Torben Wolff
Torben Lunn Wolff (21. juli 1919 – 2. maj 2017) var en spejder, marinbiolog og kurator på Zoologisk Museum. Han var redaktør af Spejdernes Magasin i 1945-1950, bortset fra perioden april-oktober 1946, hvor han var på ekspedition til Vest- og Sydafrika med S/Y Atlantide for Zoologisk Museum.
1944 udgav han Årets gang i Naturen, der udkom i en stærkt forøget udgave i 1947, og i en igen ændret udgave i 1960. Den faldt udenfor korpsets håndbogsnummerering, og var tilegnet 'førere i ungdomsorganisationerne'.
I 1948 udgav han en af korpsets håndbøger: Nr 15, Spejderlejre i samarbejde med Erik Dahl.
I 1950 drog han med på den anden Galathea-ekspedition (oktober 1950 - juni 1952) som souschef, og efter hjemkomsten slog han sig ned som tropsfører i 1. Charlottenlund Gruppe[1].
I foråret 1957 modtog han Korpsets gyldne fortjenstlilje som Divisionschef i Bernstorff Division[2]
Hvornår han forlod spejderlivet er uvist, men han fik stor succes som marinbiolog med speciale i bl.a. dybhavets krebsdyr. Galathea-ekspeditionen skaffede ham materiale til en doktorgrad og mange års afhandlinger (ca 400). Han blev en virkelig notabilitet i videnskabelige kredse, og verden over var han blandt marinbiologer kendt som blot Torben.
Han fik mange dyrearter og -slægter opkaldt efter sig, og i 2016 fik han opkaldt en 10 km lang asteroide (6577 Torben Wolff) efter sig. Torben var aktiv på museet indtil det sidste - som 95-årig havde han 3-4 arbejdsdage ugentligt.
Nekrolog
Nekrologen over Torben Wolff (død 2. maj 2017):
Med stor sorg har vi gamle spejdere modtaget budskabet om Torben Wolffs død den 2. februar 2017 knapt 98 år gammel. Vi var ellers en del, der var inviteret til 100 års fødselsdag i 2019, men således skulle det ikke gå.
Min indfaldsvinket er Det Danske Spejderkorps, uagtet Torbens berømmelse er knyttet til dybhavsforskningen, herunder ikke mindst Galateaekspeditionen i begyndelsen af 50-erne, hvor Torben var videnskabelig næstkommanderende og hvor Danmark indlagde sig uvisnelig hæder indenfor marinebiologiforskningen, som senest er fulgt op med den 3. Galatheaekspedition. Torben har desuden i flere perioder været konstitueret leder af Danmarks Akvarium.
Torben Wolff blev som 12 årig hjertesvag dreng indmeldt i 1. Charlottenlund Trop i 1932, og deltog kort efter i en tæveøvelse omkring Egemosen mellem nordsjællænderne som bønder, og københavnerne som herremænd. Han ville angiveligt have givet hele sin unge sjæl efter at have hørt en ulidelig lang indvielsestale af Ove Holm for at være forrest i kolonnen ved Lynge station på Slangerupbanen for at komme hjem, hvor han lå i coma i mindst et par dage.
Efterfølgende var Torben i mangfoldige år tropsfører i 1. Charlottenlund og var i den egenskab primus motor i anskaffelsen og opførelsen af spejderhytten Dæmpehøj ved Tokkekøb hegn, som stadigvæk er weekendhytte for Charlottenlund Gruppe.
Torben var redaktør af lejravisen under korpslejren på Ermelundssletten i 1946 og efterfølgende mangeårig redaktør af "Spejdernes Magasin", hvor han under diverse pseudonymer stort set skrev hele bladet.
Torbens bog: "Årets gang i Naturen" har fundet flittig anvendelse blandt spejdere og andre naturinteresserede.
Eftersom Bernstorff Division - med den senere borgmester Børge Siewerts som divisionschef - stiftet i 1932 med troppene 1. Charlottenlund, 1. Gjentofte, Gjøngerne og 1. Ordrup, på grund af befolkningsudviklingen og interesse for spejderlivet i 1949 måtte deles, blev Torben Wolff som en selvfølge divisionschef for den division, som fortsatte Bernstorff navnet. Denne post bestred han i de følgende tyve år, kun afbrudt af deltagelse i Galathea ekspeditionen og andre opdagelsesrejser.
Det skal tilføjes, at da de to adskilte Gentoftedivisioner, Bernstorff og Dyrehave, på grund af befolkningsudviklingen på ny blev sammensluttet i 1967, var Torben den selvskrevne divisionschef indtil 1969, hvor undertegnede tog over.
Herefter overtog Torben formandsposten i "Direktør, Sagfører Niels Jacob Collerup-Jørgensens Mindelegat", som han til gavn og glæde for spejderne i Storkøbenhavn varetog i mange år.
Æret være Torben Wolffs Minde. Vore tanker går til Lisbeth og døtrene med familie.
Torben bisættes onsdag den 10. d.s. kl. 12. i ( 2017 ) Gentofte Kirke.
Kilder og eksterne henvisninger
- ↑ ’’Spejder og steppeulv’’ om Eik Skaløe
- ↑ Spejdersport (tidsskrift DDS) marts 1957
- Nekrolog hos Dansk Naturhistorisk Forening
- http://video.ku.dk/den-gamle-mand-og-dybhavet - en kortfilm om Torben Wolff som 95-årig.