Spejder Sport
- Denne artikel omhandler butikskæden Spejder Sport. Opslagsordet har også anden betydning, se Spejdersport (tidsskrift).
Spejder Sport er en dansk butikskæde, der forhandler udstyr til friluftsliv.
Spejder Sport blev grundlagt i 1945 som uniformsdepot for Det Danske Spejderkorps. Før dette tidspunkt havde korpset sit Spejder-depotet direkte i korpsets struktur. Navnet Spejder Sport og Det Danske Spejderkorps' Depot blev brugt i flæng, faktisk var det gængse navn 'depotet' helt op til sammenlægningen.
Spejder Sport blev i forbindelse med korpssammenlægningen i 1973 slået sammen med DDP's Pigespejderdepotet. I dag fører Spejder Sport udstyr og beklædning til alle former for friluftsliv. Derudover udvikler Spejder Sport sit eget private mærke Asivik. Kunderne er langtfra begrænset til spejdere - alle typer friluftsfolk er at finde blandt kunderne.
I dag er Spejder Sport en landsdækkende detailkæde med 19 butikker (pr. januar 2016) fordelt ud på de største byer i Danmark. Butikken har også en webshop. I hovedsædet i Ishøj, hvor administration og lager har hjemme, befinder der sig endvidere en afdeling, som varetager Business-to-business-salg til professionelle brugere af outdoor-udstyr og -beklædning.
Tidligere adresser
Før Spejder Sport knopskød med butikker i mange byer, lå hovedbutikken i Nr. Farimagsgade 39 i København. Tidligere adresser: Studiestræde 30 og Skindergade 27 (Kbh). Pigespejderdepotet havde sidst adresse i Lundsgade 6 (Kbh) inden sammenlægningen.
I Spejdernes Magasin 1960 kan man læse at foruden i Nr. Farimagsgade 39 i København, havde Det Danske Spejderkorps' Depot adresser på Klostervej 19 i Odense, Frederiksgade 69 i Aarhus og Kong Hansgade 1 i Aalborg. Spejdersport er forlængst fraflyttet de tre sidste adresser til bedre og større lokaler.