The Crystal Palace Scout Rally

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning

The Crystal Palace Scout Rally (rally = forsamling) var et spejderstævne i London, som Robert Baden-Powell arrangerede lørdag d. 4. september 1909. Formålet var dels at lade spejderne opleve at der var mange spejdere i korpset, dels for at se, hvor mange der var så bidt af spejderlivet at de ville møde op til et større arrangement.

På dette tidspunkt var spejderbevægelsen ganske ung - kun 2 år før havde B-P afholdt den første prøvelejr på Brownsea Island som et eksperiment med 20 drenge, og i 1908 udkom hans Scouting for Boys som inspirerede mange drenge (og piger) til at danne patruljer landet over.

Der mødte omkring 11.000 spejdere op, og - hvad der overraskede B-P: Der var en pæn håndfuld piger, der kaldte sig Girl Scouts. B-P havde ikke tænkt på at hans Scouting for Boys også blev læst af og appellerede til piger i den grad, og først nu kunne han observere, i hvor stor grad det var tilfældet. Inden udgangen af 1909 havde omkring 6000 pigespejdere meldt sig, og i novembernummeret af Headquarters Gazette skrev B-P om sine tanker med pigespejderne. Allerede i 1910 oprettedes Girl Guides med B-P's søster Agnes Baden-Powell som spejderchef.

Prinsess Helena, søster til den daværende Kong Edward 7. overværede paraden og den lokale spejdertrop 2nd Croydon (1st Crystal Palace Patrol) dannede flagborg for hende.

Blandt de fremmødte pigespejdere var Nesta G. Ashworth, der fik en betydende rolle i oprettelsen af Lone Guides, og Nella Levy, der startede pigespejderbevægelsen i New South Wales i Australien.


Eksterne henvisninger