Yang Huimin: Forskelle mellem versioner

I løbet af 1930'erne blev de politiske spændinger mellem Kina og Japan stedse større, og 7. juli 1937 var krigen en realitet. 26. oktober indledtes angrebet på Shanghai, og i en af forstæderne - Zhabei - lå et stort varehus i 5 etager så strategisk anbragt ved en flod, at man fra kinesisk side valgte at befæste dette med de til rådighed værende midler, hvilket var 423 mand med håndvåben, håndgranater og ca 30 maskingeværer. Varehuset lå så tæt på udenlandske koncessioner {Shanghai International Settlement} at japanerne ikke turde beskyde fra krigsskibe af frygt for at ramme udlændingenen, eller anvende sennepsgas lige foran engelske og amerikanske statsborgere. Begge dele blev brugt i andre dele af Shanghai.

Inden japanerne nåede frem til varehuset, passerede en spejderpige, Yang Huimin, en engelsk vagtpost ved den bro, der gik over floden til de udenlandske besiddelser. Han smed en pakke cigaretter ind i det befæstede varehus, og hun spurgte nysgerrigt om, hvad han gjorde. Han svarede at der var kinesiske soldater derinde. Hun fik ham til at smide en besked derind; om de havde brug for noget. Der kom en seddel retur med en bøn om mad, ammunition og våbenolie. Yang gik til lederen af Shanghais handelskammer, der først ikke ville tro hende. Men da kampene gik i gang var man indstillet på at hjælpe, og den næste dags aften ankom mere end ti lastbiler med forsyninger. For at styrke moralen besluttede man at give dem et flag også, og da Yang Huimin overbragte det til den øverstkommanderende, oberstløjtnant Xie, spurgte hun ham om deres plan. Da han sagde at de ville kæmpe til døden, bad hun om en liste over deres navne, da hun ville sørge for at de blev mindet. Hun fik en liste med 800 navne, da man ikke ville afsløre at man kun var lidt over 400. Der blev også sendt omkring 10 hårdt sårede ud i ly af mørket, De blev efter aftale ført til koncessionerne til pleje.

Næste morgen vajede Republikken Kinas flag overbygningen med den moralske støtte, det gav. Forsvarerne holdt stand nogle dage endnu, men omkring midnat natten til 1. november, sneg alle kampdygtige og de lettere sårede forsvarere sig ud i ly af mørket og fik beskyttelse i koncessionerne. Kun ca. 30 hårdt sårede, der ikke kunne flyttes, blev tilbage for at bemande våbnene.