Båltænding
Båltænding er ofte en kunstart i sig selv. Alt efter båltype kan fremgangsmåden være forskellig, ligesom personlige præferencer spiller ind. Nogle foretrækker at lægge hele bålet til rette først, mens andre bygger bålet op gradvist. Ved større lejrbål er det første at foretrække, mens det sidste nok er bedre ved kogebålet i lejren eller i brændeovnen i hytten.
Valg af brænde er det første, man skal tage stilling til. Oftest er der ikke de store valgmuligheder, men kan man finde letantændeligt træ til optændingen og langsommere brændende træ som gavnbrænde, får man det bedste resultat.
Optændingsbrænde
- Pindebrænde er (helst) knastfrit træ, der flækkes i stedse mindre stykker. Flæk et stykke tørt brænde og flæk hele tiden den ene del videre, så du får en masse stykker med forskellig tykkelse. Når du når tykkelser nær blyantstykkelse kan du lægge øksen og snitte et par spåner med dolken. Nu har du træ i alle tykkelser, hvor de tyndere kan fænge og antænde de tykkere.
- Pindsvinet er en genvej i kategorien pindebrænde. Flækket brænde i tommelfingertykkelse kan tilføjes små hug eller snit langs sider og kanter, så der stikker en masse tynde splinter ud fra stykket. Disse fænger bedre og hjælper med at få træstykket til at fænge.
- Stearinbomben er et stykke oprullet bølgepap der er dyppet i stearin. Den trækker ikke fugt, men opbevar den alligevel i en lille plastikpose, så den ikke smitter af. HUSK at smelte stearinen i vandbad så du ikke brænder hytten af.
- Kogler har en fantastisk brændværdi. Fyld en bagerpose halvt med tørre fyrre- eller lærkekogler, og du kan tænde op med den - med lidt øvelse kan man tænde bøgebrænde direkte....
- Optændingsblokke er en stinkende opfindelse, der nemt kan bibringe spejderlivet et 'civilt' skær, men de kan være gode at have hvis vejret er surt og brændet ikke fænger så godt. Det er et samvittighedsspørgsmål.
- MacGyver har ikke levet forgæves; en del ting, du normalt omgås, er fint som optænding: Chips (som i franske kartofler) er tynde og indeholder olie. En dåse tun i olie skal bare have en væge.
Gode optændingsfif
- Et knæksugerør (eller bedre: et lidt længere rør med cirka samme diameter) er fantastisk til at koncentrere pustet til det område, hvor det gavner mest.
- Stormtændstikker er en god opfindelse i - ja - hård vind. De blæser ikke ud lige med det samme og giver ekstra blus mens de brænder.
- Lagkagelys er en fiks lille ting at have et par stykker af i sin tændstikæske til optænding. De kan nemt kortes af i bunden med en kniv, så de ikke er for lange til æsken.
- Vindretningen er god at udnytte. Læg et halvstort stykke brænde, du kan læne optændingsbrændet op ad. Hvis det blæser kraftigt, kan du tænde op i læ af brændestykket, mens du ved en svag vind kan udnytte pustet ved at lægge brændestykket på langs ad vinden.
Optændingsmetoder
Bål kan tændes på mange forskellige måder.
Traditionelle optændingsmetoder
Tændstik
Langt mest almindeligt anvendt ses tændstikken som middel til at skabe den første flamme - den flamme, der skal stikke ild til optændingsbrændet og starte bålet. Tændstikken har mange fordele, idet den har en høj sandsynlighed for at tænde hurtigt og sikkert, og da den ikke er særligt stor er den nem at have med, også langt fra alfarvej. Ulemperne ved tændstikken er, at det er en skrøbelig flamme, den producerer; der skal ikke meget vind til, før flammen blæses ud, og tændstikken er spildt. Dernæst er almindelige tændstikker sårbare overfor væde, hvorfor man skal sikre sig at de er opbevaret rigtigt inden brug. Der findes af samme årsag stormtændstikker, der dels brænder med en kraftigere flamme, dels er imprægnerede mod fugt. I mange spejdergrupper sættes der stolthed i, at et bål kan tændes på én tændstik.
Ildstål
Ildstålet er et af de ældre redskaber til at skabe ild med, men yndes stadig i mange spejdergrupper. Tanken er, at man ved at slå flint og stål sammen skaber en gnist, der falder i et letantændeligt materiale, som blusser op og tænder bålet. Metoden kræver nogen øvelse inden den kan anvendes med sikkerhed, men netop derfor sætter nogle en ære i at lære sig teknikken. Mange friluftsforretninger sælger små sæt, der indeholder både flint, stål og optænding, og flere spejdercentre tilbyder en smedeaktivitet, hvor man kan få lov til at smede sit eget ildstål.
Ildbor
Ligesom ildstålet kendes ildbor fra forhistorisk tid. Der er fundet forskellige udgaver af ildbor rundt omkring i verden. De kan også ses anvendt blandt ursamfund, der ikke har (let) adgang til moderne remedier. Målet med ildbor er dels at skabe friktionsvarme, dels at løsrive små mængder fint træstøv, der kan antændes af friktionsvarmen. Dernæst handler det om at overføre glødestøvet til optændingsmaterialet, hvor det kan forsigtigt kan tilføres ilt og dermed fænge og skabe den første flamme, der kan starte bålet. Metoden kræver lidt træning og håndelag, for at sikre at gløderne overføres til kvaset på det rette tidspunkt, og at der pustes nok-men-ikke-for-meget, osv.
