Tænkedag

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.
Robert og Olave Baden-Powell

Thinking day, Founder's Day eller på dansk: Tænkedag - den 22. februar - er en mærkedag i den internationale spejderbevægelse. Den markeres hvert år; nogle spejdergrupper gør mere ud af den end andre.

Historie

D. 22. februar var grundlæggeren af spejderbevægelsen Lord Robert Baden-Powells fødselsdag og i øvrigt også hans kone Olave Baden-Powells. De frabad sig på et tidligt tidspunkt fødselsdagshilsener og -gaver, men bad spejderne om at give det påtænkte beløb til bedre formål og tænke venligt på spejderbevægelsen i sin helhed og andre børn/unge i ringere kår.

Tænkedag som særskilt mærkedag blev skabt i 1926 på den 4. internationale verdenskonference for pigespejdere på Camp Edith Macy (nu Edith Macy Conference Center), der tilhører det amerikanske pigespejderkorps Girl Scouts of the USA. Det besluttedes, at der skulle være en speciel dag, hvor pigespejdere i hele verden skulle tænke på hinanden og takke og påskønne alle deres pigespejdersøstre.[1] De delegerede valgte 22. februar som Tænkedag.

I 1932 grundlagdes Thinking day fund på den 7. verdensspejderkonference i Polen, således at alle frivillige bidrag fra spejdere på denne dag bliver anvendt velgørende til støtte for spejderbevægelsens udbredelse verden over. Det er kutyme at give et vist beløb pr. år man har været spejder. I Danmark giver man nu oftest 2 kroner pr. påbegyndt spejderår, altså hvis man har været spejder i 2½ år, giver man 6 kroner.

Tænkedag er også en oplagt mulighed for at tænke på sine spejderoplevelser, diskutere værdien i spejderarbejdet og det at være med som en del af det store, globale spejderfællesskab.

Temaer:

Tænkedag tildeles både internationalt og i nogle korps et tema. Det giver en mulighed for at skabe mere spændende tænkedagsmøder og - udover at mindes B-P og Olave - få sat fokus på områder med et globalt forbedringspotentiale. Det handler her om at efterlade verden i bedre stand end da vi kom hertil, som Baden-Powell også fortalte spejderne: Try and leave this world a little better than you found it.

World Thinking Day Fund

World Thinking Day Fund får de indsamlede beløb og vælger hvert år et eller flere fokusområder, der modtager hjælpen.

I 2014 er valgt Saint Vincent og Grenadinerne (i Caribien), Armenien, Bangladesh, Ægypten og Benin.

I 2015 er der fokus på FN's "Millennium Development Goals" - 8 udviklingsmål, som FN i år 2000 satte kræfter ind på at arbejde med de næste 15 år. Hvor langt er vi nået?

Ideer til møderne

Man kan angribe det fra flere vinkler. Den mest indlysende er jo at fortælle om B-P og Olave, evt. lade spejderne selv finde oplysninger om dem.

  • Lav en B-P quiz.
  • Måske også en om spejderbevægelsens start. Også i Danmark.
  • Find Citater af B-P og diskuter dem. Vælg hver jeres favorit.
  • Læs B-P's sidste besked til spejderne og gerne Lady B-P's sidste ord til spejderne.
  • Tal om hvorfor vi er spejdere, hvad kammeratskabet betyder.
  • De større spejdere kan evt. bore dybere i hvorfor vi har forskellige spejderkorps og hvad de har til fælles.
  • Hvordan kan spejderne hjælpe med til at skabe mere fred i verden?
  • Udtaler vi nu B-P's navn korrekt?
  • Se lidt om B-P på Youtube:
  • Husk den med at samle penge (2kr) ind for hvert år I har været spejder. Hvis ungernes forældre også har været spejdere, kunne man blokke dem for lidt skillinger også.

Eksterne henvisninger