De grønne pigespejderes historie

Fra SpejderWiki
Version fra 15. nov. 2014, 23:00 af Jørgen (diskussion | bidrag) Jørgen (diskussion | bidrag) (mere, med tak til 'Grønne stier')
Spring til navigation Spring til søgning

De grønne pigespejdere er et dansk spejderkorps, stiftet 4. maj 1919 som KFUK-spejderne i Danmark, idet korpset udsprang af KFUK.

Der er delte meninger om præcis hvordan ideen til et kristent korps for pigespejdere blev til virkelighed. Ifølge Esbjerg Spejdermuseum siger et jubilæumsskrift at Ingrid Ulbricht modtager et brev fra en pige - Dagny Grauballe - der vil starte et spejderkorps i KFUK, mens andre kilder nævner at flere piger havde henvendt sig til pastor Gunner Engberg, der var stifter af KFUM-spejderne, og at denne videresendte til Ingrid Ulbricht med en opfordring til at arbejde videre med ideen.

Grønne Stier - de grønne pigespejderes egen 'historiebog' for de første 75 år af korpsets historie - hælder selv til at det var den unge frøken Grauballe, der med sit brev til Professorinde Ulbricht fik denne til at forelægge ideen for KFUK's bestyrelse. Ideen faldt vist ikke i god jord, men fru Ulbricht henvendte sig i stedet til en KFUK-gymnastiklærerinde, Augusta Frydendal (Fryd), der gav efter og fik samlet fem piger, der gerne ville tage fat.

Med hjælp fra KFUM-spejdernes sekretær, pastor Fabricius, fik den grundige Fryd lavet love og paragraffer til et nyt spejderkorps, ligesom hun fik lov til at deltage i en drengespejderførerpatrulje, som Fabricius selv underviste i spejderfærdigheder 2 timer ugentligt på Borgerdyd skole.

Fryd videregav sine færdigheder ved 2 ugentlige møde med pigerne, og da de efter nogle måneder mente sig dygtige nok til at samle en trop (og havde syet sig nogle spejderdragter), sendte de indbydelser ud til et stiftende møde 4. maj 1919 i KFUK i Kannikestræde i København. Der var kun plads til 50 i salen og der var sendt 2000 invitationer ud. Der kom så 'kun' 50, men de 30 havde allerede tilladelse hjemmefra til at melde sig ind. Den første KFUK-trop var hermed en realitet og en landsbestyrelse blev oprettet samme år d. 11. december.

KFUK var dengang en organisation med meget traditionelle værdier, og tanken om at pigerne skulle være spejdere var de fleste inderligt imod. Et oplysningsmøde for alle KFUK-ledere i de tilstødende sogne med emnet Dan et nyt fremstød indenfor ungdomsarbejdet gav en del fremmøde, men da de på mødet fandt ud af at det handlede om spejderarbejde, sagde de alle fra. Inger Ulæbricht havde opnået hvad hun ville; nabosognene var informeret, og hvis de ikke selv fandt ud af at lave spejderarbejde, måtte de finde sig i at deres unge piger søgte derhen hvor det skete. Og det kom faktisk til at ske, og 'gav en masse vrøvl'.