SpejderWiki:Hærværk

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Hærværk er ikke velset på wikier, men jo mere kendte de er, jo flere skal lige afprøve det ret store albuerum, som wikibrugere generelt har, ved at lave underlige redigeringer. Det er specielt en plage på Wikipedia, hvor alle kan gå ind på siden og redigere.

SpejderWiki er lidt anderledes. Her kan man ikke redigere anonymt - det er en lille wiki, der bliver nødt til at sikre sig imod internettets helt store syndere: spambotterne. Derfor skal man igennem en lille 'optagelsesprøve', hvor man skal svare på et par spørgsmål, der sikrer sig at det kun er mennesker, der kommer igennem.

Der er endnu kun et lille antal aktive på SpejderWiki, så hærværk er ikke et problem. Når vi kommer i den situation at der er mange aktive brugere, kan vi ikke undgå at der en enkelt gang imellem optræder redigeringer, der kan opfattes som hærværk.

Hvis det ikke er åbenlyst hærværk med frække ord og underlige sletninger af passager i artiklerne, så kig på redigeringen en enkelt gang til. Det kunne være at brugeren rent faktisk mente noget seriøst med ændringen, men at du bare ikke er enig i den eller kan se ideen med den. I et sådant tilfælde kan man skræmme vedkommende væk ved at råbe dem ind i ansigtet. Prøv istedet at se om brugeren har lavet andre redigeringer, der er mening i. Hvis det ligner en skævert, så kan man gribe det pædagogisk an og spørge på vedkommendes diskussionsside om tankerne bag, evt. retlede åbenlyse fejl. Eller blot bringe redigeringen i orden i selve artiklen.


Konsensus

Vi redigerer ud fra konsensusprincippet, så hvis du ikke er enig i redigeringen, men at den er ok for folk med en anden holdning end din, så hører diskussionen hjemme på artiklens diskussionsside. Hold dig/jer fra redigeringer af artiklen til uenigheden er talt færdig og I er blevet enige om en gylden mellemvej. Det kunne i mange tilfælde løses ved at man i artiklen skriver ligeligt om begge synspunkter.

Selvom spejderånden burde herske herinde, kan man jo sagtens støde på persontyper, der er allergladest for deres eget korps/division/distrikt/region. Mange af os kender sangen Bakke op og bakke ned, der har fået visse passager gendigtet for at nedgøre andre korps. Dén manér holder ikke herinde. Her må man venligt, men bestemt, henlede folks opmærksomhed på den omgangstone, der er krævet herinde.

De fleste vil være glade for en besked på deres diskussionsside om at de bør aflægge den holdning i stedet for at blive udråbt som vandal. Ved gentagne episoder må vi erkende at det nok er et uforbederligt tilfælde, hvorfor vi kan lukke op for den lille værktøjskasse: Advarsler og blokering.

Åbenlyst hærværk

Alle kan gendanne efter hærværk ved at åbne artiklens historik og åbne den sidste gode version af artiklen. Tryk 'rediger' og 'gem'. Der kommer en advarsel om at du er ved at gemme en forældet udgave af artiklen, men det er jo lige det, du gerne vil. Samtidig bør man efterlade en besked på brugerens side at man har gendannet en artikel, og hvorfor. Så er de klar over at den ikke gik.

Selv sider, hvor al teksten er fjernet, kan gendannes på den måde, så intet går tabt. Omvendt er det med sider, der er oprettet som følge af vandalisme eller spam. Her kan du intet gøre. Du kan selvfølgelig godt slette indholdet, men lad bare siden stå som den er. Indsæt derimod gerne en slette-skabelon øverst (åbn redigeringsvinduet og skriv {{slet}} på øverste linje). Så kan andre brugere se at der er taget hånd om problemet. Næste gang der komme en administrator online, vil siden blive slettet.

Hvis idioten bliver ved med at lave hærværk, kan du ikke gøre ret meget mere uden administratorværktøjer. Læg gerne en besked hos en administrator. Så kan vedkommende vurdere hvad der skal gøres. En administrator har lidt lettere ved at gendanne efter hærværk, han kan også slette sider, og i sidste ende (efter advarsler) blokere brugere.

Blokering

Ligesom på Wikipedia gives tre advarsler med stigende alvor, hvorefter der vil blive blokeret for brugeren i en kortere periode. Hvis denne tænkepause ikke virker, bliver de næste blokeringer mærkbart længere. Dette vil så kunne ende med at der blokeres for et år ad gangen. Men så kan vedkommende jo bare oprette sig som en ny bruger? Ja, og hvis vedkommende har besindet sig og starter på en frisk, opdager vi aldrig at Brugeren Ulvenpeter engang lavede ballade som brugeren Brændetyven. Problem løst. Men hvis vedkommende under nyt navn fortsætter, skal der ikke meget energi til at give denne nye bruger samme behandling. Det er så den pris, en administrator må betale for at have en lidt større værktøjskasse. I allersidste ende kan vi komme ud i at stemme om en bandlysning af personen, hvilket betyder at vedkommende er udelukket fra SpejderWiki på livstid og bliver blokeret prompte, hvis vedkommende dukker op igen. Det er en meget omfattende udelukkelse, og benyttes endda meget sjældent på Wikipedia, der er et meget større og mere åbent forum.