Pigespejderhuset

Fra SpejderWiki

Pigespejderhuset i Lundsgade 6 på Østerbro i København var Det Danske Pigespejderkorps' korpskontor fra 1940 til 1972.

I forbindelse med sammenlægningen af Det Danske Spejderkorps (1910-1972) og Det Danske Pigespejderkorps 1. januar 1973 til Det Danske Spejderkorps, samledes korpskontorerne i Lundsgade 6 i 1971. Ejendommen var temmelig stor og kunne endda rumme et lille kollegium øverst.

Senere flyttede korpskontoret ud på Holmen - Arsenalvej 10, hvorfra korpskontorfunktionerne for De grønne pigespejdere også varetages. I samme forbindelse lukkede kollegiet i Lundsgade 6.

Historie

I 1940 købte DDP, Det Danske Pigespejderkorps, ejendommen Lundsgade 6 på Østerbro i København. I stueetagen indrettedes der korpskontor med overnatningsrum, mødefaciliteter, køkken, kontorer, og butik med lager, sidstnævnte i form af et stort skab. Med spisestue på første sal blev der i etagerne ovenpå, første til fjerde sal, indrettet et pensionat for unge kvinder, arbejdende som studerende. En Frk. Valejus (Helga Wellejus ifølge folketælling) styrede det fra starten og mange år frem. Rummene i pensionatet blev indrettet for midler sponseret af privatpersoner og firmaer. Alle rum fik navn efter donatorerne. En oversigt over alle etager blev fundet på loftet af kollegianere under en grundig oprydning i slutningen af 1980'erne. Denne blev overgivet til Spejdermuseet, som dengang havde til huse på anden sal i Lundsgade 6, med lager i kælderen i samme hus.

Både depot, korpskontor og kollegie blev ombygget og stod færdig i maj 1968. Der var da plads til 24 kollegianere. Kort efter færdiggørelse. blev huset besøgt af prinsesse Benedikte, hvis hofdame, grevinde Trampe, selv havde boet på kollegiet i sin tid. Dengang var værelserne navngivet anderledes, og hendes værelse hed pudsigt nok Amalienborg[1].

Efter sammenlægningen af DDP og DDS, Det Danske Spejderkorps, blev pensionatet efterhånden lavet om til et kollegium for studerende, administreret at korpskontoret. Her lå ventelisten, og kollegianerne betalte deres husleje kontant til kontorets økonomiafdeling. I tiden op til sammenlægningen af DDP og DDS i 1973 rykkede det gamle DDS sit korpskontor til Lundsgade 6 (1971), og i samme forbindelse lagdes begge korps' butikker sammen (1970)[2]. DDS' Depot for Det Danske Spejderkorps, også kaldet Spejder Sport, havde i København til huse i Nr. Farimagsgade 39. Skabet i Lundsgade blev under stort ståhej bragt til Nr. Farimagsgade med et stort følge af spejdere.

Det samlede korpskontor blev senere flyttet til Arsenalvej 10 på Holmen, den gamle flådestation, til meget større forhold. Ud over en del bygninger kom der også lidt jord til, hvor der blev lavet teltpladser, opsat en shelter og bygget en stor bålplads. I forbindelse med denne flytning nedlagdes kollegiet. De sidste rester af Pigespejderhuset var dermed ophørt med at eksistere.

Som en pudsig ting kan nævnes at et opslag i folketællingen fra november 1940 fortæller at der fra starten boede 32 kvinder i huset. De er angivet til at komme fra de fleste egne af landet og med typiske stillinger/studieretninger for unge kvinder Aldersmæssigt lå de typisk fra 18-25 år, selv om der var 6-7 der var i trediverne og en enkelt på 69(!). Fire af dem var angivet som tilknyttet Pigespejderhuset eller spejderdepotet. Der optræder lidt kendte navne i folketællingens persongalleri, bl.a. husholdningslærerinde Helga Wellejus (f 1908), korpsets souschef Märta Stjernswärd (f. 1908) og en ung Thora Lund, der dengang i en alder af 24 år allerede stod opført som tegner. En anden pensionær, stud. merc. Aase Liljefalk, et barnebarn af en tidligere DDS-spejderchef Axel Liljefalk; hendes far var angivet som kaptajn i fodfolket.[3][4]

Noter

55°41′28.19″N, 12°34′43.1″E