Væbneridrætten
Væbneridrætten var FDF's svar på spejdersporten. Oprindeligt var programmet hos FDF koncentreret om det kristne ord og gymnastikken. Man gennemførte længere marcher for at komme ud i den friske luft og få noget motion (og gøre sig synlige) og her kom så også sangene på programmet - og marchinstrumenterne.
Da spejderbevægelsen dukkede op, blev spejderaktiviteterne delvist indført i enkelte kredse, men ikke generelt. Da man i løbet af 1910'erne erkendte at det gerne var spejderlivet, der tiltrak de unge drenge, indførte man et program for væbnerne (12-16 år) og kaldte det for væbneridræt. Man søgte at komme udenom enhver spejderterminologi, selv en dolk blev kaldt en slirekniv.
Den hvide FDF-forbundsdragt var noget upraktisk til væbneridrætten, så man indførte væbnerblusen - en grå uniformsskjorte, ganske i spejdertilsnit. Gradvist blev forbundet mere 'spejderagtigt' i fremtræden. De yngre FDF'ere fik lov til at beholde det hvide matrostøj indtil 1934, hvor alle fik den grå bluse. Hermed forsvandt øgenavnet Hvidbluserne.
Selv om aktiviteterne var - og stadig er - til forveksling spejderaktiviteter, er forskellen i den pædagogiske linje og det grundlæggende formål stadig forskelligt.