Den nok mest kendte udgave af ildboret bruger en spindel (der er en fingertyk pind omtrent på længde med en underarm) der placeres med spidsen i en lille fordybning på en træplade eller tilsvarende, der kaldes et bundstykke. For bedst resultat bør bundstykket være fra en blødere træsort, mens spindlen med fordel kan være af hårdere træ. Både spindel og bundstykke bør være af tørt træ; frisk træ vil have svært ved at både danne og antænde træstøvet. Letanfængeligt materiale placeres enten lige i nærheden, eller pakkes løseligt omkring berøringsfladen mellem spindel og bundstykke, så det er klar til at fange de gløder, der måtte blive skabt. Spindlen holdes nu mellem håndfladerne, og roteres frem og tilbage ved at gnide håndfladerne hurtigt mod hinanden. For at skabe størst mulig friktion mellem pind og plade presses pinden nedad, mens den roteres. Det betyder, at håndfladerne vil bevæge sig ned ad spindlen, og man skal derfor hyppigt flytte hænderne op i toppen af spindlen igen, klar til en ny tur. Det kan være en fordel at være to, der skiftes til at rotere spindlen, for at have mindst mulig spildtid i håndskiftet - og fordi metoden ofte koster en del kræfter og kræver udholdenhed (foruden hård hud i håndfladerne).
Med tiden vil friktionen fra spindlens pres og rotation mod bundstykket skabe større og større opbygning af varme, der til sidst vil kunne få små gløder til at opstå i træstøvet, der gnides frit fra bundstykket. Det gælder nu om at få disse små gløder i berøring med fængmaterialet, og ofte skal der forsigtigt pustes til gløderne, så de flammer op og antænder kvaset. Når dét sker skal de spæde flammer hurtigt flyttes til et forberedt bål, der nu kan antænde.
Ildbue
Ildbuen fungerer i praksis som en videreudvikling af ildboret, da det stadig drejer sig om at rotere en spindel mod et bundstykke med tilstrækkelig hast og pres til at friktionen skaber både træstøv og varme. Ved denne metode anvendes en bue til at rotere spindlen. Buen holdes vinkelret på spindlen, og strengen vikles et par gange rundt om spindlens midte. Når buen nu bevæges vandret frem og tilbage vil buestrengen få spindlen til at rotere mod bundstykket, ofte med større hast på bekostning af færre kræfter end med ildboret. Med denne metode har man ikke mulighed for at bruge hændernes greb om spindlen til at øge friktionen ved at presse spindlen nedad under rotation; man bør derfor anvende et håndholdt topstykke i den frie hånd, som holdes mod den øvre ende af spindlen og dels sørger for at spindlen holdes i balance, mens buen bevæges, dels sørger for at lægge pres på spindlen. Der kan være en fordel i at topstykket er af hårdt træ eller et ikke-brandbart materiale (glat sten eller tilsvarende) for at sikre at glødestøvet kun dannes ved spindlens spids, og for at undgå at topstykket "stjæler" for meget af energien fra spindlen.
Plankeboring
Plankeboring bruger samme princip som ildbor og ildbue - at friktion og bevægelse opbygger varme og dermed skaber glødestøv - men pinden bevæges her hastigt frem og tilbage i en rille i bundstykket, frem for at roteres.
Ildstål, smedet af en viking.
Illustration fra 1876 af hhv. planke- og ildbor.
Ildbue i brug.
Indbyggere på Vanuatu laver ild med plankebor.
.jpg)
Spektakulære lejrbåltændingsmetoder
Snoren fra træet
Bålet bygges op om en kort pæl, der er rammet i jorden. Der benyttes rigeligt med optændingsbrænde. Fra pælen føres en tynd, mørk snor forholdsvis stramt op til en tyk gren af et stort træ i nærheden. Her sidder båltænderen med den anordning, han skal lade glide ned ad snoren. Den skal glide godt og veje lidt, da den ikke må gå i stå (så bliver snoren brændt over). Noget, der minder om en stor hængelås kan bruges, men det ender altså i bålet. Evt. kan en kort stump tyk kæde bruges - her kan man save det ene led igennem, så man kan få den på snoren uden at skulle løsne den.
På denne tunge ting bindes en petroleums- eller lampeolie-vædet klud fast. Når alle er forsamlet om bålet, tændes kluden og slippes løs. Den glider så ned ad snoren som en ildkugle, ender i bålet og antænder dette.
Snoren skal være fri af eventuelle smågrene, og lad være med at lade snoren gå henover spejderne - går kluden i stå, vil den brænde snoren over og antænde en spejder eller to.
Ildpusteren
Kender man en, der kan puste ild, kan man få vedkommende til at tænde bålet på denne måde. Man skal ikke puste ned i bålet, hvis man godt kan lide at have pandehår og øjenbryn.
Fakkeltog
Metoden tager simpelthen udgangspunkt i at man arrangerer ankomsten tl lejrbålet som et fakkeltog, hvor de fakkelbærende efter tur kaster faklen i bålet. Her er det smart at bygge bålet som et lidt åbent pagodebål, så der er et godt hul foroven at kaste faklen i - så undgår man at de springer tilbage fra bålet og falder ud på jorden.
Hvis fakkeltoget er arrangeret i en eller anden anledning og man så afslutter med et lejrbål, bør man sikre at der er brændende fakler tilbage til at tænde bålet med - evt. have 4-5 fakler i reserve til at tænde ved stumpen af de andre.