23.025
redigeringer
Estrid Ott: Forskelle mellem versioner
Fra SpejderWiki
mere - så mangler jeg blot billeder
Jørgen (diskussion | bidrag) (→Forfatterskabet: datteren) |
Jørgen (diskussion | bidrag) (mere - så mangler jeg blot billeder) |
||
| Linje 13: | Linje 13: | ||
== Ligestilling == | == Ligestilling == | ||
Estrid Ott var en pige med en klar holdning til at piger kunne (mindst) det samme som mænd. Det skinner klart igennem hos hendes hovedpersoner i hendes bøger (langt de fleste bøger har en pige som hovedperson). Det er modige og handlekraftige piger - gode eksempler er Amik, Sally Smålotte og Inga. Hun var ikke selv uden mod - at tage verden rundt alene - det kræver lidt mod. I øvrigt sendte hun - udover rejsebreve til Berlingske - mange breve og kort hjem til sin mor. Disse var altid underskrevet 'Din Datter Peter'. | Estrid Ott var en pige med en klar holdning til at piger kunne (mindst) det samme som mænd. Det skinner klart igennem hos hendes hovedpersoner i hendes bøger (langt de fleste bøger har en pige som hovedperson). Det er modige og handlekraftige piger - gode eksempler er Amik, Sally Smålotte og Inga. Hun var ikke selv uden mod - at tage verden rundt alene - det kræver lidt mod. I øvrigt sendte hun - udover rejsebreve til Berlingske - mange breve og kort hjem til sin mor. Disse var altid underskrevet 'Din Datter Peter'. | ||
Hun skrev også bøger med en dreng som hovedperson: ''Sverre-bøgerne'' på 6 . Men her fornægtede hun lidt sig selv ved at skrive dem under pseudonymet Magnus Moen. | |||
== Forfatterskabet == | == Forfatterskabet == | ||
| Linje 28: | Linje 30: | ||
Estrid Ott mødte på sin jordomrejse sin kommende mand, danskeren John Knox-Seith, på skibsrejsen fra Kina. De blev gift året efter (23. oktober 1922), og købte godset ''Sjundeå'' i Finland, hvor de ikke boede længe, før de rejste til USA, hvor John fik ansættelse som formand på et rigmandsgods på Long Island. Her blev de i 10 år, og fik tre piger og en dreng. Ved hjemkomsten til Danmark var planerne om et år i Angmagssalik i Grønland (1933-1934) ved at være færdigforhandlede, og derefter boede de på Holebjerggård i Vejby i Nordsjælland, selvom Estrid konstant var på farten rundt om i Norden, eller 'blot' på foredragsturne i Danmark. Sideløbende hermed får hun skrevet rigtig mange bøger og oversat artikler for bladene. I 1937 var der kommet noget nyt til Danmark; en Kamperingsvogn, som man kunne spænde efter sin bil og bo i. Politiken fik fat i sådan en, udstyret den med logo, og det var familiens hjem i sommeren 1937, og affødte rejseartikler fra Danmarks afkroge - og en enkelt bog<ref>''Børnene i det rullende Sommerhus'', Jespersen og Pios Forlag 1937</ref>. | Estrid Ott mødte på sin jordomrejse sin kommende mand, danskeren John Knox-Seith, på skibsrejsen fra Kina. De blev gift året efter (23. oktober 1922), og købte godset ''Sjundeå'' i Finland, hvor de ikke boede længe, før de rejste til USA, hvor John fik ansættelse som formand på et rigmandsgods på Long Island. Her blev de i 10 år, og fik tre piger og en dreng. Ved hjemkomsten til Danmark var planerne om et år i Angmagssalik i Grønland (1933-1934) ved at være færdigforhandlede, og derefter boede de på Holebjerggård i Vejby i Nordsjælland, selvom Estrid konstant var på farten rundt om i Norden, eller 'blot' på foredragsturne i Danmark. Sideløbende hermed får hun skrevet rigtig mange bøger og oversat artikler for bladene. I 1937 var der kommet noget nyt til Danmark; en Kamperingsvogn, som man kunne spænde efter sin bil og bo i. Politiken fik fat i sådan en, udstyret den med logo, og det var familiens hjem i sommeren 1937, og affødte rejseartikler fra Danmarks afkroge - og en enkelt bog<ref>''Børnene i det rullende Sommerhus'', Jespersen og Pios Forlag 1937</ref>. | ||
