællesskab skulde hævne denne ene Mands Drab. Kongen havde nemlig ladet Folkets Myndighed tage i den Grad til, at det havde Ret til at age Bestemmelse om Krigstogt, og at det ikke var Fyrstens Bud, men Folkets Vilje, der afgjorde, om man skulde gribe til Vaaben.”

Skjalm Hvide blev stamfader til den mægtigste danske stormandsæt i middelalderen. Den benævnes "Hvide-ætten", uagtet at "Hvide" kun var et personligt tilnavn.

Blandt Skjalm Hvides sønner var Asser Rig, der igen var far til Absalon og Esbern Snare. Derudover blev Erik Ejegods søn, Knud Lavard, opfostret hos Skjalm Hvide.

Skjalm Hvide var også stamfar til to jyske stormænd, der begge hed Stig Andersen med tilnavnet Marsk (Marsk Stig).


Navn Skjalm Hvide

Køn: Mand

Født: 1034 Sjælland

Død: 1113Fjenneslev?

Begravet Fjenneslev kirke

Stilling: Jarl over Sjælland og Høvding paa Rygen

Hustru: Signe Asbjørnsdatter