Stokkebjerglejren

Fra SpejderWiki
Version fra 27. sep. 2014, 11:24 af Jørgen (diskussion | bidrag) Jørgen (diskussion | bidrag) (halvvejsgem)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Spring til navigation Spring til søgning

Stokkebjerglejren afholdtes 17. - 30. juli 1911 ved Nykøbing Sjælland. Det var den første instruktionslejr for patruljeførere, idet korpset kun var lidt over et halvt år gammelt og mestendels bestod af grupperinger af interesserede drenge, der som nok eneste grundlag havde læst (eller kigget i) Baden-Powells spejderbog Scouting for Boys- enten på engelsk eller i den første danske (mangelfulde) oversættelse. Der var derfor hårdt brug for en patruljeføreruddannelse.

Lejren var ledet af Cay Lembcke. 45 patruljeførere deltog - og 5 norske spejdere.

Om lejren skriver Carl Syrach Larsen fra 2. Frederiksberg trop at han fik plads på lejren (14 dage for 5 kr) da hans patruljefører blev forhindret. Rejseinformationerne var blevet sendt til hans tropsfører, der var på ferie, så han måtte opsøge Cay Lembcke på husarkasernen for at få besked om afrejsetidspunktet. Lejrdeltagerne blev opdelt i 3 troppe á 2 patruljer, og tjansen som patruljefører gik på omgang - hver mand sin dag, så de nåede hver at lede patruljen 2 dage på lejren. Hver morgen stod den på vandgang, og der var inspektion af både rengjorte telte og spejdere efter morgenmaden. Han skriver endvidere at træningen mest gik på patruljearbejde i alt fra lejrslagning, båltænding, madlavning, tømmerflådebygning og andre spejderfærdigheder. På en woodcraft-tur var de så heldige at træffe den lokale skovrider, der hjertens gerne fortalte løs om dyrespor, at finde nord og meget mere. Mon ikke dette 'tilfældige møde' var med i planen? Ved en snigeøvelse skulle alle drengene komme hurtigst og uset hen til skovridergården, hvor de alle blev inviteret ind på et lille traktement. Senere på natten blev de purret og skulle hjælpe skovrideren med at fange en krybskytte - en jagt, der afluttedes i lejren med bål og sang.

== Kilder og eksterne henvisninger ==

  • Det Danske Spejderkorps 1910-1935, redigeret af Fritz Lerche