Det var dårlige tider, og gården kunne ikke svare sig, så John fik omsider et administratorjob på sanatoriet Montebello i Helsingør, og familien flyttede ind i Sct. Olaigade 51 i Helsingør. Her blev de til efter [[Besættelsen]], og i den periode var Estrid 2 gange i Finland (vinterkrigen 1939-40 og den såkaldte Fortsættelseskrig 1941-44, hvor hun fulgtes med lottekorpset) som korrespondent. I 1939 tog hun flyvercertifikat, og havde faktisk skrevet en bog om det, men den udkom aldrig. Tiden i Helsingør blev også brugt aktivt - bogen ''Karen Kurer'' (1945) vidner om et indgående kendskab til byen under besættelsen. Det antydes at hun var aktiv i modstandsbevægelsen - hun var med til at skjule eftersøgte<ref>''Vildfugl og verdensborger'' side 189</ref> og aktiv som kurer og ved jødetransporterne over Øresund fra Snekkersten Havn<ref>''Vildfugl og verdensborger'' side 88</ref>. | Det var dårlige tider, og gården kunne ikke svare sig, så John fik omsider et administratorjob på sanatoriet Montebello i Helsingør, og familien flyttede ind i Sct. Olaigade 51 i Helsingør. Her blev de til efter [[Besættelsen]], og i den periode var Estrid 2 gange i Finland (vinterkrigen 1939-40 og den såkaldte Fortsættelseskrig 1941-44, hvor hun fulgtes med lottekorpset) som korrespondent. Hun skrev artikler og bog (''Med Lotterne bag Fronten'') om lottekorpset, og optog en film om hvorledes børnene hjalp til ved genopbygningen af det krigshærgede Finland. | ||
I 1939 tog hun flyvercertifikat, og havde faktisk skrevet en bog om det, men den udkom aldrig. Tiden i Helsingør blev også brugt aktivt - bogen ''Karen Kurer'' (1945) vidner om et indgående kendskab til byen under besættelsen. Det antydes at hun var aktiv i modstandsbevægelsen - hun var med til at skjule eftersøgte<ref>''Vildfugl og verdensborger'' side 189</ref> og aktiv som kurer og ved jødetransporterne over Øresund fra Snekkersten Havn<ref>''Vildfugl og verdensborger'' side 88</ref>. | |||
I 1956 flyttede hun til Spanien, nærmere bestemt Mallorca, hvor hun skrev videre på sin nok mest kendte bogserie - om drengen Chico. Tilbage i Danmark fik hun en hjerneblødning i 1961, der bl.a. lammede hendes højre arm og gav hende talebesvær. Det bedredes efter et halvt års tid, men blev aldrig helt godt. Hun mistede evnen til at skrive - kunne ikke holde rede på historierne, og måtte efter nogle år opgive helt. Hun tilbragte sine sidste år i Danmark, Liechtenstein og Mallorca, og håbede til det sidste at hun kunne komme til at skrive igen. Dette gav hende en voldsom depression, og hun døde 19. maj 1967 på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Hun ligger - efter eget ønske - begravet i fællesgraven på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte. | I 1956 flyttede hun til Spanien, nærmere bestemt Mallorca, hvor hun skrev videre på sin nok mest kendte bogserie - om drengen Chico. Tilbage i Danmark fik hun en hjerneblødning i 1961, der bl.a. lammede hendes højre arm og gav hende talebesvær. Det bedredes efter et halvt års tid, men blev aldrig helt godt. Hun mistede evnen til at skrive - kunne ikke holde rede på historierne, og måtte efter nogle år opgive helt. Hun tilbragte sine sidste år i Danmark, Liechtenstein og Mallorca, og håbede til det sidste at hun kunne komme til at skrive igen. Dette gav hende en voldsom depression, og hun døde 19. maj 1967 på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Hun ligger - efter eget ønske - begravet i fællesgraven på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte. | ||
== Fortjenester == | |||
På grund af sin store rejsaktivitet blev Estrid Ott medlem af ''Eventyrernes Klub''. Hendes indsats i Finland under 2. verdenskrig indbragte hende en hædersbevisning | |||
== Kilder og eksterne henvisninger == | == Kilder og eksterne henvisninger == | ||
* [http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/900/ Biografi i Kvinfo] | * [http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/900/ Biografi i Kvinfo] | ||
