Spejderleder

Fra SpejderWiki
Version fra 16. feb. 2016, 08:08 af Medic (diskussion | bidrag) Medic (diskussion | bidrag) (+ juniorer)

En spejderleder, til daglig ofte blot kaldet en leder, er en voksen spejder, der har ansvaret for en gren (aldersgruppe) af spejdere i en spejdergruppe. Det er ikke ualmindeligt, at flere ledere samarbejder om at tage vare på en flok spejdere; ofte bliver én af disse udvalgt til at være f.eks. tropsleder, mens de øvrige med-ledere bliver tropsassistenter. Der findes i de danske spejderkorps ingen formelle krav til uddannelse eller erfaring for at blive spejderleder, men det er ikke ualmindeligt, at ældre spejdere ser ledergerningen som det naturlige næste skridt, når de bliver for gamle til at være seniorer/rovere/rangere/pionerer. Ofte bliver lovende lederemner rekrutteret blandt disse ældste spejdere og tilbudt pladser som assistenter, så de kan afprøve ledergerningen inden skridtet tages fuldt ud.

Nystartede grupper, eller grupper der har svært ved at rekruttere i "egne rækker", har ofte rekrutteret spejderforældre til ledergerningen. I bedste fald bliver disse nytilkomne ledere sat på assistentposter sammen med en erfaren leder, indtil den nye leder har tilstrækkelig erfaring og forståelse for spejdermetoden til at kunne stå på egne ben.

Ulveflokken

I ulveflokken (juniorerne) er det meget almindeligt, at spejderne får spejdernavne inspireret af Junglebogens univers. Som en naturlig følge heraf får ulveflokkens ledere gerne navne, der også er hentet herfra. Det er almindeligt, at juniorlederen kaldes Akela efter den store grå ulv, der leder ulvene i junglen, mens juniorassistenten ofte kaldes Baloo efter bjørnen, der guider Mowgli gennem junglen.